De kolde.....

.... næsers tid - er lige nu.

Frosten bider ganske nemt i min lille ubeskyttede næse, når jeg bevæger mig rundt i landskabet. Det må den sådan set også gerne, for så føler jeg at jeg lever. Hvilket får mig til at gå rundt med et glad smil, og strålende øjne.

Der findes nemlig intet bedre, end at føle man lever. Føle, at luften bider i lungerne, frisk og klar til brug. At snefnuggene så samtidig hvirvler rundt i uforudsigelige mønstre, og skaber dansende hvide skygger mens de drejer asfalten glat, og himlen er fyldt med dynger af grålige fluffy vattotter, gør jo bare det hele så meget bedre.

Tankerne går på langfart, i et sådant vejr. Mange år tilbage, til dengang udendørs kulde krævede indvortes tilførsel af den slags der sagde kluk-kluk. En falsk varme, der kun varede så længe der var noget i flasken, og penge i pungen til at købe nyt.

Og hvor næsen føltes endnu koldere bagefter.

Selvom det er helt tilbage til tiden efter mit første ægteskab, husker jeg stadig tomheden i hjerte og sind, når jeg vågnede op dagen efter, og vidste jeg havde gjort det igen. Fundet en glemsel, der ødelagde alt, og som samtidig krævede mængder af energi, for at jeg kunne holde styr på alle undskyldningerne.

I dag kan jeg også  mærke, at næsen bliver besøgt af frosten og blæsten. Men kulden i den bliver holdt i skak af den varme glæde, jeg føler over at leve - og leve ædru.

Jeg puster forsigtigt på min varme the, og smiler til mit tændte stearinlys. Min næse føles varm igen, og  mit hjerte fyldt med glæde over livet.

Foråret er lige om hjørnet - hele tiden - og fyldt med kærlighed og glæde.