Ensomhedens gade nummer 3.

Nogle gange kan jeg føle mig som det ensomste menneske i verden.

Siddende helt alene i mit hjem, med radioen kørende for ikke at høre tavsheden runge, og med blikket rettet mod skærmen, for ikke at gå glip af noget.

Hungrende efter at se, hvordan min familie har det. Jagende gennem side efter side på nettet, for at sikre mig alle har det godt. Vel vidende, at måske er der ingen af dem, der savner mig.

Jeg ved godt, at jeg selv har sat i mig den situation. At den verden, jeg skabte omkring mig - det kaos, jeg udløste gennem mine handlinger - og den sorg, jeg var årsag til - skyldtes min egen ulyst til at se kendsgerningerne i øjnene.

Ja, jeg kunne godt begynde at lægge skylden for det hele over på noget andet. De begivenheder i mit liv, der har formet enkeltdelene i mig. De mennesker og øjeblikke, der forblev ætset ind på min nethinde. Eller på de tabte muligheder, der forsvandt fordi jeg aldrig tog dem.

Og for at forsvare mig selv, kunne jeg heltemodigt løfte hovedet og påstå, at det alt sammen har gjort mig til det, jeg er i dag. Et bedre menneske.

Selvom jeg bare er en ædru alkoholiker, der dagligt forsøger at leve programmet.

Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke ind imellem af hele mit hjerte brændende ønskede, at alt havde været anderledes. At jeg aldrig var blevet født med dét gen, der tillod sygdommen at bryde ud. At mine unge år havde været foruden de begivenheder, der førte til så meget og ændrede så manges liv.

Det kan jeg bare ikke. Hverken jeg eller nogen anden har magt til at ændre, hvad allerede er sket. Eller fjerne de konsekvenser, det har haft.

Det eneste jeg kan, er at erkende det som er sket, acceptere at jeg ikke kan ændre det, men at jeg må søge at finde mod til at ændre mig, så jeg ikke gentager det. Og derigennem søge at finde fred med min fortid, så min fortid måske kan finde fred med mig.

For min fortid er alle de mennesker, der blev ramt af, eller rørt af, hvad jeg gjorde og hvad der blev gjort mod mig. De svigt, jeg til fulde har udsat min omverden og min familie for, har fjernet min mulighed for at være det, jeg gerne ville være.

Og efterladt mig som det, jeg er i dag. Et menneske, med en livsvarig sygdom, og med et brændende savn i hjertet. Savnet efter familien, der forsvandt i løgnene, svigtene, og misbrugets tågede undskyldninger.

Men én dag ad gangen vil jeg forsøge at finde dem igen. Forsøge at acceptere, at jeg måske ikke kan ændre tingenes tilstand.

Jeg vil gøre mit bedste, selvom mit bedste måske ikke er nok. For ingen kan forlange mere af noget menneske, end at det gør sit bedste.