Andre Sider af mig

tirsdag den 28. februar 2017

Systemet har bøvset.


Hvad gør man, hvis Systemet pludselig fatter mistillid til én ?

Det kan være, at du synes spørgsmålet er lidt mærkeligt herinde på min lille blog. For hvordan skulle du, kære læser, være istand til at vurdere og rådgive uden at have alle fakta, og uden at have faktatjekket samme.

Men ikke destomindre er det et spørgsmål, jeg kaster op i luften, efter at være blevet udsat for det allestedsnærværende Systems kritiske øjne.

Baggrunden er, at jeg - som du måske har læst i tidligere indlæg - fik et "tilbud, jeg ikke kunne afslå", om at deltage i træning 2 gange om ugen på Systemets fysioterapi. Faktisk slet ikke noget dårligt tilbud, da træning er med til at holde min let aldrende krop oppe på mærkerne.

Så det sagde jeg ja til - og dermed også ja til et krav om at melde fra til både træningssted og sagsbehandler, såfremt jeg ikke kunne møde op på de fastsatte tidspunkter. Lidt "Vi holder øje med dig"-agtigt, men skidt med det, når man ikke har noget at skjule.

Jeg besluttede mig så til, i sidste uge, at tage på en Netværks-tur, for på den måde at holde mine kontakter tilbage til arbejdslivet varme og parate, til når jeg engang bliver raskmeldt. Lidt "Old Boys Network"-agtigt, men en af de bedste metoder til at sørge for at jeg ikke bliver glemt, bare fordi jeg nu lige har været langtidssygemeldt.

Dette betød, at jeg måtte melde fra til fredagens 2 timers træning, hvilket jeg naturligvis gjorde.

Træningsstedet fik besked om onsdagen - 2 dage før - og Systemets Quinde fik besked om torsdagen på sin telefonsvarer. Hun har nemlig en tendens til ikke at kunne træffes, når man ringer, så rent naturligt lægger man besked "efter hyletonen".

Hmmmm.

Nu er det sådan, at det sted, jeg endte med at være på min Netværkstur, ligger på Langeland, og den bette dejlige ø er ikke just alt for veldækket med telefonnetværk, så jeg missede åbenbart et opkald fra min System Quinde.

Der lå nemlig en besked fra hende på min egen telefonsvarer, hvor jeg straks blev forespurgt, om jeg allerede v a r startet på at arbejde som chauffør igen, samt at hvis ikke, så forventede Systemet at jeg var "raskmeldt lige om lidt."

Jeg må indrømme, at jeg blev noget paf, da jeg hørte beskeden. Samt at min umiddelbare reaktion var, at blive vred over mistænkeliggørelsen, når jeg ikke havde gang i andet, end at søge at dyrke mine bekendtskaber, med henblik på fremtidige muligheder.

Så jeg hang fluks i telefonen, og fangede - hvilket heldigt sammentræf - sagsbehandleren på sin plads.

Det var nu ikke just fordi hun var nem at danse med. Rent faktisk, så havde jeg hele samtalen igennem en klar fornemmelse af, at være mistænkt for at have påbegyndt arbejde uden at være raskmeldt.

Altså socialbedrageri.

Dette kom tydeligst til udtryk, da hun ud af det blå begyndte at snakke om, at jeg nok trængte til coaching i at blive arbejdsparat, samt at det havde man jo et Projektcenter, der kunne.

Et af den slags tilbud, der skal tilsendes skriftligt, med mulighed for at afslå, og ikke bare iværksættes, fordi sagsbehandleren føler for det.

Så jeg fortalte det kære væsen, at jeg mente hun skulle - ja faktisk forlangte, at hun skulle - indkalde mig til et møde, så vi kunne sidde og se hinanden i øjnene, mens vi talte om tingene. Og dermed sluttede dén samtale.

Resultatet ?

Øjeblikkelig indkaldelse til start på Projektcenteret, med samt øjeblikkelig opringning fra lederen af samme, der meddelte opstartssamtale på torsdag ! BUM !

Og ingen indkaldelse til det møde, jeg havde forlangt.

Nu er jeg heldigvis blevet udstyret med et vidunderligt værktøj, da jeg gik i behandling sidste år i april. Det hedder en Sindsro, og indeholder muligheden for at få mod til at ændre hvad jeg kan. Samt roen til at acceptere det, jeg ikke kan.

Så den snuppede jeg lige et par stykker af, inden jeg bestemte mig til at klø på med forsøget på at ændre denne Systemets Quinde's mistænksomhed og automathandling. For det er hvad det er, efter min mening. En automatisk handling, udløst af noget, jeg endnu ikke har hittet ud af hvad er.

Så idag agter jeg - ud over de allerede fastlagte begivenheder, såsom hospitalsbesøg etc. - at få fastsat en samtale med denne for min "sag" så nødvendige behandler, samt i fald dette ikke lykkes, at få fastsat en samtale med hendes nærmeste overordnede.

Sidstnævnte begivenhed for at enten få en ny sagsbehandler, eller få sat den nuværende på plads.

Jeg har naturligvis allerede telefonisk aftalt med Projektcenterlederen, at jeg intet har imod at komme forbi til en samtale - jeg er jo ikke helt trekantet - men at jeg ikke kan se formålet, andet end som et forsøg på at kontrollere hvad jeg nu går og laver, samt blokere eventuelle kriminelle aktivitetsmuligheder.

Eller sagt på en anden måde - "Ha! Så kan du ikke køre sort, kan du ikke nej !".

Var jeg istand til at påbegynde arbejde igen, så gjorde jeg det. Og slap dermed for at være udsat for Fattighus-metoder, der burde have været afskaffet i forrige århundrede.

Så kære læsere, I er mere end velkomne til at komme med gode råd og kommentarer - jeg har en formodning om, at jeg inden længe kan få brug for samme i den åbenbart påbegyndte kamp, for at blive behandlet, som det jeg er.

En Borger i Danmark, der er langtidssyg, og har brug for at blive behandlet med værdighed, og hjulpet med ærlighed og venlighed.

2 kommentarer:

  1. Kors i hytten....der er altså ikke forskel på om man bor i Rødovre eller på Syddjurs......man kan altså ikke tage på tur når man er sygmeldt, det er lidt for langt ude, men reelt sandheden i dagens Danmark. Klø på gamle dreng, de skal ikke bestemme om du kan det ene eller andet.....

    SvarSlet
  2. Kan godt lide din sidste sætning . Jeg gik aktivt ind i en nær vens sagsbehandling da det var lykkedes for "systemets Quinde" At køre ham helt ned i gulvbrædderne for derefter at tvære ham ud så han næsten ikke vidste hvad han hed eller hvor han boede . Så glemte den pågældende promte at undlade at underette mig om sagens gang , så valgte manden og jeg at kontakte en privat socialrådgiver og betale for vedkommende og siden køre sagen vist som den skal :)

    SvarSlet