Road to somewhere

Husker du, kære læser, det gode gamle hit Road to Nowhere med Talking Heads fra 1985 ? Hvis ikke, så tryk lige på link'et, og få genopfrisket hukommelsen, inden du læser videre.

Har du gjort det ?  Det var godt - men ikke spor nødvendigt for at kunne læse dagens indlæg - hehe.

Sådan er der jo så mange måder, at få bragt lidt musik ind i dagligdagen. Hvilket jeg netop forsøger at gøre i skrivende stund - bringe musik ind i dagligdagen til de lyttere, der er på den radiostation, jeg sender for med jævne mellemrum.

Og mens jeg så sidder og nyder al den vidunderlige musik, går det op for mig, at jeg netop i dag kan siges at være på vej til Somewhere.

Ikke bare fordi jeg senere i dag skal videre mod Fyn og Langeland - hvilket jeg i allerhøjeste grad ser frem til - men lige så meget fordi jeg ved, at min rejse ind i den fremtid, der starter hvert sekund, i allerhøjeste grad er gået fra at være en rejse ind i det kendte, til at være en aldrig stoppende rejse ind i det ukendte.

Men alligevel ikke et Nowhere , for jeg ved godt, hvor jeg vil rejse hen.

Jeg rejser mod horisonter, jeg troede var tabt for evigt. Steder, jeg troede jeg aldrig ville se igen. Og er fyldt med følelser, jeg frygtede tabt for evigt.

For lige siden jeg, en morgen for snart 10 måneder siden, indrømmede overfor mig selv og et andet menneske, at jeg var magtesløs overfor det stof, der havde kidnappet mig og mit liv, har jeg set mine mulige mål blive klarere og klarere.

Jeg ved, at jeg under hele min rejse er nødt til at være opmærksom på mig selv og min adfærd. Samt ikke være bange for de følelser, der opstår undervejs. Er jeg ikke det, risikerer jeg at min rejserute fører mig ud over kanten, og ned i fortiden igen.

Been there - done that.

Så jeg kigger på den billet, jeg har fået, og smiler glad ved tanken om alle de oplevelser, der ligger foran mig.

Jeg er det værd - for jeg er På Vejen Igen.