torsdag den 23. februar 2017
Sneflokke kommer trimlende......
..... henover diger vrimlende.
Og det er, hvad de kommer til at gøre i aften og i nat - dér hvor jeg befinder mig.
Sneen siges nemlig at lægge sig over hele den del af Danmark, som jeg kommer til at bevæge mig igennem i dag og imorgen. Men det er nu helt i orden. Jeg har intet mod sne - nærmest tværtimod.
Synet af de millioner af snefnug, der alle er forskellige fra hinanden, mens de daler ned mod jorden, kan få mig til at slappe af og tænke, at alt er godt.
Hvilket heller ikke er helt ved siden af.
Det ser så dejligt ud, når sneen bløder landskabet op, og sørger for at man kan slappe af i øjnene og bare nyde synet. Grenene på træerne får dyner af hvidt, og postkasserne får hat på. Og uanset hvor man kigger hen, kan man se om der har været et dyr forbi.
Når altså der falder sne. Og det har meteorologerne jo lovet/truet med.
Så her til morgen har jeg kigget længselsfuldt ud af vinduet i det gamle hotel, hvor jeg har overnattet, for at se om skyerne ligner noget, der kunne give sne.
Jeg er nemlig igen på tur ned gennem Jylland, Fyn, og Langeland, for at besøge dem, jeg kender og elsker. Og har endnu en gang overnattet ved mine fynsk/tyske multikreative venner, med indlagt garanti for natmassage af tillidsfuldt spindende kattekillinger.
Samt morgenvækning af Molly, den milde og muntert ivrige hund, med det dybt intelligente blik.
Hvordan jeg kommer videre mod mit endegyldige mål, og om den varslede snestorm kommer til at spille nogen rolle, ved jeg ikke endnu. Men dagen er ung, og hjertet varmt, så jeg er ikke bekymret.
For jeg er på vej.
Etiketter:
Afrejse til ny destination,
En dag ad gangen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ned til mig ;)
SvarSlet