Torsk, tanker, og andet trummerum.

 I rigtig mange år har jeg ikke fået nytårstorsk. 

Både fordi jeg - en gang tilbage i nitten hundrede fortiden - fik kreeret en så tør og uspiselig torsk, at jeg svor ikke at ville spise "den slags" mere, men også fordi lommerne i en pensionists efter-jul-træningsbukser ikke er ret dybe. 

Faktisk er de for det meste overhovedet ikke eksisterende, og den eneste lyd der dukker op, når der ledes efter en enkelt 5-øre eller lignende (ja, de damer og herrer af yngre varianser - 5-øren VAR en eksisterende mønt for egentlig ikke så længe siden), er lyden af hul tomhed, og ekkoet efter neglenes skraben på lommernes sider.

Eller sagt på en anden måde - det var for dyrt.

Det er det sådan set stadig, men nu har jeg fundet en ganske gyldig variant af den i saltvandet levende, så eftertragtede lækkersmagende (når man laver den rigtigt) finne- og halebaskende torsk.

Nytårstanketorsken.

Og jeg er allerede i besiddelse af et gevaldigt eksemplar af slagsen - sådan et, der ta'r dage at fange, og som overhovedet ikke forsvinder, hvis man forsøger at nedsvælge det.

Hvorfor, hvordan, og hvorledes, spø'r du sikkert åbenmundet forbavset. Og dét skal jeg da gerne fortælle dig.

Det starter med et prik. Sådan et bettelille, ganske tilforladeligt, og ugentligt tilbagevendende prik. Som - mandag efter mandag - foretages rutineret og tidsmæssigt i niveau med morgenmaden.

Og hva' hylan har dét at gøre med en konge af nytårsspisebordet, nedlagt i sennepssovs, og med smørvendte kartofler til, kan jeg høre dig støde ud mellem de sammenbidte tænder.

Alt, min ven, alt.

For den der skælbesatte og flage efter flage årligt tilbagevendende spisemæssige nydelse, aner slet ikke at der eksisterer en endnu større torsk, end den selv.

Men det gør jeg.

Det er nemlig - som tidligere proklameret, og nu stolt gen-proklameret - NytårsTankeTorsken.

Denne, for mit velbefindende så absolut unødvendige Not-Fish, der dukker op i samme øjeblik, jeg efter tre dages svimlende omkringvakling, med protesterende og arbejdsnedlæggende tarme, opdager..... sludder, får den tanke....... suk, nonsens, og om igen.

Den dukker op, når det med skræmmende vished - dage efter at det skulle være sket - går op for mig, at jeg er et lillebitte,  ganske tilforladeligt, og ugentligt tilbagevendende prik - bagud................

For produktet, der gemmer sig bag den bette prikskarpe tingest, er jo så nødvendigt for min krops accept af "Livet, Universet, og Alt Det Dér", at manglen på det, skaber ballade i systemet.

Se dét - er en torsk, der er værdig til titlen som NytårsTankeTorsk. Ellere rettere - mon ikke det er mig selv, der skal ha' titlen ?

Selvom jeg nok ser fuldstændigt åndssvag ud med sennepssovs, kapers, og smørvendte kartofler.

Trummerummet ? 

Altså det, fra overskriften ? Det er skam den hverdag, der næsten på sekundet dukker op igen, når prikket er overstået, udstyret pakket væk, og den nye "På-denne-ugedag-prikker-jeg"-dag er sat i kalenderen med behørige alarmer installeret.

Resten ? 

Det er Én Dag Ad Gangen - som altid.

Og så blev det endelig jul......

 Tindrende barneøjne, små fnis når han si'r noget, ham der i den pelsbesatte røde frakke. Og åndeløs betagelse, når det viser sig, at netop den næste gave er til hende. Hvad enten det er storesøster på fire eller lillesøster på to, der får lov at dykke ned i vadmelssækken, mens ham den tykmavede klukker smilende.

Men - lad mig begynde ved det sted, man altid begynder.

Begyndelsen......

Facebook er jo stedet, hvor meget forunderligt kan ske. Og især her til jul, er der en masse kærlige. højtråbende, glædesstrålende hilsner og ønsker om dette og hint. Og pludselig var det der - spørgsmålet, der næsten SKAL komme i de sidste juledag.

"Er der nogen, der kender en julemand, som kunne tænke sig at gøre et par børn glade ?"

Indrømmet, det var ikke mig der blev valgt til netop dén opgave - der var andre tættere på og hurtigere på tasterne. Jeg havde ellers postet mit tilsagn med et julebillede af lille mig, med nissehue på og mit lange skæg julegladeligt strittende.

Men øv .........

Indtil der pludselig var en hilsen i indbakken, der forsigtigt spurgte om jeg havde lyst til at være julemand for to piger på to og fire. 

Om jeg havde ? Ja m o n ikke. 

Der var bare det lille problem, at jeg for det første ingen bil har, for det andet heller ingen julemandsfrakke. Men resten - bukser, strømper, træsko - det var der tjek på.

Og inden jeg havde set mig om, havde de to pigers mor sørget for at få syet en ren Fader Jul-jakke, besat med pels og fuldstændig som ud af eventyrenes verden..........

Sjældent har en juleeftermiddag og en julemadslavning gået så hurtigt. Mør and, brune kartofler, sovs, og rødkål - dingeling træsko, så var dén ged barberet. 

Og lille julemandsmig ventede nærmest i åndeløs spænding på, at eventyret kunne begynde.

....................................................

Ringe på døren.... og vente lidt....... Banke på, sådan rigtigt julemandsagtigt.......bank, bankbank......

Og da døren langsomt gik op, var det første to par små tindrende øjne fik øje på, ham, mor havde sagt måske kom med gaver idag. De kunne næsten ikke holde spændingen ud, og en glad lille latter mødte julemanden, mens han bar de to gavesække indenfor, og ind til juletræet.

Han hilste venligt på dem alle, med et "Glædelig Jul" til alle de voksne, og et klukkende smil til de spændte små - og begyndte at dele gaverne ud. Roligt, langsomt, så der kunne kigges på gaverne inden det var tid til de næste. Med små, lette, spørgsmål, og invitationer til selv at hente en gave fra sækken, blev begge sække langsomt tømt, og de tindrende øjne sat til at være julelys, af den slags kun børn kan frembringe, i en tid hvor eventyret så absolut har sin plads.

Da han skulle gå, ham julefatter, og havde hilst en God Jul til alle, nåede han kun ud til døren, før den ældste kom løbende, for at give julemanden et kram - med lillesøster tæt i hælene.

Og julemandshjertet smeltede, og sendte glæde ud i alle knogler i den gamle krop......

---------------------------------------

Det er altså ikke sidste gang, jeg siger ja til at tage ud som julemand. Også selvom det betyder, at jeg hvert år fra juli må lade skægget stå, så det kan være langt nok den fireogtyvende december - og måske få flere små øjne til at stråle af glæde.

Glædelig Jul, allesammen.

Treogtredive meter i sekundet.

De siger, hun kommer. 

Humbug, si'r jeg bare. 

Hun har ikke været her siden dengang, jeg i min uforstand og min sygdoms totale greb, ødelagde dét vi havde sammen, og smed mit og hendes liv på hver deres afveje. Fra hvilket det tog mig tretten år at finde væk igen.

Så uanset hvor meget jeg ville byde hende velkommen, og sætte både te, kaffe, og varm chokolade parat ved nybagte boller - så vandrer hun nok en anden vej, end den der fører i min retning.

For hvorfor i alverden skulle hun da komme den hér vej, når jeg på så strålende effektiv vis dengang i løbet af et splitsekund sendte os på hver vores vej gennem universet, med samme ødelæggende kraft som en neutronstjerne i opløsning ?

Hvorfor i alverden skulle hun da have nogen form for ønsker, om at finde ud af hvordan mit liv er gået siden ærlighedens ædruelige ansigt stak mulen frem og viste den daglige vej frem ?

De siger, hun har tryk på. 

Med det liv, hun åbenbart har levet siden, kan jeg godt forstå der kan være tryk på alt, hun gør. Sugende til sig af alt, der kunne ændre, mangfoldiggøre, udvide, må der være mange hektopascal overskud at blæse foran hende. 

Overskud, indeholdende alt det, mine egoistiske livsændrende beslutninger lagde kimen til. Beslutninger, truffet i tågerne af den sygdom, der gav mig muligheden for helt selv at kunne ødelægge alt dét, der i sin vorden havde så meget håb.

Tryk avler modtryk, si'r de. Stille nikker jeg accepterende, og påpeger bare, at hvis man lægger sig fladt ned, overlever man bedre end hvis man kæmper mod trykket fra den fortid, der uafvendeligt dukker op i horisonten, når stormen raser.

De siger, hun kan være farlig.

Al storm er farlig, hvis ikke man accepterer den, for det den er, og forbereder sig alt det man kan, er de kloges vise ord. Men den, der rider med og ikke mod, kommer lettere frem til det sted, hvor stormen er stille, og solen skinner klart. 

Stormens øje.

Her kan jeg hvile, afventende den anden front - afventende dét mylder af affald, splintrede håb, kvaste øjeblikke, der har ligget i skjul indtil hun kom, og rev sløret væk fra dem. Tage dem op - én efter én - og acceptere at de er til - erkende den virkning de havde, den retning de ændrede livet til - og nænsomt lægge de af dem, der ikke kan ændres, til ro i ærlighedens kasser - beslutsomt ændre, hvad ændres kan - og stole på, at kunne kende forskel.

Dét øje - har jeg ventet på, lige siden stormens første spæde pust væltede alt omkuld, og den smadrende blæste alt i forkerte retninger - med lukkede sanser. Og i mere end fire millioner minutter, har jeg siddet i øjet og ventet. 

Ventet på, at hun kom.

Nu blæser de første af hendes vinde spindelvævet væk fra det lager af mindernes splintrede affald, der er nødvendige at tage fat på. Afslørende affald fra andet, der med lige så stor ret kræver at blive taget fat på.

Men én ting ad gangen - én dag ad gangen.

Jeg er parat, har lagt mine våben, åbnet mine håndflader, og overgiver mig til hendes rasende blæst.

For hun kommer - hun har tryk på - men er kun farlig hvis jeg vender ryggen til, og ikke åbent og ærligt accepterer alt, hun har med.

Stormen.

Ud af det blå.....

Egentlig en mærkelig sætning på en gråtrist dag. Men når det drejer sig om pludselighed og effekt - så ja, Ud Af Det Blå kom det, og skruede lige livet ned i tempo.

Men egentlig burde jeg jo have set det - eller mærket det - selv. Den tiltagende svimmelhed i bestemte situationer - den voksende brændende fornemmelse i venstre arm (dén, der i forvejen opfører sig mærkeligt mht varme/kulde etc.) - den større og større lyst til søde sager - og det daglige krav om vædske,. vædske, vædske........

Pludselig viser mine blodprøver nemlig, at mit langtidsblodsukker har foretaget et gevaldigt hop til det dobbelte af sidste måling.

Hvilket betyder, at jeg - endnu en gang - skal lægge mine kostvaner om, droppe størstedelen af dét, der gør sit til at holde aleneheden tålelig, og begynde på nogle nye piller, hvis mulige bivirkninger kan indeholde hallucinationer og andet ubehageligt.

Og det Ozempic, jeg trofast har injiceret én gang om ugen - er måske holdt op med at virke - hvilket betyder, at jeg kan blive nødt til at begynde på noget medicin, der har vist sig suspekt i cellevækstforsøg. :-(

Livet er ikke altid det letteste. Og overmod straffes kontant, lader det til - for jeg har tilladt mig, at være netop dét - overmodig - i et godt stykke tid. Spist for tungt, spist for godt, holdt mig til go'e naturlige råvarer - og holdt mig alt for langt fra det grove og grønne.

Så nu handler det om, at komme i balance igen. At finde frem til det punkt, hvor mad, krop, sind, sjæl, er så afstemt efter hinanden, at livet kan leves, og ikke kun overleves.

Der vil være nogen konsekvenser i forhold til den kommende højtid, for dén der med "Jeg går bare igang efter Jul", holder ikke en meter. Det er Nu, der skal handles, så jeg forhåbentlig fortsat kan se frem til fremtidige samvær med de, jeg elsker.

Så jeg rækker ud efter min Sindsro, mit Mod, og min erkendelse af, hvad jeg kan/må ændre, og hvad jeg ikke kan.

Med start Nu.

Pludselig......

 

..... kommer det hele farende ind over mig. Alle årene, alle begivenhederne, alt det, der sendte mig på en detour af de helt store. En detour, der kostede alt, jeg havde kært.

På grund af en julefilm.

Jeg sad, som så mange gange før, på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag i julemåneden, og tjekkede adspredt de mange tilbud på husalteret. Det der store, 55" TV, der sagtens kunne være mindre, og alligevel give mig den samme nydelse, oplevelse, eller adspredelse.

Bum.......

Pludselig er den der. 

En af de  - jeg var lige ved at skrive "sædvanlige" - amerikanske julefilm, hvor helten og heltinden naturligvis får hinanden til sidst. Ikke mindst på grund af heltindens bedårende datter, der med smut i øjnene og glæde i stemmen, får alt glimmeret, julesneen, og den tåbelige, romantiske julekærlighed, til at virke normalt.

Og pludselig revnede jeg. Den skal, jeg har gemt mit savn og min sorg inde bag ved, blev revet åben, og ud væltede alt det, jeg aldrig troede jeg ville kunne holde til at føle, vide, gense, eller tænke på. 

Al min savn efter de børn, der lukkede hårdt ned for skodderne for mange år siden, og som jeg kun har kunnet følge på tredie eller fjerde hånd. Og efter de børnebørn, jeg aldrig har fået mulighed for at lære at kende. Alle de tanker, der sirligt har været puttet til side, i et hjørne af min hukommelse, der har været mærket "Må ikke åbnes lige nu". Alle de tårer, der har været holdt inde, fordi "en rigtig mand græder ikke" eller "gråd er tegn på skyld".

Gu' er det ej. Gråd er tegn på sorg, og rigtige mænd græder gerne, hvis det er. Og skyld kræver benægtelse - og benægtelse gav jeg slip på, da jeg valgte at blive ædru.

Jeg havde bare ikke taget de sorte, glemte, dele af min hukommelse i ed. De steder, hvor minderne om dengang, havde puttet sig bag barrikader og ladet mig tro, at jeg ville kunne klare at tænke på dem - engang ud i fremtiden.

Men som jeg har lært, er Fremtiden altid Nu, for Nu er den eneste eksisterende tid for mig. En viden, der pludselig får det til at risle koldt ned af ryggen på mig - for, betyder det så, at der ikke kan være noget Håb ?

Eller - er Håbet kun, at jeg holder mig ædru én dag ad gangen ?

Nej - der er mere. For det MÅ der være. Der MÅ være et Håb om igen at kunne kramme mine børn - fortælle dem hvor højt jeg elsker dem, og hvor stærkt jeg har savnet - og stadig savner - dem. Fortælle dem - nej, vise dem - at den mand, der var dengang de smækkede portene i, for længst er ophørt med at eksistere. 

For uden Håb, er der intet Liv. Og uden Liv er der ingen Eksistens.

Stille lukker jeg øjnene, og lader mine tanker synke helt ind i centeret af mig selv. Lader de ord, der pludseligt har så svært ved at komme ud, danne sig, og i fred og ro stige op til overfladen, mens jeg tørrer tårerne af kinden.

Jeg kan ikke gøre min fortid om, men jeg kan vise at jeg erkender den. Vise, at jeg godt vil stå ved den - både de dårlige og de gode dele - selvom jeg ikke kan ændre noget som helst. Noget, jeg har vidst, siden jeg søgte hjælp den niogtyvende april totusindogseksten.

Dag for dag, minut for minut, har jeg levet med en viden om, at jeg hele tiden skal huske min Sindsro - til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre - mit Mod - til at ændre de ting jeg kan - og den Visdom - der skal til for at kende forskellen.

Men først nu, har jeg Mod til at erkende mit Savn og min Sorg - og til at dele den åbent.

For deles - det skal den. Uanset om den vil kunne medvirke til nogen form for genforening eller ej. Der følger nemlig aldrig krav med, når åbenhed og ærlighed - sorg og savn - eller kærlighed og håb - åbent lægges på bordet.

Handler det så om at gøre afbigt ? At stille mig op, og fortælle hele verden at jeg var et dumt svin, og at jeg gjorde det og det og det ?

Nej - for kun de, der har været ramt af mine handlinger, har krav på - ret til - at være en del af den åbenhed og ærlighed, der skal til. Men jeg kan kun gå til dem, og søge at gøre det godt igen såfremt jeg ikke derved skader dem eller andre. Noget, jeg accepterer, for det handler ikke kun om hvad jeg vil - men også om dem, og deres lyst til at være en del af det.

Stille tørrer jeg de sidste tårer af kinden, og nusser min hjerteven bag hans pelsede ører. Hans spinden kan føles helt ind i hjertet, og hjælper med til at lade mig sætte disse tanker på papir. For hans kærlighed er ubetinget og direkte. Og hans tillid ligeså.

Det kan jeg lære meget af.

Himmelporte

Udenfor mine vinduer frostknaser sneen i  gadelampernes blege lys. En natugle tuder bekymret, over den stille nats mangel på lyd, fra de mus, den ville have haft som natmad. Ræven skutter sig, mens huskatten hygger sig i mit varme hjem.

Stedet, hvor jeg netop har set episode ti af den første sæson af Stargate SGI. Og i guder, hvor jeg dog nyder det. Samtidig med, at jeg underbevidst føler trang til at invitere alle de nataktive væsener indenfor i varmen, men godt ved at det er en umulighed - alene på grund af deres iboende trang til at æde hinanden - så vrimler min fjernsynsskærm af underlige væsener, der ene og alene har til formål, at udrydde os mennesker.

Men som i alle go'e serier, sørger heltene for at det ikke sker, og at vi alle - the american way - kan læne os tilfredse tilbage i sofaen, slubre lidt mere kaffe i os, og se frem til næste "Det'-sgi-lige-før-Jorden-bli'r-udryddet"-afsnit af endnu en af de never ending stories, der er så uendeligt mange af.

Yoummmmmmm.....

Men skulle det nu virkelig ske - at vi opdagede, der havde været besøgende fra andre planeter eller universer her på vore lille hyggelige blågrønne stenklump - og at de havde efterladt teknologier eller redskaber, vi stadig mangler et par hundrede år om at være istand til at fatte - så ville verden som vi kender den, være en saga blot.

I løbet af meget kort tid, ville allerførst religionerne styrte i grus, og planetens beboere ville rædselsslagne forstå, at de var blevet bundet en masse løgne på ærmet.

Dernæst ville alle verdens regeringer begynde at knage i fugerne, og oprørske menneskemængder begynde at flokkes i gaderne - af nøjagtigt samme grunde. Fordi planetens beboere ville rædselsslagne forstå, at de var blevet bundet en masse løgne på ærmet.

Hvorefter en eller anden lille halvskaldet såkaldt regeringsleder, ville mere end overveje at afprøve alle de dér mega samlinger krudt og atomer, han havde fået skrabet til sig - med et næsten øjeblikkeligt gensvar af samme kaliber fra andre pressede regeringsledere, der ville se det som en måde at undgå sandheden på.

Altså - at få bevis for, at vi aldeles ikke er alene i universet, og at vi har været under overvågning i - måske- årtusinder - det ville risikere at kunne være slutningen på dén civilisation, vi har i dag. Og slutningen på livet på Jorden.

Sådan på kort sigt.

For universelt set, har vi mennesker og den natur/kultur vi lever i, kun været her ganske få øjeblikke af Jordens samlede eksistens. Og selvom vi tager højde for de millioner af år, det siges at have taget før livet endelig havde mulighed for at opstå, her på det, vi kalder "Hjem", så er der stadig så meget tid at rutte med, at indtil flere civilisationer på vores niveau - eller måske endda højere - ville have kunnet eksistere indtil de udslettede sig selv.

Hvorefter de naturlige kræfter på jorden - pladetektoniske bevægelser, indslag af meteorer, "survival of the fittest", og alt muligt andet - ville sørge for at efterlade så godt som ingen spor af, at disse havde eksisteret.

På den måde, er vi måske slet ikke - som nogen ellers tror - "Skabningens Herrer", men muligvis kun et ud af utallige "forslag", i et evigt pulserende, og evigt livskabende Univers.....

Men serien er nu meget god - det' femte gang jeg ser den........