søndag den 7. juni 2020
Coup de grâce
Pludselig opdager jeg en følelse, jeg aldrig havde troet ville opstå inde i mig nogensinde igen.
Tvang.
Jeg føler mig tvunget til det, jeg har gang i. Tvunget, til at sidde her bag skærmen og skulle skrive beåndede, vigtige, meningsfyldte, nødvendige ord. Tvunget, af de omstændigheder, der nedlagde mig første gang helt tilbage i januar, og som i slutningen af februar sørgede for at rive alt det væk, jeg havde bygget min hverdag op omkring.
Evnen til at udtrykke mig - evnen til at kunne fabulere i timevis over et vilkårligt emne, og alligevel stadig kunnet få meningsfyldte sætninger til at dukke op på skærmen. Som var det magi, fremmanet af min indre troldmand i gentagne Alla Kazilla Kazaaam-trylleremser, der fik universet til at eksplodere indvendigt i mig i skyer af adjektiver og adverbier - farvede af velsmagende ord, der efterlod indtryk af umami, salt, sødt - og til tider skrækfyldt rædsel.
Men magien har været væk.
Forduftet, forsvundet, flygtet sammen med alle de andre mærkværdigheder, der før-prop udgjorde mit Jeg.
Før-prop.
Egentlig et latterligt ord. Men inde i al den latterlighed, udtalen af et sådant ikke-eksisterende ord frembringer, ligger virkelighedens djævel og venter på at jeg endnu en gang vil forsøge at bane mig vej ned til dét, der tidligere kunne vække min indre poet, og som forhindrer mig i at tage låget af den ordvulkan der ligger i mit og "Fætter Len's vidunderlige adjektivkar".
Utallige dage har jeg siddet klokken 4 om morgenen, og bare stirret ud af vinduet, mens lyset brød frem og verdenen vågnede på ny. Tømt, uden ord, uden mulighed for andet, end famlende forsøg på at grave mig forbi det, der så effektivt har sat en stopper i udtrykkenes tidligere så brusende strøm.
Propperne.
Jeg føler mig tvunget til at fokusere på dem. Tvunget til at skulle beskrive mig selv ud fra det, der er sket, istedet for ud fra dét, jeg er.
Ganske uden evner til at kunne gøre andet, end vifte kraftesløst med den vilje, der er tilovers når dagligdagens kampe med evnen til at gå, evnen til at kunne synke, til at kunne aflevere det indtagne igen, til at kunne holde balancen, til at kunne føle smerte i venstre side, til at kunne..........
Og hele tiden kræver kroppen Tid og Ro, til at kunne reparere det, der skal repareres. Til at bygge nervetråde op igen. Til at genopdage det, der tidligere bare eksisterede og virkede uden jeg skulle tænke over det.
Tid og Ro - til at kunne leve, og bevæge mig så uendeligt langsomt videre op ad den vej, der forhåbentlig bringer mig tilbage til en hverdag meget lig den, der var til stede før syttende januar's og hele februar's pludselige indhug i det, jeg troede var mig.
Intet bliver det samme som før.
Alt er for evigt forandret af en flok små klumper et-eller-andet, der satte sig fast - eller for enkelte af dem bare bevægede sig ultra langsomt gennem smalle blodårer i den der grå klump bævrende celler, der er min bevidstheds bopæl i dette liv.
Nogle af dem valgte at lamme min højre side og fratage mig mit sprog. Et ufatteligt torturredskab - ikke at kunne få de sætninger, jeg tænkte, frem til og ud over mine læber. Men som kun tillod mig at lyde som en uartikuleret idiot.
Andre valgte at fratage mig mit syn - sende øjnene i hver sin retning og give mig det ondeste dobbeltsyn nogensinde, og få en vanvittig svimmelhed til at skære gennem min hjerne og forhindre enhver form for rationel tankegang, men som samtidig fremkaldte uendelige mængder af eksplosive, om end kraftesløse opkastninger.
Hele tiden med den underliggende ganske klare forståelse af, at livsafslutningen kun var ét enkelt skridt væk, og en skræmmende klar viden om, hvor uendeligt let det ville være at tage dét skridt - og hvor uendeligt svært det ville være at undgå det.
Til sidst - den treogtyvende februar - Le Coup de Grace, der skulle have udfriet mig af alle mine lidelser, og sendt mig videre ad regnbuebroen - eller gennem tunnelen - eller hvilken poetisk beskrivelse, der end kan hæftes på det, der sker når man forsvinder fra det her liv.
Den sidste prop.
Klumpen, der mens jeg sov, valgte at sætte sig på hjernestammen, og smertefrit blokere for alt det, der kunne holde mig i live. Så ville jeg på den måde, have sovet stille ind.
Heldigvis fik den ikke lov til at fuldføre sit arbejde - det sørgede mit vidunderlige sjæledyr - min elskede ven Samson - for. Han vækkede mig ved at slikke, bide, kradse, miauwe, næseskubbe mig frem til vågen, så jeg kunne føle, hvad der var ved at ske, og trods den begyndende følelsesløshed ringe til alarmcentralen. Han ville nemlig ikke af med mig, og mente åbenlyst at jeg havde mere at lave her, hvilket jeg kun kan give ham ret i, trods min krops åbenbare lyst til at slukke for lyset.
Men det er så dén, jeg har kæmpet med lige siden - hjernestammeproppen. For den efterlod mig stum, ude af stand til at kunne synke, ude af stand til at kunne aflevere mit affald, og ude af stand til at kunne fokusere.
Samt ude af stand til at kunne føle smerter i venstre side af kroppen og højre side af hovedet. Ikke lammet, for jeg har hele tiden kunnet føle tryk og berøring. Men smerteløs, så ingen af mine smertenerveceller virker. Hele kroppens forsvarsanlæg nedlagt i venstre side samt i højre side af hovedet. Med det resultat, at tarmene i venstre side ikke rigtig gider fungere - hvilket forsøger jeg at træne dem op til at gøre igen.
Hele tiden hedder det bare træne, træne, træne. Sensibilisering af smertenervecelleender, styrkelse af balance, genopbyggelse af energidepoter - og uendelige mængder af træthedsanfald.
Bare ikke rigtig nogen lyst til - eller mulighed for (jeg er ikke sikker på, hvilken af de to muligheder der er den rigtige), at kunne udtrykke det hele på samme poetiske, finurlige måde, som jeg havde før-prop.
Så nu tvinger jeg mig selv - til at skrive, til at udtrykke, til at blotlægge - alt det, der er mig igen. Og jeg undskylder på forhånd, såfremt jeg skulle komme til at virke trættende, irriterende, med alt for mange beklagelser og alt for lidt accept af situationen. For jeg ved godt, at vejen tilbage til livet, vil være brolagt med masser af snublen, fald, og knæskrabende situationer, der dog trods alt vil kunne medvirke til et fremtidigt nyt liv.
Jeg har jo prøvet det før - det der med at starte fra scratch igen. Sidst jeg gjorde det, er langt over fire år siden - og dét holder stadig vand (i dag). Så mon ikke den filosofi, der har bragt mig gennem de ettusindefemhundrede dage, der er gået siden jeg valgte at blive ædru, også vil kunne bringe mig gennem i dag - og måske de kommende dage også, det kan kun fremtiden afsløre - bare jeg nøjes med Én Dag Ad Gangen, og gør denne ene dag bedst mulig.
Dét - kan jeg med Sindsro sige Ja Tak til.
Etiketter:
En dag ad gangen,
Propper
Abonner på:
Opslag (Atom)