Andre Sider af mig

tirsdag den 28. februar 2017

Systemet har bøvset.


Hvad gør man, hvis Systemet pludselig fatter mistillid til én ?

Det kan være, at du synes spørgsmålet er lidt mærkeligt herinde på min lille blog. For hvordan skulle du, kære læser, være istand til at vurdere og rådgive uden at have alle fakta, og uden at have faktatjekket samme.

Men ikke destomindre er det et spørgsmål, jeg kaster op i luften, efter at være blevet udsat for det allestedsnærværende Systems kritiske øjne.

Baggrunden er, at jeg - som du måske har læst i tidligere indlæg - fik et "tilbud, jeg ikke kunne afslå", om at deltage i træning 2 gange om ugen på Systemets fysioterapi. Faktisk slet ikke noget dårligt tilbud, da træning er med til at holde min let aldrende krop oppe på mærkerne.

Så det sagde jeg ja til - og dermed også ja til et krav om at melde fra til både træningssted og sagsbehandler, såfremt jeg ikke kunne møde op på de fastsatte tidspunkter. Lidt "Vi holder øje med dig"-agtigt, men skidt med det, når man ikke har noget at skjule.

Jeg besluttede mig så til, i sidste uge, at tage på en Netværks-tur, for på den måde at holde mine kontakter tilbage til arbejdslivet varme og parate, til når jeg engang bliver raskmeldt. Lidt "Old Boys Network"-agtigt, men en af de bedste metoder til at sørge for at jeg ikke bliver glemt, bare fordi jeg nu lige har været langtidssygemeldt.

Dette betød, at jeg måtte melde fra til fredagens 2 timers træning, hvilket jeg naturligvis gjorde.

Træningsstedet fik besked om onsdagen - 2 dage før - og Systemets Quinde fik besked om torsdagen på sin telefonsvarer. Hun har nemlig en tendens til ikke at kunne træffes, når man ringer, så rent naturligt lægger man besked "efter hyletonen".

Hmmmm.

Nu er det sådan, at det sted, jeg endte med at være på min Netværkstur, ligger på Langeland, og den bette dejlige ø er ikke just alt for veldækket med telefonnetværk, så jeg missede åbenbart et opkald fra min System Quinde.

Der lå nemlig en besked fra hende på min egen telefonsvarer, hvor jeg straks blev forespurgt, om jeg allerede v a r startet på at arbejde som chauffør igen, samt at hvis ikke, så forventede Systemet at jeg var "raskmeldt lige om lidt."

Jeg må indrømme, at jeg blev noget paf, da jeg hørte beskeden. Samt at min umiddelbare reaktion var, at blive vred over mistænkeliggørelsen, når jeg ikke havde gang i andet, end at søge at dyrke mine bekendtskaber, med henblik på fremtidige muligheder.

Så jeg hang fluks i telefonen, og fangede - hvilket heldigt sammentræf - sagsbehandleren på sin plads.

Det var nu ikke just fordi hun var nem at danse med. Rent faktisk, så havde jeg hele samtalen igennem en klar fornemmelse af, at være mistænkt for at have påbegyndt arbejde uden at være raskmeldt.

Altså socialbedrageri.

Dette kom tydeligst til udtryk, da hun ud af det blå begyndte at snakke om, at jeg nok trængte til coaching i at blive arbejdsparat, samt at det havde man jo et Projektcenter, der kunne.

Et af den slags tilbud, der skal tilsendes skriftligt, med mulighed for at afslå, og ikke bare iværksættes, fordi sagsbehandleren føler for det.

Så jeg fortalte det kære væsen, at jeg mente hun skulle - ja faktisk forlangte, at hun skulle - indkalde mig til et møde, så vi kunne sidde og se hinanden i øjnene, mens vi talte om tingene. Og dermed sluttede dén samtale.

Resultatet ?

Øjeblikkelig indkaldelse til start på Projektcenteret, med samt øjeblikkelig opringning fra lederen af samme, der meddelte opstartssamtale på torsdag ! BUM !

Og ingen indkaldelse til det møde, jeg havde forlangt.

Nu er jeg heldigvis blevet udstyret med et vidunderligt værktøj, da jeg gik i behandling sidste år i april. Det hedder en Sindsro, og indeholder muligheden for at få mod til at ændre hvad jeg kan. Samt roen til at acceptere det, jeg ikke kan.

Så den snuppede jeg lige et par stykker af, inden jeg bestemte mig til at klø på med forsøget på at ændre denne Systemets Quinde's mistænksomhed og automathandling. For det er hvad det er, efter min mening. En automatisk handling, udløst af noget, jeg endnu ikke har hittet ud af hvad er.

Så idag agter jeg - ud over de allerede fastlagte begivenheder, såsom hospitalsbesøg etc. - at få fastsat en samtale med denne for min "sag" så nødvendige behandler, samt i fald dette ikke lykkes, at få fastsat en samtale med hendes nærmeste overordnede.

Sidstnævnte begivenhed for at enten få en ny sagsbehandler, eller få sat den nuværende på plads.

Jeg har naturligvis allerede telefonisk aftalt med Projektcenterlederen, at jeg intet har imod at komme forbi til en samtale - jeg er jo ikke helt trekantet - men at jeg ikke kan se formålet, andet end som et forsøg på at kontrollere hvad jeg nu går og laver, samt blokere eventuelle kriminelle aktivitetsmuligheder.

Eller sagt på en anden måde - "Ha! Så kan du ikke køre sort, kan du ikke nej !".

Var jeg istand til at påbegynde arbejde igen, så gjorde jeg det. Og slap dermed for at være udsat for Fattighus-metoder, der burde have været afskaffet i forrige århundrede.

Så kære læsere, I er mere end velkomne til at komme med gode råd og kommentarer - jeg har en formodning om, at jeg inden længe kan få brug for samme i den åbenbart påbegyndte kamp, for at blive behandlet, som det jeg er.

En Borger i Danmark, der er langtidssyg, og har brug for at blive behandlet med værdighed, og hjulpet med ærlighed og venlighed.

mandag den 27. februar 2017

Nødvendighedens nødvendige nød'er.


Hvor ville livet være ubekymret, hvis ikke det var fyldt med nødvendigheder. At kunne gå dagen igennem uden at skulle bekymre sig om de ting, der var nødvendige.

Suk.

Men det er en umulighed. Der er hele tiden noget, der er nødvendigt i mit liv. Lige fra jeg slår øjnene op, hvor det er nødvendigt at vågne, for på den måde at kunne finde ud af hvad dagen har i posen til mig.

Det nødvendige i at skulle gå gennem morgenritualet, for på den måde at se bare en lille smule præsentabel ud, når andre krydser min vej.

Den nødvendige indtagelse af morgenmaden, uden hvilken min - let bamsede - mave vil gøre min dag til et slagsmål, som jeg endegyldigt vil tabe ved frokosttid. Og den nødvendige opstart af dagens andre aktiviteter, der alle er medvirkende til at jeg føler mig levende.

Trinene - Blå Bog - Sindsrobønnen. Den daglige nødvendige gennemgang af mit liv her og nu, og de nødvendige justeringer af samme, der medvirker til at jeg kan leve glad uden druk på daglig basis.

For ikke at tale om de overordnede nødvendigheder. Alle de, der på længere sigt medvirker til at jeg har tøj på kroppen, og et sted at bo.

Alt sammen nødvendigheder, uden hvilke jeg aldrig vil kunne eksistere.

Så det er da meget godt, er det ikke ?

Jo, men så er det jo lige, at der dukker nødvendigheder op, som jeg ikke ligefrem er alt for begejstrede for. Og som jeg allerhelst ville være foruden, fordi jeg ikke kan lide dem.

Nødvendigheden af at tage hjem igen, når jeg allerhelst ville blive hvor jeg er og fortsætte med at leve så intenst, som jeg har gjort de sidste dage, er en af den type dumme nødvendigheder, jeg nødtvungent må acceptere.

Der e r jo aftaler, jeg nødvendigvis er nødt til at holde. Møder, jeg nødigt ville være foruden, og mennesker jeg nødes til at møde.

Nød'er jeg dagligt må knække, for at livet kan nydes.

Så jeg accepterer de nødvendighedernes nødvendige nød'er, der dukker op på min vej. Vel vidende, at de er en del af det, jeg er nødt til for at mit liv kan være bedst muligt.

Og jeg vil nødigt undvære det gode liv, jeg har fået, før jeg er absolut nødt til det. Hvilket jeg ikke er, før jeg om forhåbentligt mange år er nødt til at forlade det.

Den helt naturnødvendige vej.

Så jeg rejser mig nødtvungent nødvendigt op, og begiver mig ud på den rejse, jeg ved jeg er nødt til  at fuldføre. Vel vidende, at jeg kommer tilbage igen.

For det er jeg - kærligt indrømmet - nødt til for at mit liv er fuldendt.

lørdag den 25. februar 2017

Jeg kalder, du kommer......



Sådan lød det i telefonen, da jeg med smil på læben ringede til den behandler, min kommune har stillet til rådighed for sygemeldte mig.

Jeg skal nemlig ikke tro, at jeg hverken kan eller må noget som helst, når først jeg er landet i den kommunale sygedagpengemølle.

Men lad mig tage det et skridt ad gangen.

Først blev jeg syg.

Det er jo hvad der kan ske, og sygdom er jo hver mands herre. Så jeg kom på Sygedagpenge, og kunne koncentrere mig om at blive rask igen. Hvilket jo, som du måske nok ved, kære læser, tog sin tid, og langt fra er overstået endnu.

Dernæst vurderede Systemet, at jeg åbenbart var FOR syg - ihvertfald til at være på Sygedagpenge. Så fluks blev jeg kolporteret over i den kasse der hedder Ressourceforløbsydelse. Og hvad er så forskellen på de to kasser ?

Jo, udover den betragteligt formindskede ydelse - åbenbart har langtidssyge mennesker ikke brug for alt for mange penge, den slags har jo sikkert ingen udgifter - så er der en lille sjov ting, der hedder Motivering Til Raskmelding.

Den udmønter sig i - som tidligere beskrevet - et møde med en gruppe alvorstunge mennesker, der skal vurdere og motivere, så jeg kan blive rask igen - allerhelst i går. Og en af de motivationsmetoder, der benyttes - hedder Tilbud.

Der bliver givet et Tilbud om Fysisk Træning - to gange om ugen i et motionscenter, der ligger 2 busskift væk fra min bopæl. Naturligvis uden dækning af rejseudgifter for andet end det, der ligger over en 24 km grænse. Hvilket gør tingene lidt svære, idet der jo ikke er h e l t så mange penge i kassen, efter jeg er blevet pillet væk fra sygedagpengene.

Men så kan man jo bare lade være med at tage Tilbuddet, kan man ikke ?

Nope - for så trækker Systemet i de få kroner, der udbetales - fordi man ikke viser Motivation.

Nu er jeg den type, der egentlig godt kan lide at træne, men bare aldrig har fået taget mig sammen til det. Så jeg tager gerne afsted, og nyder at træne. Jeg viser altså Motivation, gør jeg.

Så begynder det at blive krøllet.

For som du sikkert har bemærket, kære læser, så er jeg i øjeblikket ikke hjemme ved mig selv. Jeg er nemlig taget afsted for at Netværke med mennesker, jeg kender fra tidligere, for på den måde at lette min - forhåbentligt snarlige - afgang fra Resourceforløbsydelse til normal indtægt.

Det må jeg bare ikke.

Synes altså den behandler, der modtog min melding om, at jeg ikke kom til træning i fredags - man skal nemlig melde det til både træner og sagsbehandler, for ikke at blive trukket i Ydelsen.

Så jeg blev fluks udsat for konstateringer om, at jeg sikkert var taget afsted for at køre sort. At jeg lige skulle passe på, for ellers blev jeg trukket i ydelse. At jeg jo var rask lige om straks. Samt at hun aldeles ikke kunne se, at det såkaldte Tilbud nærmere var et Påbud.

Og endelig kom den - "Det skal jo være sådan, at hvis jeg ringer, skal du komme." Og så kan det jo ikke passe, at sådan en som jeg helt af mig selv skal kunne finde ud af at Netværke, og dermed søge at bedre min situation, når jeg bliver raskmeldt.

Det er jo lige til at blive syg af - langtidssyg.

torsdag den 23. februar 2017

Sneflokke kommer trimlende......


..... henover diger vrimlende.

Og det er, hvad de kommer til at gøre i aften og i nat - dér hvor jeg befinder mig.

Sneen siges nemlig at lægge sig over hele den del af Danmark, som jeg kommer til at bevæge mig igennem i dag og imorgen. Men det er nu helt i orden. Jeg har intet mod sne - nærmest tværtimod.

Synet af de millioner af snefnug, der alle er forskellige fra hinanden, mens de daler ned mod jorden, kan få mig til at slappe af og tænke, at alt er godt.

Hvilket heller ikke er helt ved siden af.

Det ser så dejligt ud, når sneen bløder landskabet op, og sørger for at man kan slappe af i øjnene og bare nyde synet. Grenene på træerne får dyner af hvidt, og postkasserne får hat på. Og uanset hvor man kigger hen, kan man se om der har været et dyr forbi.

Når altså der falder sne. Og det har meteorologerne jo lovet/truet med.

Så her til morgen har jeg kigget længselsfuldt ud af vinduet i det gamle hotel, hvor jeg har overnattet, for at se om skyerne ligner noget, der kunne give sne.

Jeg er nemlig igen på tur ned gennem Jylland, Fyn, og Langeland, for at besøge dem, jeg kender og elsker. Og har endnu en gang overnattet ved mine fynsk/tyske multikreative venner, med indlagt garanti for natmassage af tillidsfuldt spindende kattekillinger.

Samt morgenvækning af Molly, den milde og muntert ivrige hund, med det dybt intelligente blik.

Hvordan jeg kommer videre mod mit endegyldige mål, og om den varslede snestorm kommer til at spille nogen rolle, ved jeg ikke endnu. Men dagen er ung, og hjertet varmt, så jeg er ikke bekymret.

For jeg er på vej.

onsdag den 22. februar 2017

Road to somewhere


Husker du, kære læser, det gode gamle hit Road to Nowhere med Talking Heads fra 1985 ? Hvis ikke, så tryk lige på link'et, og få genopfrisket hukommelsen, inden du læser videre.

Har du gjort det ?  Det var godt - men ikke spor nødvendigt for at kunne læse dagens indlæg - hehe.

Sådan er der jo så mange måder, at få bragt lidt musik ind i dagligdagen. Hvilket jeg netop forsøger at gøre i skrivende stund - bringe musik ind i dagligdagen til de lyttere, der er på den radiostation, jeg sender for med jævne mellemrum.

Og mens jeg så sidder og nyder al den vidunderlige musik, går det op for mig, at jeg netop i dag kan siges at være på vej til Somewhere.

Ikke bare fordi jeg senere i dag skal videre mod Fyn og Langeland - hvilket jeg i allerhøjeste grad ser frem til - men lige så meget fordi jeg ved, at min rejse ind i den fremtid, der starter hvert sekund, i allerhøjeste grad er gået fra at være en rejse ind i det kendte, til at være en aldrig stoppende rejse ind i det ukendte.

Men alligevel ikke et Nowhere , for jeg ved godt, hvor jeg vil rejse hen.

Jeg rejser mod horisonter, jeg troede var tabt for evigt. Steder, jeg troede jeg aldrig ville se igen. Og er fyldt med følelser, jeg frygtede tabt for evigt.

For lige siden jeg, en morgen for snart 10 måneder siden, indrømmede overfor mig selv og et andet menneske, at jeg var magtesløs overfor det stof, der havde kidnappet mig og mit liv, har jeg set mine mulige mål blive klarere og klarere.

Jeg ved, at jeg under hele min rejse er nødt til at være opmærksom på mig selv og min adfærd. Samt ikke være bange for de følelser, der opstår undervejs. Er jeg ikke det, risikerer jeg at min rejserute fører mig ud over kanten, og ned i fortiden igen.

Been there - done that.

Så jeg kigger på den billet, jeg har fået, og smiler glad ved tanken om alle de oplevelser, der ligger foran mig.

Jeg er det værd - for jeg er På Vejen Igen.

mandag den 20. februar 2017

05:00


På et splitsekund forvandledes min nat til dag, og min trætte søvn blev pustet væk - mit vækkeur ringede.

Jeg lå et stykke tid og kiggede tomt op i loftet, mens min hjerne forsøgte at finde ud af, hvad det var der gjorde at jeg havde sat uret til at vække så tidligt.  Og ganske langsomt dukkede svaret frem - nærmest ord for ord - mens jeg satte mig op i sengen.

Jeg skal på radioen, og lave dagens serviceudsendelse.

Så mens jeg slæbte mit trætte korpus ud til en omgang morgentoilette, smilede jeg til mig selv, og begyndte at spekulere på hvilke kunstnere, jeg ville bruge i udsendelsen.

Jeg elsker at lave radio. At sidde og forsøge at holde lytternes opmærksomhed fangen, mens en skønsom blanding af serviceoplysninger og musik strømmer ud gennem højtalerne, og forhåbentlig ender i en skøn samdrægtighed. 

Skønt ord, ikke ? Samdrægtighed. At bære noget sammen - at være drægtige sammen. Det er, hvad ordet betyder.

Og et eller andet sted beskriver det meget godt det, der sker når jeg sætter mig bag mikrofonen og starter mine udsendelser. Jeg forsøger at "bære" udsendelsens budskab sammen med lytterne, for på den måde at skabe noget med dem.

De fleste gange lykkes det, vil jeg i al beskedenhed mene. Men nogle gange taber jeg bolden på gulvet, og må starte udsendelsen helt forfra.

Lidt ligesom med mit liv. I øjeblikket lykkes det mig ganske udmærket at være i samdrægtighed med min ædruelighed, men tidligere måtte jeg starte forfra på den igen og igen. 

Fordi jeg havde tabt den på gulvet.

Så jeg vil bruge dagen i dag på at søge mod den bedste samdrægtighed jeg kender. Sammen med min ædruelighed vil jeg gøre det bedste jeg kan, for at lave en god udsendelse og have en god dag.

Måske høres vi ?

lørdag den 18. februar 2017

Dagens Brændstofspriser


Hvad koster det egentlig at tanke sig selv op? At fylde den indre beholder med det eneste brændstof, der kan få hverdagen til at køre som jeg gerne vil have den til at gøre ?

Mens jeg sidder og nyder at indtage min krops brændstof, og adspredt spekulerer på min økonomi, opdager jeg at mine tanker begynder at kredse omkring priserne på de forskellige madvarer. Æg, mælk, kaffe, brød og kød - alt sammen når en tur forbi mit indre øje, og bliver vurderet prismæssigt.

Samtidig med, at jeg i tankerne begynder at sætte regneark op, der skal kunne hjælpe mig med at finde frem til det bedste og billigste indkøbssted - når både afstand, indkøbsmængder, priser, og transport bliver indregnet.

Der skal jo noget økonomi til, for sådan at kunne overleve på daglig basis, og når man så ikke har den store forkromede indtægt, må man sætte tæring efter næring - kan jeg høre mig selv tænke.

Pludselig går det op for mig, at jeg har glemt at tænke over prisen på den vigtigste af alle mine fødekilder. Den føde, der gør at jeg kan holde mig ædru, og hjælpe andre til at opnå ædruelighed.

En føde, jeg aldrig vil kunne sætte ind i et regneark. For hverken afstand eller pris har nogen betydning.

Nogle kalder dén føde for åndelig. Selv kalder jeg den for livsnødvendig, og må erkende at den aldrig må mangle i mit indre fadebur. For selvom prisen for at nå hen til den har været ufattelig høj, og kostet mig næsten alt jeg havde, er det daglige indtag af den gratis for altid.

Den er samtidig basis for al anden fødeindtagelse, for stopper jeg med at indtage dén, varer det ikke længe før jeg også stopper med at indtage alt det andet, og kun indtager én ting resten af mit liv. Et liv, som ville blive ret kort, da min krop og mit sind ikke ville kunne holde til dén fejlernæring ret længe.

Så selvom jeg naturligvis håber, at priserne på de andre fødevarer holder sig i ro - jeg har jo kun en begrænset økonomi - er jeg fuldt ud villig til at betale hele prisen på den føde, der holder mig ædru.

Hvad den koster, spørger du ?

Den koster Åbenhed, Villighed, Ærlighed, Tillid, og Tro - og en busbillet til det nærmeste AA-møde.

En pris, mit sinds og min sjæls økonomi gerne betaler med glæde.

torsdag den 16. februar 2017

Morgenmad......


....... er mange gange ikke bare den A38, jeg tilbereder med rugbrødsstykker, bananskiver, og grovdrys med tørrede hindbær.

Eller for den sags skyld heller ikke bare den rugbrødsmad med Gamle Ole's Oldemors Bedstefar, der nogle dage finder vej ned gennem mit spiserør.

Morgenmad er meget mere.

Den er de tanker, der sprødt og forsigtigt fortæres, mens kaffen drikkes. De billeder, naturen lægger gratis op foran mine sultne øjne, og de lyde morgenmusiske værter på min yndlingsradiostation får sendt gennem æteren til mine netop vækkede ører.

Og de følelser, helheden vækker i mig.

I dag får jeg øjenkontakt med den solsort, der dagligt spiser af de fuglefrø jeg har spredt på min terrasse. Der er kun toenhalv meter hen til den, og eftersom den ikke kender konceptet i vinduesglasset, der adskiller os, viser den mig en utrolig stor tillid, ved at blive siddende og kigge mig ind i øjnene.

Ind imellem vipper hovedet ned, og Mester Solsort snupper lidt mere fuglemorgenmad.

Pludselig - ud af det blå - kommer en lidt mindre brun fugl fræsende hen over græsplænen. Ikke flyvende, men løbende henne fra min hæk, hvor den havde siddet og holdt øje med solsortens morgenmadsspisning.

Den stopper brat, da den får øje på min og Mester Sorts blikudveksling, og vipper nervøst med halen. Så får sulten overtaget, og den skøjter ind i bunken af frø, mens den hastigt hugger i sig det bedste den har lært.

Uheldigvis rammer den Kongen af Frøbunken - min daglige morgenven - og begge letter fra madorgiet i en skræppende omgang hvad-bilder-du-dig-ind-din-undermåler.

Hele denne morgennaturscene blev ledsaget af sprød og sagte velsmagende baggrundsmusik herinde hvor jeg sidder. Bag det glas, der gav mig mulighed for at være tæt på begivenhedernes gang. Og som vækkede let fordøjelige tanker til live i min jeg-har-sovet-alt-for-længe trætte hjerne.

Så jeg slutter denne dags morgenmad af, med en velsmagende omgang Sindsro, der fordøjes i tankefuld fred og ro.

Livet er smukt.

tirsdag den 14. februar 2017

Valg.


Findes der noget bedre, end at kunne dele noget med andre ? Især, når det er noget man har valgt med hjertet ? Nej vel ?

Musikken i mine ører har jeg selv valgt - og vil forhåbentlig fornøje de lyttere, jeg deler den med på den lokalradio, jeg med jævne mellemrum sender for.

Dejlige melodier, der minder mig om, hvor jeg kommer fra og hvor jeg er på vej hen.

Mange af dem fra tider, hvor jeg endnu ikke havde erkendt at jeg var syg. Og med minder, der er både søde og bitre - men sådan er det jo med sange. De har altid muligheden for at vække erindringer af alle slags.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man reagerer på dem.

 Og lige nu reagerer jeg med smil og varm genkaldelse af stunder, der var vigtige i mit liv. Mine børns fødsler - mine ægteskabers start - og alle de glade timer, jeg har tilbragt i selskab med mennesker, jeg elskede.

Udsigten har jeg også selv valgt her til morgen, ved at tage afsted igennem det morgenvågnende landskab for at lave dagens udsendelser.

Synet af et Djursland i formiddagssol har nu altid fået mig i godt humør, så det gør den sikkert også i dag. Det får mig ihvertfald til at trække vejret dybt ind, og mærke friskheden i den kølige luft, der vælder ned i mine lunger. Og som får mig til at glædes over det liv, jeg lever nu.

Et liv, jeg også selv valgt. Selvom det tog sin tid at finde frem til det.

Tid, jeg med største fornøjelse vil dele med dig, kære læser, og med alle andre, jeg møder på vejen frem.  For kun ved at dele mit liv med andre, kan jeg hjælpe mig selv med at leve.

En dag ad gangen.

mandag den 13. februar 2017

Ensomhedens gade nummer 3.


Nogle gange kan jeg føle mig som det ensomste menneske i verden.

Siddende helt alene i mit hjem, med radioen kørende for ikke at høre tavsheden runge, og med blikket rettet mod skærmen, for ikke at gå glip af noget.

Hungrende efter at se, hvordan min familie har det. Jagende gennem side efter side på nettet, for at sikre mig alle har det godt. Vel vidende, at måske er der ingen af dem, der savner mig.

Jeg ved godt, at jeg selv har sat i mig den situation. At den verden, jeg skabte omkring mig - det kaos, jeg udløste gennem mine handlinger - og den sorg, jeg var årsag til - skyldtes min egen ulyst til at se kendsgerningerne i øjnene.

Ja, jeg kunne godt begynde at lægge skylden for det hele over på noget andet. De begivenheder i mit liv, der har formet enkeltdelene i mig. De mennesker og øjeblikke, der forblev ætset ind på min nethinde. Eller på de tabte muligheder, der forsvandt fordi jeg aldrig tog dem.

Og for at forsvare mig selv, kunne jeg heltemodigt løfte hovedet og påstå, at det alt sammen har gjort mig til det, jeg er i dag. Et bedre menneske.

Selvom jeg bare er en ædru alkoholiker, der dagligt forsøger at leve programmet.

Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke ind imellem af hele mit hjerte brændende ønskede, at alt havde været anderledes. At jeg aldrig var blevet født med dét gen, der tillod sygdommen at bryde ud. At mine unge år havde været foruden de begivenheder, der førte til så meget og ændrede så manges liv.

Det kan jeg bare ikke. Hverken jeg eller nogen anden har magt til at ændre, hvad allerede er sket. Eller fjerne de konsekvenser, det har haft.

Det eneste jeg kan, er at erkende det som er sket, acceptere at jeg ikke kan ændre det, men at jeg må søge at finde mod til at ændre mig, så jeg ikke gentager det. Og derigennem søge at finde fred med min fortid, så min fortid måske kan finde fred med mig.

For min fortid er alle de mennesker, der blev ramt af, eller rørt af, hvad jeg gjorde og hvad der blev gjort mod mig. De svigt, jeg til fulde har udsat min omverden og min familie for, har fjernet min mulighed for at være det, jeg gerne ville være.

Og efterladt mig som det, jeg er i dag. Et menneske, med en livsvarig sygdom, og med et brændende savn i hjertet. Savnet efter familien, der forsvandt i løgnene, svigtene, og misbrugets tågede undskyldninger.

Men én dag ad gangen vil jeg forsøge at finde dem igen. Forsøge at acceptere, at jeg måske ikke kan ændre tingenes tilstand.

Jeg vil gøre mit bedste, selvom mit bedste måske ikke er nok. For ingen kan forlange mere af noget menneske, end at det gør sit bedste.

søndag den 12. februar 2017

Søndag morgen


Højst sandsynligt kender I det lige så godt som jeg.

Den her vidunderlige morgen, hvor alting næsten står stille, og forventningerne til dagen kun går i retning af de friskbagte rundstykker og den efterfølgende fuldstændige nulstilling af alt i ren daseidyl.

Der findes ikke noget bedre, vel ?

Efter en lang og slidsom uge på jobbet kan man endelig slappe af i et par dage, og af en eller anden grund er det søndag, der har fået lov til at være den ultimative afslapningsdag, hvor ægtefælle og børn er parkeret på hver deres respektive afslapningspladser. De skulle jo nødigt komme til at forstyrre.

For ikke at tale om Nettet, der hele dagen igennem myldrer med søndagsfriske kommentarer, der alle har til formål at gøre opmærksom på, hvor meget man hygger sig og slapper af. Og som alle har den her undertone af "....men lad nu være med at komme forbi på besøg, vi gider ikke være aktive."

En dejlig dag, ikke ?

Min verden ser nu anderledes ud. Mine søndags morgener ligner alle de andre morgener, der beriger mit liv med deres daglige frembrud. Intet hvidt morgenbrød, for det kan min SIBO ikke li'. Så morgenmaden er cornflakes eller syrnede mælkeprodukter. Dertil en god kande varm the, til at vække de slumrende livsånder, mens tankerne nydes - og nogen gange nedfældes.

Ingen partner eller børn forstyrrer noget som helst. Desværre. Og ingen vælger at komme uindbudt forbi til en kop søndagskaffe - eller for den sags skyld en nogen-som-helst-dagskaffe. Selvom alle er mere end velkomne.

Så min søndag er indtil videre bare endnu en dag i rækken af dage, hvor jeg kan nyde udsigten fra mit hjem, gå lange ture hvis jeg lyster, skrive, spille, se tv. Eksistere og leve.

Men én ting adskiller den nu alligevel fra alle de andre dage i kalenderen.

Det er min mødedag.

Den dag, hvor jeg mødes med andre, der lider af samme sygdom som jeg. Og deler sorger og glæder i et varmt Fællesskab, der indtil nu på daglig basis har medvirket til at jeg har  levet ædru i 289 dage.

Så når jeg vågner på sådan en søndag morgen, er det med et smil på læben og en glæde i hjertet, der får alle bekymringer til at vige. Og med en viden om, at jeg skal være sammen med mennesker, jeg holder af, sidst på dagen.

Det bli'r en god dag.



lørdag den 11. februar 2017

Det er en af den slags dage.......


........ hvor dovenskabens spøgelse rækker sine knoglede fingre frem og banker mig på skulderen, mens lysten til at være en eremitkrebs kravler ind over dørtrinnet med kløerne klikkende mod gulvet.

Solens savnede stråler forsøger desperat at vække liv i min morgentrætte krop med blinkende genskin fra knitrende frostsne. Mine øjne forsøger at åbne sig, så de kan  nyde de vintersultne småfugles morgendans på terrassens lager af frø og korn.

Selv radioens normalt morgenfriske melodier lyder uldne og uvedkomne, og formår ikke at sætte nogen form for forøget aktivitet i gang i min snorksovende hjerne.

Kaffen tvinger sig vej ind over mine læber, men den normalt så velkomne koffeinbombe nægter fuldstændigt at spredes i mit system, og efterlader kun en vatagtig smag.

Træt - og temmelig ugidelig - sætter jeg mig ved tastaturet, og tvinger mine fingre til en slowmotion-dans med bogstavernes lokkende skønhed. Men selv inspirationens mægtige muse nægter at stå op, og putter sig bare dybere ned under dynen.

Hun er nok bange for, at jeg bare vil komme til at træde hende over tæerne i vores fælles morgendans.

Så hun gemmer sin smækre krops inspirative kurver, og vender vrissent ryggen til mig. Og da jeg forsøger at trække dynen af hende, ser jeg kun aftrykkets svage omrids og aner kun duften fra sidste besøg.

Jeg kigger tomt ud af vinduet, og spekulerer kort over Tilværelsens Ulidelige Lethed, der så åbenlyst har besluttet sig til at forlade den morgensynkende skude, da pludselig........

En gnist !  

En tanke !

Et øjebliks input fra de guder, der siden tidernes morgen har tændt inspirationens flammer i tanketomme skribenter, når nøden var størst !

Og sådan, kære læser, blev denne dagens klumme til.............

torsdag den 9. februar 2017

At være - eller ikke at være.......


..... på kur

Det har jeg været i snart 4 måneder, med ret varierende resultater. Indrømmet, jeg v a r gået hen og blevet en kende for stor, og havde et BMI, der hyggede sig over grænsen for overvægtighed.

Med en højde på 171 cm og en knoglestruktur som min, burde jeg nok ligge omkring 71-72 kg, give or take en wienerbasse eller to. Det gjorde jeg ikke.

Så udover at tage hensyn til min primære sygdom på daglig basis, begyndte jeg dengang at lave om på min hverdag rent ernæringsmæssigt. 6 små måltider, og begyndende træning via gåture.

Samt henvisning til Livsstilscentret i Horsens.

Har det hjulpet ? Er der succes at spore, og er kiloene raslet af mig ? Både ja og nej. Vægten idag viser 84,9 kg, hvilket betyder at jeg har tabt ca 10 kilo siden min start, men det har den gjort igennem et stykke tid.  Så succes'en kan sige at være foreløbig begrænset, eftersom jeg jo gerne vil have den ned i 70'erne - og have den til at b l i v e der.

Det betyder, at jeg har sat mig ned og spekuleret på, hvad der mon kunne gøres bedre. Jeg e r jo begyndt at træne 2 gange om ugen, og følger mere eller mindre min spiseplan, så hvad kan jeg gøre mere ?

Ups - jeg tror søreme jeg har fundet ud af, hvor fejlen ligger. Nøgleordet er "mere eller mindre"......

For når jeg griber i egen barm, må jeg indrømme at jeg til tider spiser lige lidt mere end planlagt, eller fremstiller aftensmaden lige lidt mere frådsende med råvarerne, end godt er. Plus den der uplanlagte McMorgenmadsburger, der en sjælden gang imellem bliver indtaget på vej til efterbehandling. Og som holder andre hyggeindkøbte kaloriefyldte snacks med selskab på mine sideben.

Så jeg indrømmer hermed, at den kur jeg er på, er lidt langsom - og at det er min egen fejl. Jeg må have lidt mere gang i forbrændingen af de på siden og maven siddende depoter, så jeg kan komme til at bryde den magiske grænse mellem overvægt - og godt udseende hunk.

Salater, ristet rugbrød, kefir, kød, frugt og grønt - er min vej til resultatorienteret succes.

Jeg starter imorgen.

onsdag den 8. februar 2017

Når skridtene bliver tunge.....


..... og tankegangen fyldt med klister. Så er det, jeg opdager at jeg stadig har evnen til at ramme det der mørke sted i mit sind, hvor de negative tankers trolde gemmer sig.

Stedet, hvor intet bliver som det skal, og hvor alting aldrig lykkes. Hvor Janteloven hviskes fra vægge fyldt med mørke kopier af alle mine nederlag. Og hvor lyset aldrig når ind..........

Livet er ikke altid fyldt med glæde og lys. Nu og da rammer minderne fra før, med samme kraft som Hiroshima-bomben, og vælter glæden ved livet bagover, mens de sagte lyde af fortidens "duer ikke - duer ikke - duer ikke" langsomt siver ind i bevidstheden igen.

Tankerne begynder at myldre rundt med klæbrige overflader, der sætter sig uimodståeligt fast i min hjerne, og forsøger at dække over de lyse pletter, der gennem længe er blevet større og større, og indtil nu har fyldt mere og mere.

Tidligere tiders tanketrolde skovler ihærdigt bunke efter bunke af gammel adfærd henover det hele. Alt sammen for at få mig til at falde for fristelsen til at dykke ned i det der ocean af selvbebrejdelser og undskyldninger, der plejede at få mig til at drukne.

Men jeg ved, at fortsætter jeg ad dén vej, så hedder mantraet hurtigt:

Jeg drikker, jeg drak, jeg druknede........

Så jeg ryster på hovedet, og finder frem til dét sted i mit sind og i mine tanker, hvor én Engel altid vil vente smilende, og ét Mantra altid vil stå klart,  - skovler de mørke selvbenægtelser væk - og lader lyset fra det opløse klisteret og jage troldene på porten.

"Sindsro - til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre.
 Mod - til at ændre hvad jeg kan.
 Visdom - til at se forskellen."





tirsdag den 7. februar 2017

De kolde.....


.... næsers tid - er lige nu.

Frosten bider ganske nemt i min lille ubeskyttede næse, når jeg bevæger mig rundt i landskabet. Det må den sådan set også gerne, for så føler jeg at jeg lever. Hvilket får mig til at gå rundt med et glad smil, og strålende øjne.

Der findes nemlig intet bedre, end at føle man lever. Føle, at luften bider i lungerne, frisk og klar til brug. At snefnuggene så samtidig hvirvler rundt i uforudsigelige mønstre, og skaber dansende hvide skygger mens de drejer asfalten glat, og himlen er fyldt med dynger af grålige fluffy vattotter, gør jo bare det hele så meget bedre.

Tankerne går på langfart, i et sådant vejr. Mange år tilbage, til dengang udendørs kulde krævede indvortes tilførsel af den slags der sagde kluk-kluk. En falsk varme, der kun varede så længe der var noget i flasken, og penge i pungen til at købe nyt.

Og hvor næsen føltes endnu koldere bagefter.

Selvom det er helt tilbage til tiden efter mit første ægteskab, husker jeg stadig tomheden i hjerte og sind, når jeg vågnede op dagen efter, og vidste jeg havde gjort det igen. Fundet en glemsel, der ødelagde alt, og som samtidig krævede mængder af energi, for at jeg kunne holde styr på alle undskyldningerne.

I dag kan jeg også  mærke, at næsen bliver besøgt af frosten og blæsten. Men kulden i den bliver holdt i skak af den varme glæde, jeg føler over at leve - og leve ædru.

Jeg puster forsigtigt på min varme the, og smiler til mit tændte stearinlys. Min næse føles varm igen, og  mit hjerte fyldt med glæde over livet.

Foråret er lige om hjørnet - hele tiden - og fyldt med kærlighed og glæde.


mandag den 6. februar 2017

Opvågning.


I radioen synges der "Don't you worrry 'bout a thing", mens morgenhimmelens mørke skyer sprækker og lader en trekant af lys og belyste skyer titte krøllede frem. Lyset i min the-varmer er tændt, og den første kop har allerede fået sin teskefuld honning.

Dagen er begyndt.

Egentlig startede den lidt abrupt. Min mobil besluttede - helt ud af det blå - at vække mig med musik fra den radiostation, jeg jævnligt sender på, selvom den ikke var indstillet til nogen form for vækning.

Men hvad gør det ? Intet - for skyerne driver, vinden blæser, theen smager - og livet leves.

Dagen i dag vil gå med at skrive. Jeg har længe tænkt over at sætte gang i noget, der fylder lidt mere end min daglige blog, og som måske kunne få andre til at tænke dybere over det der, med at være menneske og alkoholiker.

Ikke fordi jeg på nogen måde har fundet de Vises Sten. Vi har jo hver vores vej gennem sygdommens dagligdag. Men måske kunne min historie hjælpe andre til at se, at der er hjælp at hente, og at programmet virker.

En form for 12.Trins arbejde, vil nogen nok sige.

Hvilket sikkert er helt korrekt, eftersom programmets 12.Trin netop siger, at når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt hvad vi gjorde.

Det forsøger jeg at gøre - efterleve principperne - på daglig basis. Og kan jeg så medvirke til at hjælpe via det, jeg skriver, hvad enten det er her i bloggen, eller i en e-bog, gør jeg det gerne. Jeg lever jo også for at række hånden ud til andre, og hjælpe hvor det er nødvendigt.

Men det er ikke mig, der afgør hvor hjælp er nødvendigt. Det er op til min højere magt og de mennesker, jeg møder på min vej, at afgøre. For jeg kan kun være programmets tjener, og aldrig dets Herre.

Synes du det lyder religiøst ? Det er det ikke for mig. For mig er det en livsnødvendighed, at vide at jeg er magtesløs overfor min sygdom, og kun kan overleve ved at give slip på kontrollen over den.

Ved ikke længere at tro, jeg selv kan styre den, og ved altid at huske hvilke ting og begivenheder i mit liv jeg selv kan ændre, og hvilke jeg ikke kan.

Og ved at lægge kontrol og styring over til en magt, der er større end mig selv, kan jeg få frihed og fred i mit liv. Samt række hånden frem til de, der gerne vil have hjælp, og forsøge at hæve bunden for de, der er på vej ned mod den med raketfart, men som ikke har erkendt at de lider af en genetisk betinget, livsvarig sygdom.

En kemisk totalallergi, der når den går i udbrud aldrig kan rulles tilbage igen, men som man må leve med resten af livet.

Det er nu heller ikke så svært at leve med den. Bare snup én dag ad gangen, og lad den første være.

Livet er dejligt - i al sin komplicerede enkelthed.

søndag den 5. februar 2017

Morgentåge


Man kan få de underligste tanker på sådan en tågefyldt og gråt udseende morgen.

Før i tiden var det mest bekymringer om penge, kærlighed, alkohol, forhold, økonomi, alkohol, og andet lignende hjernetempoopsættende, der kunne finde på at krybe indenfor, når jeg sad og kiggede ud i den grå intethed, sådan en tåge kan producere.

Så jeg er voldsomt glad for, at jeg gennem de sidste nu mere end ni måneder har fundet ud af, hvad jeg skal gøre med de der tanker om alkoholen, hvis de nu skulle finde på at dukke op igen. Og naturligvis kan de dukke op, men nu ved jeg meget mere om, hvad jeg kan gøre, hvis de kommer fisende forbi.

Hvilket efterlader mig med muligheden for grå tanker om økonomi og kærlighed - for nu at skære ind til benet.

Her er det så, at min Sindsro har fundet ud af at bryde ind.

Næsten hver gang jeg kan føle de der grå "jeg-går-sgu-konkurs-om-lidt" eller "hun-kan-sikkert-ikke-holde-mig-ud-alligevel"-tanker komme hujende ind fra højre, og begynde at fylde min bette, og sikkert også temmeligt sarte, hjerne med krøllede bekymringer, er der en lille fyr, der holder et Stop-skilt op foran dem, og ligeså roligt tillader mig at bruge tid på at finde ud af, om jeg kan ændre de ting, tankerne går ud på.

Samt hjælper mig med at acceptere hvis jeg ikke kan, eller lader mig finde mod til at kunne. Altsammen med en klar fornemmelse af visdom til at se og kende forskellen på de to ting.

Som nu her til morgen, hvor jeg pludseligt fandt mig selv igang med at tænke over mine tidligere ægteskaber og forhold. Og opdagede, at tågen begyndte at brede sig i min hjerne, med krølletanker om "hvad-nu-hvis" og "det-ville-have-været-bedre-at".

På én gang kunne jeg mærke, hvordan tankerne blev siet gennem Sindsroens tætvævede netmasker, og undersøgt for ændringsmuligheder. Og det gik op for mig med al ønskelig tydelighed, at jeg var fuldt ud istand til at acceptere, at intet af det, der var sket tidligere mellem mig og dem hverken kunne, skulle, eller måtte ændres.

Så nu er det i al fred og ro, at jeg sidder og drikker resten af min morgenthe, mens jeg ligeså stille lader de ting, der er sket i mine tidligere ægteskaber og forhold, blive en del af min trin-gennemgang og dermed at det program, der på daglig basis gør mit liv godt.

Dag for dag - 24 timer ad gangen.

lørdag den 4. februar 2017

Krydderier.


Regnen trækker striber på mine ruder. Striber, jeg kan mærke give genklang i mit sind med tristhed og håbløshed som følgesvende. Og som gør min  morgen til en omgang trist smagende grå leverpostejmad.

Uden pynt og uden krydderier.

Jeg forsøger at drysse krydderier på dagen, ved at koncentrere mig om  mine ømme muskler og led. Dem gennemheglede jeg igår, til nummer to træning i denne uge. Så nu kan jeg mærke protesterne og arrigskaben nærmest gløde ud af dem, over min mishandling.

Men heller ikke dét krydderi smager mig på min leverpostejdag.

Det næste krydderi, mine morgentrætte hænder griber fat i, er dagens begivenheder. Med let hånd lader jeg mit sind drysse tankerne om,  hvad der skal ske i løbet af de kommende timer, ud over den efterhånden dødtrist udseende leverpostejdag.

Det eneste der sker, er at tankerne hopper af, som havde de mest lyst til at ligge på en anden og mere velsmagende kreation.

Boink. boink. boink - hen til en af den slags, der kan gøre en fremtidig morgen lys og velsmagende.

Suk.

Nærmest desperat griber mit sinds hænder nu efter alle krydderier på tankernes hylder, og kaster dem ud over denne morgens leverpostejdag. Smagen af fortidens begivenheder, nederlagenes bitterhed og tilbagefaldenes flammende sorte peber, bliver kastet i håndfulde henover den, og toppet med nutidens klare sødme inden fremtidens altsmagende håb skødesløst kastes henover i krøllende striber af lys.

Det hjælper ikke en dyt.

Dagen smager stadig lige trist og håbløst. Nu  bare med en overvældende mængde unødvendig fyld, der ville have smagt bedre hver for sig, og som rammer mit tankemylder med en kvalmende smagsfylde.

Pludselig går det op for mig.

Jeg har glemt, at smage på denne dag som det, den er. Indtage den med det, dén alene har at byde på, og lade de smage, den indeholder være de eneste nødvendige krydderier på den.

Jeg har glemt at tage den for hvad den er - en ny, og aldrig før set dag, med sine egne små håb, løfter, nederlag, og sødme, gemt inde bag den håbløst udseende grå overflade.

Stille børster jeg alle de unødvendige ekstra krydderier af den, og lader Sindsroens mølle male den eneste nødvendige topping hen over den.

For uden ædruelighedens velsmagende krydderi, kan jeg ikke indtage dagen med den kærlighed, den fortjener.

Velbekomme.

torsdag den 2. februar 2017

Systemets mand.


I vores lille land har vi et rigtig godt sundhedssystem. Som følge heraf, kan jeg tillade mig at blive syg, søge behandling, og lade min læge sygemelde mig.

Så kan jeg nemlig med sindsro lade den tid gå, der skal til for at blive rask igen. Eller hvad ?

Det er nemlig lidt et tveægget sværd at være langtidssygemeldt.

For så bliver jeg sat på sygedagpenge, og under kommunal administration. Så er det ikke længere lægen, der bestemmer om jeg er syg, men en - desværre mere regelen end undtagelsen - ung og forholdsvis nyuddannet kommunal medarbejder, med titlen Sagsbehandler, der bliver sat til at vurdere om det nu er rigtigt, at man er syg og behøver sygedagpenge.

Et eller andet sted er det da også helt iorden, at man fra de betalendes side sætter nogen til at kigge på min sygesag. Også selvom det ind imellem er nødvendigt at udføre lidt papirkrig for at få ret.

Hvis altså man har overskuddet til det. For viser man bare l i d t for meget overskud, er mistanken der straks - er du nu sikker på, at du er syg ? Her kan man heldigvis henvise til lægens udtalelser, og få lukket munden på den unge medarbejder - i et stykke tid.

Det er noget helt andet, der er underligt, ja ind i mellem direkte mærkværdigt. Prøv bare at høre her.

Min kære læge kunne ikke med sikkerhed fortælle den unge kommunale medarbejder, at jeg ville blive rask indenfor en overskuelig tidsramme - og her taler vi om 1-3 måneder - da hun for tredie gang syntes, at hun lige ville høre hvad prognoserne var for lille mig, for at hun kunne vurdere om mine sygedagpenge skulle fortsætte.

Ganske fornuftigt af ham, for hvilken læge vil skrive under på, at en patient med depression og under udredning for mave-tarmsygdomme, samt forhøjet blodtryk af den grimme slags, bliver helt, og uigenkaldeligt rask indenfor dén periode.

Ikke min.

Så det fortalte han denne systemets Quinde. Og så begyndte det underlige.

Det er nemlig åbenbart sådan, at såfremt man ikke kan ses som rask indenfor en kortere periode, så er man for syg til at være på sygedagpenge. Så skal man på Resourceforløbsydelse, og motiveres til at blive rask.

For det kan systemet nemlig - motivere mig til at smide mine sygdomme væk, og blive rask igen, så jeg kan blive et produktivt medlem af samfundet på ny, og slippe grebet i den kommunale pengekasse.

Det er da en god idé, ikke?

Jeg har da heller intet imod at blive et produktivt medlem af samfundet igen - faktisk ser jeg frem til at komme igang med at arbejde igen, så min dagligdag kan blive fyldt lidt mere ud, end den allerede er.

Hvordan foregik den så, denne motivering ? Jo allerførst satte man min økonomi skakmat, ved at sænke min indkomst fra sygedagpenge til kontanthjælp - for når jeg er så syg, at jeg ikke kan raskmeldes indefor overskuelig tid, har jeg jo ikke brug for så mange penge, vel ?

Dernæst undersøgte systemet, hvordan man kunne beskæftige mig undervejs mod den raskmelding, man lige havde fundet ud af ikke rigtig lå i kortene. Dette gennem et møde med de 8 vigtigste mennesker i systemet - Revalideringsudvalget.

Her blev jeg hudflettet og gennemheglet af fysioterapeuter, sagsbehandlere, en læge, socialrådgivere, og Jobcenterobservatører. Hvilket er helt iorden med mig - jeg har jo intet at skjule, og vil vældigt gerne kunne raskmelde mig igen - sammen med min e g e n  læge, altså.

For det skal man nemlig.

Så da jeg fortalte de kære væsener i Udvalget for Revalidering og Genindsættelse i Samfundet, at jeg skam regnede med at raskmelde mig forholdsvis hurtigt, samt at jeg derudover også regnede med at have indtil flere arbejdsgivere stående parat til at sætte mig i arbejde - blev der en larmende tavshed.

Det er nemlig ikke velset, at en sygemeldt s e l v raskmelder sig - uden lægens vise ord som bekræftelse. Man skulle nemlig nødigt tro på borgeren.

Så derfor fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne afslå, af føromtalte vidunderlige Udvalg til Frembringelse af Sikre Raskmeldingsresultater. Jeg kunne jo, indtil jeg blev rask, for eksempel deltage i noget fysisk træning - det kunne der jo ikke ske noget ved, vel ?

Nu er jeg på en eller anden måde lidt Systemets mand, så jeg sagde ja tak til dette overdådige tilbud, og stillede så til træning i går. Ikke så ringe endda, når bare jeg kunne se bort fra et par enkelte underlige småting.

Først, så viste det sig, at det ikke var et Tilbud, men et Påbud, det her med træning to gange om ugen. Hvor jeg, såfremt jeg skulle formaste mig til at undlade deltagelse uden en nagelfast og af den føromtalte unge Sagsbehandler accepteret grund, ville miste den pågældende dags resourceforløbsydelse som straf.

Der er nemlig intet bedre, end et økonomisk piskeslag, til at få rettet tingene, vel ?

Derudover skulle jeg acceptere at deltage i en afsluttende halv times Psyko/Hypno-terapi, maskeret som en slags Mindfull-afspænding efter træningen.

Jeg må indrømme, at der undslap mig et inderligt fnis, da den nydelige stemme på cd'en begyndte at omtale lysten til at "gøre op med de negative tanker i dit liv", og andre lignende suggestive ting, som jeg selv tidligere i livet har brugt i Hypnoseterapi overfor mennesker, der havde brug for det i deres liv.

Det gør jeg så også næste gang, jeg deltager i træningen - afspænder under fnis, altså.

For jeg er Systemets mand, og fuldt ud klar til at gøre min del for at kunne blive et produktivt samfundsmedlem igen. Eller hvad der nu skal til, for at jeg kan skynde mig væk fra et system, der tænker mere på pengepungen, end på borgernes liv og helbred.

Og Udvalget til Raskmeldelse af Langtidssyge Borgere ? De vil sikkert være vældigt tilfredse med lille mig - hvis ikke de har glemt alt om min eksistens sekundet efter jeg lukkede døren bag mig efter mødet.

Livet er nu dejligt.