Nødvendighedens nødvendige nød'er.

Hvor ville livet være ubekymret, hvis ikke det var fyldt med nødvendigheder. At kunne gå dagen igennem uden at skulle bekymre sig om de ting, der var nødvendige.

Suk.

Men det er en umulighed. Der er hele tiden noget, der er nødvendigt i mit liv. Lige fra jeg slår øjnene op, hvor det er nødvendigt at vågne, for på den måde at kunne finde ud af hvad dagen har i posen til mig.

Det nødvendige i at skulle gå gennem morgenritualet, for på den måde at se bare en lille smule præsentabel ud, når andre krydser min vej.

Den nødvendige indtagelse af morgenmaden, uden hvilken min - let bamsede - mave vil gøre min dag til et slagsmål, som jeg endegyldigt vil tabe ved frokosttid. Og den nødvendige opstart af dagens andre aktiviteter, der alle er medvirkende til at jeg føler mig levende.

Trinene - Blå Bog - Sindsrobønnen. Den daglige nødvendige gennemgang af mit liv her og nu, og de nødvendige justeringer af samme, der medvirker til at jeg kan leve glad uden druk på daglig basis.

For ikke at tale om de overordnede nødvendigheder. Alle de, der på længere sigt medvirker til at jeg har tøj på kroppen, og et sted at bo.

Alt sammen nødvendigheder, uden hvilke jeg aldrig vil kunne eksistere.

Så det er da meget godt, er det ikke ?

Jo, men så er det jo lige, at der dukker nødvendigheder op, som jeg ikke ligefrem er alt for begejstrede for. Og som jeg allerhelst ville være foruden, fordi jeg ikke kan lide dem.

Nødvendigheden af at tage hjem igen, når jeg allerhelst ville blive hvor jeg er og fortsætte med at leve så intenst, som jeg har gjort de sidste dage, er en af den type dumme nødvendigheder, jeg nødtvungent må acceptere.

Der e r jo aftaler, jeg nødvendigvis er nødt til at holde. Møder, jeg nødigt ville være foruden, og mennesker jeg nødes til at møde.

Nød'er jeg dagligt må knække, for at livet kan nydes.

Så jeg accepterer de nødvendighedernes nødvendige nød'er, der dukker op på min vej. Vel vidende, at de er en del af det, jeg er nødt til for at mit liv kan være bedst muligt.

Og jeg vil nødigt undvære det gode liv, jeg har fået, før jeg er absolut nødt til det. Hvilket jeg ikke er, før jeg om forhåbentligt mange år er nødt til at forlade det.

Den helt naturnødvendige vej.

Så jeg rejser mig nødtvungent nødvendigt op, og begiver mig ud på den rejse, jeg ved jeg er nødt til  at fuldføre. Vel vidende, at jeg kommer tilbage igen.

For det er jeg - kærligt indrømmet - nødt til for at mit liv er fuldendt.