tirsdag den 14. februar 2017
Valg.
Findes der noget bedre, end at kunne dele noget med andre ? Især, når det er noget man har valgt med hjertet ? Nej vel ?
Musikken i mine ører har jeg selv valgt - og vil forhåbentlig fornøje de lyttere, jeg deler den med på den lokalradio, jeg med jævne mellemrum sender for.
Dejlige melodier, der minder mig om, hvor jeg kommer fra og hvor jeg er på vej hen.
Mange af dem fra tider, hvor jeg endnu ikke havde erkendt at jeg var syg. Og med minder, der er både søde og bitre - men sådan er det jo med sange. De har altid muligheden for at vække erindringer af alle slags.
Spørgsmålet er så bare, hvordan man reagerer på dem.
Og lige nu reagerer jeg med smil og varm genkaldelse af stunder, der var vigtige i mit liv. Mine børns fødsler - mine ægteskabers start - og alle de glade timer, jeg har tilbragt i selskab med mennesker, jeg elskede.
Udsigten har jeg også selv valgt her til morgen, ved at tage afsted igennem det morgenvågnende landskab for at lave dagens udsendelser.
Synet af et Djursland i formiddagssol har nu altid fået mig i godt humør, så det gør den sikkert også i dag. Det får mig ihvertfald til at trække vejret dybt ind, og mærke friskheden i den kølige luft, der vælder ned i mine lunger. Og som får mig til at glædes over det liv, jeg lever nu.
Et liv, jeg også selv valgt. Selvom det tog sin tid at finde frem til det.
Tid, jeg med største fornøjelse vil dele med dig, kære læser, og med alle andre, jeg møder på vejen frem. For kun ved at dele mit liv med andre, kan jeg hjælpe mig selv med at leve.
En dag ad gangen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Et hjerte til Valentins dag min engel.
SvarSlet<3