Sindsro, Mod, og Visdom......

Frysende frost og knasende græsstrå.

Desperate sorte fugle, der slås om krummerne på havebordet, og ender med at blive snydt af vimsvævrede gråspurve, som lynende hurtigt støvsuger bordet tomt for de mindste smuler, efterladende kun de større krummer til deling mellem stadig flere af de store brunt og sortfarvede pipdyr.

To af dem sætter sig på kanten af min havebænk med hovedet vendt ind mod min rude. Afstanden mellem dem og ruden er kun en meter, så jeg kan næsten føle deres bedende blik bønfalde mig om mere mad, mere mad.

De lever i nuet.

Spekulerer kun på, hvor den næste klump energi skal komme fra. Hvordan de næste øjeblikke skal klares, så de ikke dør af kulde eller sult. Og ingen af dem spekulerer et øjeblik på, at der ville være bedre forhold, mere mad, mere lys, hvis de flyttede sydpå - sådan bare, mens vinteren plager.

For det er jo her, de er. Her, deres verden eksisterer. Her, deres liv udfoldes, efter årtusinde lange indgroede mønstre, vaner, kulturer.

Og nyt er jo farligt, er det ikke ? Risikabelt, ikke sandt ? Muligvis endda sindsændrende og helt sikkert decideret livsfarligt, når man nu er en lille, slank, brun fugl med smukke øjne, der lige nu ser dybt ind i mine og stumt beder mig tage affære.

Naturen - det blinde asen - ville helt sikkert skånselsløst tage livet af en del af de flagrevingede væsener, jeg så godt som dagligt lægger krummer og andet ud til. Og gør det muligvis også, trods min fodring af dem.

Der findes andre, mere kødkrævende fjender derude for dem. Smuktsvævende ørne, lyngribende falke, sultplagede ræve, og alskens andre tandskarpe rovdyr, der på den måde også drager nytte af det, jeg strøer på havebordet.

Men lige nu findes der ingen andre, end de to smukke vingede væsener på ryggen af min havebænk, og deres tillidsfuldt bedende blikke.

Og mens jeg rejser mig, for at finde mere sprød føde til dem og deres fæller, vågner en tanke i mig.

Vil de næste beboere fortsætte fodringen ? Skal jeg efterlade en note, når jeg engang rejser, påpegende skønheden i de faste besøgende på terrassen ? Huske dem på, at den smukke brune, med den mærkelige knop i baghovedet, godt kan lide at blive snakket til ?

Bede dem passe godt på dem .................?

Mens frosten sagte fortsætter sin skingert knirkende fremmarch udenfor, og himlen ovenover lover fnug af varierende størrelser, opdager jeg en lille saltsmagende dråbe flyde stille ned af kinden på mig. Og sammen med den, flyder en tanke på plads indvendig.

En taknemlig erkendelse, der minder mig på, at både de og jeg lever livet på livets betingelser.

Én dag ad gangen.