Pludselig......

 

..... kommer det hele farende ind over mig. Alle årene, alle begivenhederne, alt det, der sendte mig på en detour af de helt store. En detour, der kostede alt, jeg havde kært.

På grund af en julefilm.

Jeg sad, som så mange gange før, på sådan en helt almindelig tirsdag eftermiddag i julemåneden, og tjekkede adspredt de mange tilbud på husalteret. Det der store, 55" TV, der sagtens kunne være mindre, og alligevel give mig den samme nydelse, oplevelse, eller adspredelse.

Bum.......

Pludselig er den der. 

En af de  - jeg var lige ved at skrive "sædvanlige" - amerikanske julefilm, hvor helten og heltinden naturligvis får hinanden til sidst. Ikke mindst på grund af heltindens bedårende datter, der med smut i øjnene og glæde i stemmen, får alt glimmeret, julesneen, og den tåbelige, romantiske julekærlighed, til at virke normalt.

Og pludselig revnede jeg. Den skal, jeg har gemt mit savn og min sorg inde bag ved, blev revet åben, og ud væltede alt det, jeg aldrig troede jeg ville kunne holde til at føle, vide, gense, eller tænke på. 

Al min savn efter de børn, der lukkede hårdt ned for skodderne for mange år siden, og som jeg kun har kunnet følge på tredie eller fjerde hånd. Og efter de børnebørn, jeg aldrig har fået mulighed for at lære at kende. Alle de tanker, der sirligt har været puttet til side, i et hjørne af min hukommelse, der har været mærket "Må ikke åbnes lige nu". Alle de tårer, der har været holdt inde, fordi "en rigtig mand græder ikke" eller "gråd er tegn på skyld".

Gu' er det ej. Gråd er tegn på sorg, og rigtige mænd græder gerne, hvis det er. Og skyld kræver benægtelse - og benægtelse gav jeg slip på, da jeg valgte at blive ædru.

Jeg havde bare ikke taget de sorte, glemte, dele af min hukommelse i ed. De steder, hvor minderne om dengang, havde puttet sig bag barrikader og ladet mig tro, at jeg ville kunne klare at tænke på dem - engang ud i fremtiden.

Men som jeg har lært, er Fremtiden altid Nu, for Nu er den eneste eksisterende tid for mig. En viden, der pludselig får det til at risle koldt ned af ryggen på mig - for, betyder det så, at der ikke kan være noget Håb ?

Eller - er Håbet kun, at jeg holder mig ædru én dag ad gangen ?

Nej - der er mere. For det MÅ der være. Der MÅ være et Håb om igen at kunne kramme mine børn - fortælle dem hvor højt jeg elsker dem, og hvor stærkt jeg har savnet - og stadig savner - dem. Fortælle dem - nej, vise dem - at den mand, der var dengang de smækkede portene i, for længst er ophørt med at eksistere. 

For uden Håb, er der intet Liv. Og uden Liv er der ingen Eksistens.

Stille lukker jeg øjnene, og lader mine tanker synke helt ind i centeret af mig selv. Lader de ord, der pludseligt har så svært ved at komme ud, danne sig, og i fred og ro stige op til overfladen, mens jeg tørrer tårerne af kinden.

Jeg kan ikke gøre min fortid om, men jeg kan vise at jeg erkender den. Vise, at jeg godt vil stå ved den - både de dårlige og de gode dele - selvom jeg ikke kan ændre noget som helst. Noget, jeg har vidst, siden jeg søgte hjælp den niogtyvende april totusindogseksten.

Dag for dag, minut for minut, har jeg levet med en viden om, at jeg hele tiden skal huske min Sindsro - til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre - mit Mod - til at ændre de ting jeg kan - og den Visdom - der skal til for at kende forskellen.

Men først nu, har jeg Mod til at erkende mit Savn og min Sorg - og til at dele den åbent.

For deles - det skal den. Uanset om den vil kunne medvirke til nogen form for genforening eller ej. Der følger nemlig aldrig krav med, når åbenhed og ærlighed - sorg og savn - eller kærlighed og håb - åbent lægges på bordet.

Handler det så om at gøre afbigt ? At stille mig op, og fortælle hele verden at jeg var et dumt svin, og at jeg gjorde det og det og det ?

Nej - for kun de, der har været ramt af mine handlinger, har krav på - ret til - at være en del af den åbenhed og ærlighed, der skal til. Men jeg kan kun gå til dem, og søge at gøre det godt igen såfremt jeg ikke derved skader dem eller andre. Noget, jeg accepterer, for det handler ikke kun om hvad jeg vil - men også om dem, og deres lyst til at være en del af det.

Stille tørrer jeg de sidste tårer af kinden, og nusser min hjerteven bag hans pelsede ører. Hans spinden kan føles helt ind i hjertet, og hjælper med til at lade mig sætte disse tanker på papir. For hans kærlighed er ubetinget og direkte. Og hans tillid ligeså.

Det kan jeg lære meget af.