Opvågning.

I radioen synges der "Don't you worrry 'bout a thing", mens morgenhimmelens mørke skyer sprækker og lader en trekant af lys og belyste skyer titte krøllede frem. Lyset i min the-varmer er tændt, og den første kop har allerede fået sin teskefuld honning.

Dagen er begyndt.

Egentlig startede den lidt abrupt. Min mobil besluttede - helt ud af det blå - at vække mig med musik fra den radiostation, jeg jævnligt sender på, selvom den ikke var indstillet til nogen form for vækning.

Men hvad gør det ? Intet - for skyerne driver, vinden blæser, theen smager - og livet leves.

Dagen i dag vil gå med at skrive. Jeg har længe tænkt over at sætte gang i noget, der fylder lidt mere end min daglige blog, og som måske kunne få andre til at tænke dybere over det der, med at være menneske og alkoholiker.

Ikke fordi jeg på nogen måde har fundet de Vises Sten. Vi har jo hver vores vej gennem sygdommens dagligdag. Men måske kunne min historie hjælpe andre til at se, at der er hjælp at hente, og at programmet virker.

En form for 12.Trins arbejde, vil nogen nok sige.

Hvilket sikkert er helt korrekt, eftersom programmets 12.Trin netop siger, at når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt hvad vi gjorde.

Det forsøger jeg at gøre - efterleve principperne - på daglig basis. Og kan jeg så medvirke til at hjælpe via det, jeg skriver, hvad enten det er her i bloggen, eller i en e-bog, gør jeg det gerne. Jeg lever jo også for at række hånden ud til andre, og hjælpe hvor det er nødvendigt.

Men det er ikke mig, der afgør hvor hjælp er nødvendigt. Det er op til min højere magt og de mennesker, jeg møder på min vej, at afgøre. For jeg kan kun være programmets tjener, og aldrig dets Herre.

Synes du det lyder religiøst ? Det er det ikke for mig. For mig er det en livsnødvendighed, at vide at jeg er magtesløs overfor min sygdom, og kun kan overleve ved at give slip på kontrollen over den.

Ved ikke længere at tro, jeg selv kan styre den, og ved altid at huske hvilke ting og begivenheder i mit liv jeg selv kan ændre, og hvilke jeg ikke kan.

Og ved at lægge kontrol og styring over til en magt, der er større end mig selv, kan jeg få frihed og fred i mit liv. Samt række hånden frem til de, der gerne vil have hjælp, og forsøge at hæve bunden for de, der er på vej ned mod den med raketfart, men som ikke har erkendt at de lider af en genetisk betinget, livsvarig sygdom.

En kemisk totalallergi, der når den går i udbrud aldrig kan rulles tilbage igen, men som man må leve med resten af livet.

Det er nu heller ikke så svært at leve med den. Bare snup én dag ad gangen, og lad den første være.

Livet er dejligt - i al sin komplicerede enkelthed.