Andre Sider af mig

onsdag den 29. marts 2017

Dagen i dag er fyldt med.......


......ord :

Djævelen hviskede i mit øre: "Du er ikke stærk nok til at modstå stormen."

I dag hviskede jeg i Djævelens øre: "Jeg er Stormen."

......humor :

I dag er høflighed blevet så sjælden, at folk tror man flirter.

...... erkendelser:

Hvert eneste øjeblik kan være en ny begyndelse.

......opdagelser :

Clinomani : Et udtalt ønske om at blive i sengen.

......viden :

I dag er det 11 måneder siden, at jeg var mør og blev ædru.

......konstateringer :

I dag er den første dag i resten af mit liv.

Så kære venner, tillad denne lille nyctofile skribent at bruge dagens blog på at lade ovenstående sentenser stå alene, og nøjes med dagens allerbedste opdagelse :

Ryggen er rank, og modet på plads - for jeg holder mig ædru.

En dag ad gangen.


tirsdag den 28. marts 2017

Pausetanker


At være i en depression er ikke særligt rart.

Hvilket I sikkert også har bemærket, at jeg på indtil flere måder har givet udtryk for gennem de sidste mange indlæg her på bloggen.

Udtryk, jeg undervejs har haft sværere og sværere ved at give, fordi jeg har kunnet føle mørket sænke sig mere og mere over mig. Det der depressive nu-står-det-hele-sgu-stille mørke, der kan få alting til at ske i absolut slowmotion, og sænke udtrykkene helt ned på Ja/Nej-niveau.

Hvor jeg sidder og bare stirrer ud gennem mine vinduer, uden egentlig at opfatte den verden, der folder sig ud uden for dem, og ganske enøjet fokuserer på helt basale ting.

At være ædru og overleve som tænkende, åndende, levende, følende væsen.

Og pludselig går det op for mig, at jeg har været her før.

At jeg har oplevet den samme type uforståenhed og negativitet, dengang min forhenværende samlever gik fra mig sidste år. Den samme type provokationer, der kun er beregnet på at få en reaktion frem, som den anden - læs: min samlever / min sagsbehandler - forventer, for at kunne slå ud med armene og triumferende sige: "Der kan I se, jeg sagde jo at han var sådan......"

Dengang reagerede jeg ikke som forventet, og provokationerne tørrede ud, mens jeg med Sindsro i sjælen blidt smilende lod dem forsvinde.

Det kan jeg ikke gøre nu.

Hvorfor ? Fordi der ikke er en personlighed bag, som provokerer af personlig grund, men et system, hvor sagsbehandleren gemmer sig bag love, regler, og paragraffer, mens provokationerne bliver affyret med staccato maskingevær-agtig hastighed. Og hvor der ikke - til forskel fra dengang med min kærlighed - overhovedet bemærkes, at der er et menneske bag målskiven.

Min tidligere forlovede havde i det mindste en personlig interesse i at forsøge at få mig til at eksplodere, og reagere med vrede og irrationalitet. Hvilket var medvirkende til, at jeg kunne undgå at gøre netop dét.

Det System, jeg er oppe imod, har ikke den slags personlig interesse i at knække mig - det håber jeg da i det mindste ikke, min sagsbehandler har - men gør det kun, fordi der står i gældende love, regler og paragraffer, at Systemet kan, må, og helst skal. Derved kan det samfund, der betaler lønnen, nemlig spare på de fælles udgifter.

Og så skidt med, at jeg måske knækker, og risikerer alle mulige indlæggelser og behandlinger, med medfølgende udgifter til psykofarmaka og psykolog/psykiater.

Det er nemlig en anden kasse, der skal betale dette...........

Suk.

Udenfor mit snavsede vindue skinner morgentågen med en lidt syg, grå glans, og mine fjerede venner slås om de få frø, der er tilbage på jorden, mens de med skingre lyde forsøger at jage hinanden væk fra maden. Istedet for at deles om det, der er.

Hvor kan livet dog være ens.


lørdag den 25. marts 2017

På tålt ophold.


Indrømmet.

Livet har behandlet mig bedre, end det gør lige i øjeblikket. Det er ved at være længe siden, jeg sidst sad og bare kiggede lige ud i luften, med en hjerne der var gået helt i baglås. Hvor det, at tillade mig selv at tænke på, hvad livet bød og ville byde mig de kommende dage, virkede direkte livsfarligt.

Og hvis ikke jeg netop havde været tvunget udenfor, for at aflevere noget lånt til mine dejlige naboer, havde jeg sandsynligvis ikke siddet og skrevet det her. Så havde jeg stadig siddet og kørt i ring med den samme tanke.

Den, der siger : "Hvad nu?"

Hvad nu med boligen. Hvad nu med økonomien. Hvad nu med helbreddet. Alle disse pludseligt ubesvarlige spørgsmål, der truer med at tage magten.

Men som ikke får lov.

På min facebook-side har jeg idag følt det nødvendigt, at citere en sang med Philipa Bulgin og Danser Med Drenge - den, der hedder Kolde Hjerter - og jeg tror jeg vil slutte dagens blogindlæg af med netop teksten til denne sang.

Den siger nemlig efter min ringe mening næsten alt om, hvordan jeg har det indeni lige nu. Bortset fra, at jeg mangler den der specielle person, jeg ifølge teksten skulle kende, der altid er der.......

Jeg ved, hvordan det er
at være helt alene
jeg ved, hvad det vil sige
når ingen folk forstår
og du er ensom og stolt
men hvorlænge kan du klare dig ?
når vennerne falder en for en
så ved du hvor du har mig
Der er altid folk med kolde hjerter
som aldrig vil forstå
nogen svigter, når det virkelig gælder
nogen, du troede, du ku' stole på
Der er folk, der lever hele livet
som altid ser den anden vej
men du kender en, der altid er der
når du har brug for en ven
der forstår dig
Og de gi'r ikke op
førend du har bøjet hovedet
og de ta'r aldrig fejl
og de kan ikke siges imod
men de bli'r bange for dig
for du er ikke ligesom de er
de løber aldrig nogen risiko
ta'r aldrig nogen chancer
Der er altid folk med kolde hjerter....

fredag den 24. marts 2017

Kryds dit spor, flygtning......


Du skal ikke tro, at du er noget.

Noget af en slidt frase at starte dagens blog med, men ikke desto mindre er det det, der åbenbart er det gennemgående princip i behandlingen af sygemeldte borgere. Især når det drejer sig om at skulle vurdere, om en borger er syg eller ej, samt om samme borger kan tillade sig at forsøge at ændre sin egen situation.

Men eftersom jeg jo ikke kender noget til nogle af alle de andre sygemeldtes situation, så lad mig tage afsæt i mig selv - det er jo trods alt den person, jeg kender bedst.

Jeg har efterhånden været sygemeldt et godt stykke tid - rent faktisk siden 10. måned 2015, hvor jeg gik i brædderne med en kraftig depression, forårsaget af stress, samlivsproblemer, alkoholmisbrug, og et helbred, der allerede dengang aldeles ikke var noget at skrive hjem om.

Hjerteproblemer, tarmproblemer, leverproblemer, galdeblæreproblemer, og et blodtryk, der konsekvent lå i den livsfarlige afdeling.

Alt det har jeg vist uddybet indtil flere gange i tidligere blogindlæg, så dyk ned i mængden af daglige indlæg, og læs løs - der er både mulighed for små hyggelige godnateventyr, samt decideret mareridtsfremmende grumheder - hvis det er det, du vil.

Det er nemlig ikke mit helbred, eller min lange kamp for at komme gennem sygehusvæsenet og alle mulige andre behandlinger, der gerne skulle hjælpe med til at gøre mig istand til at deltage i samfundet aktivt igen, jeg vil tage fat i i dag.

Men det, at jeg er røget ind i en mølle, der ikke ser ud til at have andet formål, end at nedbryde det spirende selvværd, mit nyfundne jeg har arbejdet så hårdt på at fremdyrke.

Et selvværd, der gerne skulle kunne ende med at bære mig ud fra positionen som syg, og over i en stilling som et raskt og produktivt medlem af samfundet.

Systemet skal nemlig bestemme alt, hvad jeg gør. Som var jeg et børnehavebarn, med indlæringsvanskeligheder, eller en, der er sat udenfor indflydelse og under administration.

Når jeg så søger at hjælpe mig selv ved at gøre noget aktivt, for eksempel gennem frivillligt, ulønnet arbejde, får jeg at vide at jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at hjælpe andre, for eksempel gennem det, at kunne være bisidder i retslige situationer, får jeg at vide at jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at inddrage min læge og søge konsultation ved samme, fordi jeg er ved at knække sammen igen, og føler mig på vej ned i depressionens mørke på ny, får jeg at vide jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at gøre hvad der bliver bedt om, og pligtskyldigst høfligt forespørger om lov til at gøre ovenstående - får jeg at vide at det er den forkerte person, jeg har spurgt, og at  jeg skal spørge den r i g t i g e person først. Ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Alt imens jeg bliver bestormet af henvendelser, der alle advarer mig mod at være åben og ærlig omkring min situation på både Facebook og Blog'en. Advarer mod at skrive, som jeg gør, for hvis det bliver læst af Systemets behandlere, kunne disse jo blive stødt, og ikke behandle mig og min sygesag som loven ellers foreskriver.

Altså en indskrænkning af retten til at udtrykke mig frit - ytringsfriheden.......

Jeg nægtede længe at tro, at der i min hjemkommune fandtes sagsbehandlere, der ikke søgte at hjælpe borgeren på borgerens præmisser, men som kun søgte at undgå udgifter for kommunen. Og et eller andet sted i den tillidsfulde barnlige del af min hjerne, tror jeg da også stadig på det bedste i det enkelte menneske, hvad enten dette er chauffør, psykolog, eller sagsbehandler.

Men jeg ved nu igen, at Janteloven eksisterer.

Jeg mærker den nemlig på egen krop, når der bliver reageret som beskrevet tidligere fra det System, der i mange år har modtaget mine skattepenge, så jeg kunne håbe på at nyde godt af de velfærdsgoder, der var, hvis der var brug for det.

Og jed ved, at havde jeg ikke haft de værktøjer, jeg fik i min behandling på Møllen sidste år, var jeg for længst bukket under igen, og ville højst sandsynligt sidde i en grøftekant lige nu, eventuelt med en lille hund som eneste selskab, med en flaske æblebrændevin i hånden og med at fuldstændigt formørket syn på tilværelsen og på mit eget liv. Et liv, der sikkert heller ikke ville vare alt for længe derefter.

Men isen er ved at være tynd under mig, når jeg kan sidde og føle sortheden sænke sig over et ellers solbeskinnet landskab, og for mit indre øre igen og igen høre de samme strofer:

Du skal ikke tro, du er noget.

Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

Du skal ikke tro, at du ved mere end os.

Du skal ikke tro, at du er mere end os.

Du skal ikke tro, at du dur til noget.

Du skal ikke le ad os.

Du skal ikke tro, nogen bryder sig om dig.

Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.


Min fejl er nok, at jeg tror .............




torsdag den 23. marts 2017

Den kriminelles kvalme.


Jeg har kvalme.

En af den slags, der kommer helt nede fra mavesækken, og giver den der ubehagelige fornemmelse i mund og svælg. Og som har en fornemmelse af sygdom med sig - svimmelhed, ubehag, flimren for øjnene, og en uafbrudt lyst til at ofre alt det dejlige mad, jeg har spist i dag, til den store toiletgud.

Det er nu ikke fordi jeg vil have dig til at styrte hen til telefonen, kære læser,  og hasteringe efter en skidt-tilpas-bil til mig. Ej heller har jeg ønsker om at have Mester Doktor til at kigge mig dybt ind i øjnene og mumle utydeligheder på latin.

Jeg ved nemlig godt selv, hvor hunden ligger begravet.

Jeg har jo lige været indlagt på Livsstilscenteret i Brædstrup i 4 dage. Hvilket ganske naturligt har medført indtagelse af en masse velsmagende, veltillavet, og dejlig mad.

Som - skal jeg skynde mig at slå fast - intet har at gøre med min kvalme. Men mere med det faktum, at jeg har bevæget mig f r a Centerets trygge rammer og t i l mit hjems åbenbart utrygge samme på Djursland.

Og nej, det er heller ikke hverken kørselen eller det køretøj, min medpatient - som var så pragtfuld at tilbyde mig at køre med, da kurset var færdigt - kørte i, der ligger bag den nu temmeligt kraftige kvalme fornemmelse i min krop og mit hoved.

Og som måske kan ende med, at føromtalte pragtfulde mad, foretager en katastrofeevakuering af mit fordøjelsessystem. Måske endda med udnyttelse af begge exit-muligheder.

Den skyldes et brev.  Endda et elektronisk et af slagsen.

Jeg var nemlig så heldig, at jeg modtog et e-brev fra den systemtildelte sagsbehandler, der i ganske klare vendinger gjorde mig opmærksom på, at jeg var kriminel.

Jeg har nemlig begået et ulovligt fravær fra den til mig tilbudte deltagelse i Projektcenter og Træning, jeg skulle have været medvirkende i, ugen før jeg blev indlagt.

Godt nok havde jeg pligtskyldigst sørget for at melde afbud i god tid før - ikke til sagsbehandleren, men til lederen af det tilbud, jeg skulle have deltaget i - samt berettet, at jeg meldte fra, fordi jeg skulle i retten som bisidder for en god ven.

Det må man åbenbart ikke, så nu kan jeg forvente at blive trukket en dagløn i min i forvejen betragteligt minimerede indtægt. Så kan jeg lære det, kan jeg.

Samtidig fik jeg besked på, at jeg fremadrettet - skørt ord, jeg ved det godt - skal sørge for at lægebesøg og behandlinger ikke kommer til at ligge på de dage, hvor jeg forventes at deltage i det mig påbudte tilbud .

Puff - sagde det, og straks var det meste af det positive input, min indlæggelse denne gang havde givet mig, væk. Og en sort sky samlede sig inde i mit lille, men dog endnu brugbare hoved. I det mindste formoder jeg da, at det er brugbart - jeg har jo ikke spurgt om lov til at bruge det endnu.

Derfor, kære læser, startede en kriminel kvalme med at samles i min krop og i mit hoved, undervejs i den pragtfulde Volvo, jeg og min medpatient kørte i, og har nu - helt seriøst - ødelagt min hjemkomst fra en ellers vidunderligt givtig indlæggelse.

Så på stående fod er min kære hjemkommune igang med at sørge for, at jeg kan smide to indlæggelser på Livsstilscenteret i papirkurven, samt påbegynde en tilbagevenden til den depression og det stress, de lægehenviste ophold ellers var beregnet til at hjælpe mig af med, så jeg igen kunne blive et produktivt medlem af samfundet.

Jeg havde hørt om, men aldrig troet på, at den type påvirkning fra det offentlige, kunne fremkalde direkte fysiske symptomer.

Nu ved jeg bedre.

Men selvom jeg måske er nødt til at forlade tastaturet, for at styrte ud og ofre indholdet i min mavesæk til toilettet, og samtidig føler dybet fra depressionen kravle ned over hovedet på mig, er der én ting, jeg ved ganske klart.

Jeg tager 24 ædru timer mere.


tirsdag den 21. marts 2017

Mavekneb.



Endnu en gang er dagen gået, som dagene her på centeret vel altid gør. Med masser af god mad, og interessante foredrag / oplysninger, der på ny sætter tankerne i gang.

Egentlig er det underligt, at jeg i løbet af kun et par dage, begynder at identificere mig med de mennesker, jeg er indlagt sammen med. Men også ganske dejligt, at kunne opleve andre med de samme tanker, problemer, og synspunkter. For når det drejer sig om at ændre livsstil, er det skønt, at have nogen at gøre det sammen med.

Indrømmet. Jeg har måske ikke helt den samme overvægt som andre på centeret. Men så har jeg til gengæld mine egne levemåder, der meget gerne skal ende med at være ændret radikalt. Siden jeg startede første gang på stedet, er jeg smuttet ned på 84 kg - en vægt nedgang på knapt 16 kilo, når jeg ser på den vægt, jeg havde inden jeg lagde mit liv om.

Så på dét sæt, kan jeg være ganske tilfreds med indsatsen. Men så er der lige det der, med at fastholde de 6 daglige måltider, og fastholde den sunde levevis.

Det er straks noget sværere.

For indrømmet, det er lidt for let at "komme til" at købe de forkerte råvarer, eller smutte en rulle af de der vidunderlige fyldte kiks og en omgang franske vafler, med ned i kurven, når jeg er på indkøb.

Undskyldningen hedder hver gang, at der jo skal være mulighed for at synde bare en lille smule ind i mellem.

Jeg tror efterhånden, at den der lille smule synd, er skyld i min vægts stagnation, og min maves begyndende protesteren igen. For protestere - dét har den gjort de sidste mange uger før jeg tog afsted på det her ophold. Det er lige før, jeg har kunnet høre hvordan mine tarme desperat forsøgte at kyle de mere usunde madvarer igennem systemet i en fart, så de ikke satte sig a l t  for meget på sidebenene.

Og indtil nu, er det da gået. Så nogenlunde. Tror jeg nok. Måske.

Suk.

Nej, jeg må indrømme for mig selv, at jeg er nødt til at bruge det, jeg lærer hernede til at sørge for at kunne holde fast i den sunde måde at leve på.

For ligesom jeg risikerer tilbagefald  til mit alkoholmisbrug, hvis ikke jeg på daglig basis holder fast i og bruger de værktøjer, jeg har fået i behandlingen, skal jeg også på daglig basis holde fast i og bruge de enkelte, men logiske værktøjer, jeg får udleveret på de tre gange 4 dage, jeg er her på Livsstilscenteret.

Det skulle da ikke være så svært, vel ?

mandag den 20. marts 2017

Plask,pinligheder og almen munterhed.


Som flere af jer efterhånden har fundet ud af, så er jeg taget afsted på endnu et ophold på Livsstilscenteret i Brædstrup.

Et lægehenvist, tre gange 4 dages ophold, med tre måneder mellem hvert besøg, for at få hjælp til den livsstilsændring, der har været nødvendig for at jeg kunne komme  mig efter de mange års misbrug, og samtidig medvirke til en tiltrængt decimering af min vægt.

Men det er de færreste af jer, der ved, hvad der i det hele taget sker, på sådant et center. Så lad mig - for denne ene gangs skyld -  tage jer med på en enkelt dags rejse gennem vidunderlighederne på stedet.

Det hele starter - sådan begynder vel ethvert godt eventyr - med at jeg står frysende udenfor min bopæl, og venter på at blive hentet af den Flextaxi, der skal bringe mig hele vejen til Brædstrup.

En skøn morgen at tage afsted i, selvom fuglene lyder som havde de frosset stemmebåndene over, og vinden truer med at blæse istapper ud af mine næsebor. Men jeg glæder mig, og er slet ikke bekymret for, om taxaen nu skulle være forsinket igen.

Det var den ikke, så det var med et lettelsens suk, jeg satte mig ind i varmen, og skyndsomst sørgede for at blunde, mens jeg blev kørt gennem det langsomt vågnende Djursland, og via motorvejen nåede frem til bestemmelsesstedet.

Alt ser ud som det gjorde sidst - lige fra den hotel-receptionsagtige modtagelsesdisk, og til de ventende medpatienter, der alle har det der lys i øjnene, der siger, at NU skal det være. NU skal der ske ændringer i enten vægt, levevis, afhængighed, eller hvad grunden til besøget på stedet end måtte være.

Langsomt begynder den mølle at male, der gennem de næste fire dage skal medvirke til at få os allesammen motiveret til at gøre det, vi har sat os for. Og samtidig udstyre os med værktøjer, der kan gøre vejen derhen både lettere og sundere. Værktøjer, jeg stiftede bekendtskab med, på mit første besøg på centeret, og som har hjulpet mig til at få et lidt sundere, lidt raskere liv.

Sengetøjet bliver udleveret, nøglen til værelset langes over disken, og det uundgåelige spørgsmål, om man har været udsat for MRSA siden sidst - jeps, det skal de faktisk spørge om - bliver stillet. Og den medbeboer, jeg skal dele mit værelse med de næste fire dage, bliver fundet.

Dagens program er som altid sprængfyldt med informationer og nye måder at se tingene på. Samt  gentagelser af de ting, jeg sidste gang nød at medvirke til. Herunder naturligvis de seks måltider, dagen kommer til at bestå af.

SEKS MÅLTIDER ! Jeg kan næsten se øjnene spile sig op i forundring, men jo - det er rigtigt nok.

Der bliver spist seks gange i løbet af en dag på centeret. Tre hovedmåltider, og tre mellemmåltider. Og tro mig, der sker ting og sager med forbrændingen, når man begynder at sætte de utroligt velsmagende og sunde produkter, køkkenet serverer, til livs.

For selvom det lyder af meget, er der totalt set ikke flere kalorier i dagens indtag, end absolut nødvendigt for at klare det daglige program.

I løbet af dagen når jeg også at blive udsat for lidt af hvert - rent oplevelsesmæssigt. Fra øjeblikket, hvor et inspirerende foredrag om søvn, pludselig bliver til en debat om NPK-medlemskab og dettes indflydelse på en sund og afslappende søvn.

Over den hyggelige og smilende fællesmobning, min værelseskammerat og jeg udsætter hinanden for, til de anstrengende øvelser i det vidunderlige varmtvandbassin, der efterlader kroppen fuldstændig bombet, og sindet behageligt tilpas.

Det hele garneret med gensynsglæde, når man opdager en af de andre fra sidste gang, og nysgerrigt varme spørgsmål fra og til en af de nye.

Det er nemlig sådan, at opholdet jo består af tre moduler, med tre måneders mellemrum. Hvert modul besøges så af en skønsom blanding af førstegangspatienter, andengangsdrevne, og sidstegangseksperter. For nu at give os allesammen den credit, der ligger i at være fælles om at komme frem mod en sundere tilværelse.

Og så er der naturligvis også en kontaktperon, der kan tage sig af de mere personlige spørgsmål og bekymringer, den enkelte måtte have, på en både sober og professionel måde. Et menneske, der følger mig helevejen, og som laver opfølgende telefonopkald, i perioden indtil næste tur på centeret.

Og altid med et smil på læben.

Alle på centeret smiler. Har varme i øjnene, og glæde i stemmen, når der snakkes sammen. Hvad enten det er personale, eller patienter, opleves hele dagen som en stor varm fælleshed, der virker som en selvfølgelighed, man bare havde glemt eksisterede.

Naturligvis skal jeg igen vænne mig til, at alting  bliver stillet på hovedet de næste fire dage. Jeg skal igang med at træne dagligt, hvad enten det er i varmtvandsbassinet eller i træningscenteret, samt overtale min mave til at indtage det, der efter første dag virker som en uoverkommelighed at spise sig igennem.

Men som smager, så englene synger.

Så nu sidder jeg her, bag den hyggeligt blinkende skærm på den ene af de to accepterede netcomputere - vi er her jo for at være sammen, mens vi lærer at leve sundere, ikke for at surfe og se underligheder på nettet - og forsøger at bringe jer lidt tættere på, hvad der egentlig sker, mens jeg er her.

Og med det i tankerne, samt med en viden om morgendagens spændende aktiviteter, jeg ikke ville være foruden  - jeg skal blandt andet starte dagen med træning i bassinet kl 06:30 - jubii - vil jeg forlade  blog'en for i dag - og kaste mig ind blandt de andre, til endnu en af de mange, hyggelige snakke og samvær, jeg ved, opholdet er fyldt med.

Hov - jeg glemte helt at fortælle jer, hvad det der NPK-medlemsskab består af. Slemme mig - det må jeg straks sørge for at bringe iorden.

Det er jo sådan, at jo ældre man bliver, jo mere får man visse natlige trange, der giver direkte adgang til den hastigt voksende NPK-klub.

Nat Pissernes Klub. Så nu ved I det.

Go'nat - og sov godt........

søndag den 19. marts 2017

Intermezzo


Nej, dette er ikke en fortsættelse af Fantasy-historien om det gode skib "Jeg".

Den holder lige en pause, mens jeg kortvarigt smutter væk hjemmefra, og kaster mig ud i endnu en omgang på Livsstilscenteret.

Det er nemlig blevet tid til at kigge lidt på mig selv og min krop igen. Rent faktisk er det noget, jeg har set frem til lige siden jeg var på centeret sidste gang. Hele opholdet dengang var en ren win-win for lille mig, og mine mange mærkværdigheder.

Så det bliver nok med mellemrum, at jeg kommer til at lægge indlæg op på blog'en i de næste 4-5 dage. Forhåbentlig får jeg så til gengæld "tanket op" af gode idéer og samtaler, der alle kan være medvirkende til at fastholde og måske endda udbygge den livsstilsændring, jeg startede sidste år.

Det, at erkende min magtesløshed overfor den sygdom, jeg lider af, og som gennem hele livet har sat dagsordenen for næsten alt, hvad jeg har begået af både gode og - måske især - dårlige ting, er jo ikke nødvendigvis nok til at få livet til at blive godt.

Der skal andre boller på suppen, hvis ikke erkendelsen og Sindsroen skal gå fløjten, og ende med et ordentligt "plask" tilbage i hele det rod, der var dengang. Så for at få mit liv til at ændres permanent, og minimere alle mulighederne for tilbagefald, gør jeg så meget som det overhovedet er mig muligt, herunder blandt andet det lægehenviste tredelte ophold på Centeret.

Jeg vil nemlig gerne leve det gode liv, uanset hvor langt eller kort dette bliver.

Bedre sent, end aldrig.

Så, kære læsere, de af jer, der bider negle i spændt afventen på, om skib, kaptajn, og besætning overlever, eller om de skal udsættes for endnu flere vanvittige farer på deres vej gennem Livets Vand - I må bide neglene lidt kortere.

I mellemtiden negler jeg lige 24 timer mere - én dag ad gangen.


lørdag den 18. marts 2017

Stå aldrig til søs..... fortsat

Andet kapitel

(Første kapitel finder du her - "Det Gode Skib Jeg")

Overstyrmanden

Sind bandede lavmælt, mens han desperat svingede tarmpisken over Nederholdets rygge. Godt nok havde kaptajnen bragt dem i mange farlige situationer i løbet af de mange år, han havde kendt ham, men denne........

Han mærkede nakkehårene rejse sig, da han forestillede sig hvordan Hjemløshedsklipperne ville skære hul i den eneste virkelighed han kendte, det gode skib "Jeg". Og kunne næsten føle, hvordan han selv ville blive flået af den virkelighed, de knivskarpe klipper stod for.

Hvis nu bare Systembåden ville opdage, at den styrede i den forkerte retning. Men det var vel for meget at håbe på, at den styrende Systemsamvittighed ville opdage noget så simpelt, som muligheden for at miste en båd på slæb. Den ville vel ikke engang opdage det, og bare fortsætte lystigt tøffende ud i horisonten.

Han for op i forstavnen, for at holde øje med det tynde tovværk, "Jeg" nu var blevet udstyret med som slæbereb, men da han søgende lod blikket glide langs dette, var der noget andet, der fangede hans opmærksomhed i horisonten.

En åbning, af den slags han og kaptajnen havde set så mange gange, lå direkte i "Jeg"'s sejlretning, og tilbød mulighed for - kortvarig - sikker havn for både skib og mandskab. Men efterfølgende ville indholdet bag den, langsomt fortære både skib og mandskab. Kun få slap ud af dens stramme greb, og mange havde slet ikke lyst til at forlade den, når først de var kommet ind bag den.

Tre gange - mindst - havde han og kaptajnen haft den tvivlsomme fornøjelse at styre "Jeg" ind i et længerevarende ophold bag sådanne åbninger. Og lige så mange gange havde det kostet dem næsten alt, at slippe ud igen. Men det var lykkedes dem, med skrammer overalt, og med styretøj og maskinrum i en forfærdelig forfatning, at få hevet skib og besætning ud gennem helvedet i åbningen igen.

Mandskabet havde ikke set den endnu, men han kunne mærke, at de havde sanset noget var på færde. Ryggene sitrede, og næserne vejrede i vinden, som kunne de lugte indholdet bag åbningen. Hurtigt skyndte han sig at sørge for, at deres opmærksomhed ikke blev fanget af det tillidsvækkende, men dog så forræderiske syn, og løb samtidig alt hvad han kunne op mod kaptajnen.

"Skipper, for fanden, pas på ! Åbning forude ! Og den er bayersk !!", råbte han hæst, og så hvordan kaptajn Hjernes opmærksomhed med et ryk vendte sig for at se, hvad han mente. Han så også, hvordan Hjernes øjne spilede op, da denne så de spritdampende skyer, der omgav åbningen, og det gik op for ham, hvad der var forude.

Flaskeåbning. Grøn og indbydende stod den klart i stormen, og lokkede for at trække dem alle indenfor. Systembåden var allerede på siden af åbningen, og tøffede uforstyrret videre. Intet System ville nogensinde opdage en sådan havn, om den så blev plantet på skødet af samtlige ledere.

Men det gjorde Hjerne. Og Sind kunne se, hvordan kaptajnen fortvivlet vaklede hen mod muligheden for at kappe Systemtovet, og drive ind i smult vande bag Flaskehalsens lokkende åbning. Bistert bandende for Sind op på siden af kaptajnen, og hvæsede hæst ind i ansigtet på ham: "Ikke igen, kaptajn ! Sidst var du ved at koste os alle livet, og smadrede næsten alt af betydning på skibet, så jeg vil ikke lade dig gøre det igen. "

Sind løftede den barkede næve, der var blevet formet af utallige slagsmål med utilpassede Strøtanker og giftige Hadefuldheder, og viftede den truende foran sin kaptajns øjne.

"Du ved, at jeg er nødt til at banke lyset ud af dine øjne, og bevidstheden ud af dit hoved, såfremt du styrer os derind. Alt det, vi har nået sammen, du, jeg, og mandskabet, vil være tabt på gulvet igen. Og denne gang ved jeg mandskabet ikke vil finde sig i det. De flygter fra os, og så står vi med et dødt skib, uden mulighed for  at komme videre på Livets Vand. Er det det, du vil, skipper ?", råbte han vanvidsrasende hæst, mens tankespyttet stod ham ud af munden.

Kaptajnens øjne, der havde fået en vanvittig glans ved synet af den lokkende åbning, mistede langsomt denne, og fokuserede flovt, men  nøgternt på Sinds bønfaldende ansigt. Hans greb om det blanke ror blev strammere, og ryggen rankedes.

"Sind, gamle ven," sagde han hæst," det var lige før jeg faldt for fristelsen. Jeg havde vist glemt, hvad der skete de andre gange, vi sammen sejlede ind i den slags åbninger. Sørg for mandskabet er beskæftiget, så de ikke ser at vi sejler forbi. Jeg gruer for, hvad der ellers kan ske."

Sind nikkede kort, og for derefter ned blandt mandskabet med tarmpisken højt hævet. "Kom i hug, i celleforstyrrede blodplader. Tro ikke, at jeg ikke har set I forsøger at skulke fra jeres arbejde !", lød det fra hans nu let smilende læber.

Sagte duvende drev det gode skib "Jeg" forbi mundingen, og fortsatte efter Systembåden. Vinden havde løjet lidt af, mens mandskabet havde kæmpet for at holde skibet på ret vej, og Sind trak vejret dybt af lettelse over at have undgået den pludselige fare.

Han vidste, at det kun var kortvarigt, den aftagende vind ville tillade dem at slappe af, så han sørgede hastigt for at Topholdet var forberedt på det, der ville komme. Og ganske rigtigt ramte vinden dem igen med fuld kraft, da de havde lagt den forræderiske åbning bag sig, og flåede i masternes tolvstrengede sejlholdere.

Pludselig hørte han en svagt syngende lyd bag sig. Det lød som havde nogen fanget en Sindsro, og delt den ud gennem vinden. Sind kunne næsten mærke den i sine fødder, som var det hele skibet der vibrerede i medlyd. Da gik det op for ham, at lyden var blevet skabt af Topholdets arbejde i "Jeg"s Hjerterum, og nu deltes videre gennem hver en planke og hvert et søm i det gode skib.

Både Top og Bund nynnede med, kunne han se, og selv kaptajnens læber bevægede sig, opdagede han da han drejede hovedet.

Skibet var, trods storm og Systemfejl, i ro igen.

Nu skulle det bare klare de kommende skær, for Hjemløshedstenene lå stadig forude og truede med at rive alle håb i stykker. Sind fangede hurtigt "Jeg"s kommunikator, og satte denne ind i situationen.

Hvis ikke man kunne få kontakt til Systembåden, og overtale dem til at sætte kursen en anelse mere via Kursusforløbet mod Kap Håbet Er Godt, ville Systembåden ende med at have et flosset reb, og intet andet, drivende efter sig.

Ikke fordi Systembåden ville sørge over deres endeligt, hvis det kom så vidt. Lederne ombord anede for det meste ikke engang at de havde nogen på slæb, før det var nødvendigt at sende Nådebrød over via det tynde tov. Så "Jeg"s kommunikator skulle virkelig gøre et godt stykke arbejde, hvis det skulle lykkes dem at ...........

Et smæld afbrød Sind's tankerække. Det kom igen forfra, men umiddelbart kunne han ikke se, hvad der havde frembragt denne ildevarslende lyd.

Først da han lænede sig ud over rælingen, og flugtede blikket langs det tørresnorstynde reb, der trak "Jeg" gennem natmørket, opdagede han årsagen. En fugl, en såkaldt Systemkrage,  var landet på rebet, og havde nu fat i det med sine klør, mens den bankede næbbet ind mellem trådene i rebet, for at få fat i de Velgørenhedsorme, der altid fandtes i Systembådenes reb og tovværk.

Og for hvert hak, knækkede en enkelt tråd, så der snart ikke ville være flere tråde tilbage, til at holde "Jeg" fast bag Systembåden.

Sind greb efter sit sidevåben, en forlader han havde arvet fra sin mentor, og rettede den mod Systemkragens smudsige hoved. Hvis ikke han ramte med det første skud, ville han ikke kunne nå at lade igen, før rebet endeligt brast, og de ville være prisgivet storm og klipper.

(fortsættes - højst sandsynligt - og sikkert snart.)




onsdag den 15. marts 2017

Stå aldrig til søs, lad de andre stå........

Første Kapitel.

Det gode skib "Jeg"

Kaptajn Hjerne rynkede brynene.

Han brød sig ikke om den vejrudsigt, han var blevet præsenteret for denne morgen, af førstestyrmand Sind. Det gode skib "Jeg" var ved at være godt slidt, og begge mandskab - både dem foroven og dem forneden - havde flere gange været på randen af mytteri.

Hvis ikke snart der blev sigtet land, ville flokken måske tage magten, anført af våbenmesteren, og derefter helt sikkert ødelægge skibet i deres fortvivlelse.

Og nu dette - eller som Sind havde udtrykt det: "Den ser godtnok både tarmvridende og blodtryksblæsende dårligt ud, gør den, Skipper. Minimum 16 på depressionsskalaen, og med retning fra Sorthedskanten. "

Med en bister mine og rynkede bryn udstedte Hjerne den første af utallige katastrofetanker : "Spænd begge sejl op - både det Systoliske og det Diastoliske. Så må vi se, om det er muligt at sejle igennem uden at forlise, og uden at miste nogle af folkene."

Sind løb hurtigt frem i skibet, og glammede den ene ordre efter den anden til de sløvt udseende besætningsmedlemmer. Nu og da lod han tarmpisken svinge over en eller andens ryg, for på den måde at understrege hvad han ville, hvis nu ikke hans ordrer var blevet hørt i den hylende kolde vind.

Kaptajnen greb hårdt fat om det blankpolerede nakkerat, og betragtede folkenes myreagtige flittighed med en bister mine. Topholdet fra Hjertekøjerne havde allerede godt gang i sejlenes armtykke, hule tov, der blev fyldt med den kraftfulde styreolie fra skibets maskinrum - eller Hjertet, som folkene der sov ved siden af det normalt, kaldte det - og begge stod nu fuldspændte og drev skibet fremad.

Værre var det med Bundholdet, der altid havde betragtet sig selv som skibets affald, selvom intet kunne fungere uden deres arbejde. Kaptajn Hjerne så, hvordan de i fortvivlelse over skibets dårlige respons på deres anstrengelser, og uden at agte på tarmpiskens bidende slag, brølede stinkende mod den sortdepressive, kolde vind. For derefter at snuble over enten det fedtbefængte leverklyds, eller den knudebesatte galdeklump. Hvis bare skibet havde kunnet fungere uden disse to, så........

Han rystede på hovedet, da han indså hvor selvødelæggende tanken var. Havde han ikke selv, helt uden at bekymre sig om konsekvenserne, været den der overpøsede begge dele med alle mulige giftige væsker, dengang alt var godt, og skibet nogenlunde velfungerende ? Og var det ikke det, der var skyld i den kursændring, der havde fået "Jeg" ud på en rute gennem minefyldte farvande, fyldt med skarptandede organhajer ?

Sukkende erkendte han for sig selv, at Sket var Sket, og nu drejede det sig om at få "Jeg" og mandskabet helskindet frem til nærmeste havn. Han var overbevist om, at der var kort vej til den berømte Kap Håbet er Godt, hvor skibet kunne repareres i fred og ro, og hvor mandskabet kunne restitueres uden alt for mange frafald.

Men for at komme derhen, vidste han at der skulle et mindre mirakel til.

Allerede nu, kunne han høre hvordan den stigende påvirkning af det Diastoliske sejl fik skibets årer til at knirke voldsomt. Og han kunne se, hvordan styreolien inde i tovene spændte disse op, med risiko for både propper og revner. Begge dele ville være fatale for skibets mulighed for at styre gennem det Livets Vand, det nu havde besejlet i mere end 60 år, og burde derfor søges undgået med alle midler.

Barskt glammede han en ny ordre til Sind : " Få sejltovene smurt, førstestyrmand, ellers mister vi alt. Og gør det med Ramipril fra den tønde, vi hentede ved medibådene sidste sommer - så får vi håbe, at det virker. "

En dirren gik gennem skibet, og pludseligt hørtes et højt smæld, efterfulgt af et ryk i rattet, der næsten rev det ud af hånden på Hjerne. Gallionsfiguren havde revet sig løs, da den passager, de havde samlet op undervejs, ubemærket havde valgt at sætte sig op på hende, åbenbart for at betragte verden set fra hendes side.

Rystelsen, der efterfulgte den pludselige vægtforandring i skibet, var nær ved at få det kæntret, men det lykkedes den nu storsvedende kaptajn at rette det op igen. Samtidigt bandede han højlydt over tabet af gallionsfiguren - den havde trods alt siddet på samme plads i snart 13 år.

Og at sådan en idiot kunne knække hende af........

Hun måtte have rustet i samlingerne, uden nogen havde opdaget det. Eller også havde han selv haft for travlt med at pøse gift på leverklyds og galdeklump, til at bemærke noget. Men der var ikke noget han kunne gøre nu - passageren var væk, og figuren ligeledes.

Pludselig fik han øje på udkiggen. Denne viftede med begge arme og råbte et eller andet, der dog blev væk i vindens hylen. Han pegede i retning af forstavnen, og råbte igen. Nu kom det meste af hans råbe med gennem vinden.

"Slæ.........åd fo......u...e!!!"

Kortvarigt tænkte Hjerne over, hvad det mon betød. Så gik det op for ham. Slæbebåd forude.......

Og ved at knibe øjnene sammen, kunne han svagt ane en bastant bredbuget Systembåd komme bølgehuggende hen mod dem. De var reddet.

Men den første begejstring lagde sig hurtigt, og blev til rendyrket panik, da det gik op for Hjerne, at slæbebåden overhovedet ikke havde lagt mærke til dem, og nærmest var på kollisionskurs. Han vidste, at hvis "Jeg" blev ramt for fuld kraft af den store Systembåd, ville de gå under på rekordtid.

Med hastige råb og fakler lavet af systempapir, forsøgte han igen og igen sammen med Sind, Hjertefolk og Bundfolk, at råbe Systembåden op. Men det var med fortvivlelse han så, at en kollision åbenbart var uundgåelig.

Pludselig stoppede Systembåden sin hastige fremfærd, og drejede bi. En bistert udseende, kvindelig, person - åbenbart en af Systembådens Vej-ledere - satte en megafon for munden, og råbte dem an : "Ohøj der - hvad vil I ?"

Det tog kaptajn Hjerne mange råbende forsøg at få personen til at forstå, at han og det gode skib "Jeg", var i overhængende fare, og kun da han lovede fuld hånd- og halsret til Systembådens kaptajn og ledere - en Systembåd er i sagens natur uden besætning, den har kun en masse ledere, der dirigerer den i utallige nyttesløse retninger - fik han allernådigst smidt en tovende ombord. Ikke af de tykkeste, men den måtte kunne holde til det træk, der skulle til for at Systembåden kunne bugsere "Jeg" og besætning i havn.

Lettet lod Hjerne en understyrmand overtage rattet, og gik ned i sin hvilekabine. Han kunne høre, hvordan mandskabet lige så stille fik sænket trykket på sejl og tovværk, og hvordan bumpene, der fremkom når Bundholdet snublede, blev færre og færre.

Der var Håb forude nu.

Pludselig blev han revet ud af sin rolige tilstand, af en hastig banken på kabinedøren. Da han åbnede den, blev han næsten overfaldet af skibslytteren, der var blevet sat til at monitorere al kommunikation med Systembåden.

"Kaptajn, de påstår vi ikke længere har ret til så tyk en trosse, og har allerede byttet den ud med en tyndere !!", stammede skibslytteren.

Med et ryk satte Hjerne sig i omdrejninger, og drønede op på dækket. Ganske rigtigt - borte var den brugbare, men ikke særligt gode trosse, og istedet blev skibet nu trukket af, hvad der allerhøjest kunne betegnes som en tørresnor.

Og den var allerede spændt til bristepunktet.

Samtidig kunne han se, at Systembåden igen havde skiftet retning, og nu var på vej henover Forløbsbanken, med snuden direkte mod det område, der blandt skibe i havsnød blev kaldt Hjemløshedsstenene. En flok sylespidse toppe, der lå lige under overfladen, og som kunne flænse ethvert skibs bund op på sekunder.

Undtagen Systembådenes bund. Disse var så fladbundede og bredbugede, at de uden problemer gled henover stenene - ja for det meste anede disse bådes ledere ikke engang, at stenene var under dem. Nogle af lederne var endda citeret for at påstå, at de slet ikke eksisterede.

Gysende gik det op for Hjerne, at såfremt der ikke skete noget lynhurtigt, ville skibet hurtigt forlise , og han og mandskabet være prisgivet.

(fortsættelse følger......... Elsker I ikke også bare sådan en Cliff-Hanger ? )


tirsdag den 14. marts 2017

Frit fald.


                                                             04:50

Endnu en gang vågner jeg alt for tidligt, og opdager at søvnen ikke vil indfinde sig igen.

De sidste dages begivenheder havde ellers besluttet sig til at lege Le Mans mellem mine hjerneceller, og min indre stemme agerede sortsynet stadionspeaker, som mellem annonceringen af stillingen på banen lystigt tordnende sang med på Sebastians gamle hit - Hvis Du Tror Du Er Noget.

Blandt tilskuerne så jeg pludseligt min indre engel, iklædt sine bedste sorte vinger og parat til endnu en gang at ødelægge alt omkring sig, uden at bekymre sig om konsekvenserne. Man e r jo til racerløb med dygtige kørere involveret, og tilbud til publikum om gratis drikkevarer.

På banen overhalede Fortidens spættede kampvogn Nu'ets sorte cykel, mens Fremtidens lysende løbehjul kontinuerligt blev banket ned i feltet af den sagsbehandlersponserede tomme indkøbsvogn.

Og jeg vågnede med lyden af en indkommende sms på min telefon. Jeg havde selvfølgelig glemt at sætte den på lydløs, da jeg og min tankefyldte hjerne lagde os til at sove for ganske få timer siden.

Tiden blinker mig bebrejdende i øjnene, da jeg opgivende griber ud efter telefonen, for at se hvem der vælger at skrive så tidligt. Og opdager, at jeg selv om natten kan føle mig jaget af systemet.

"Du har fået ny post fra din kommune! "

Lysvågen, men træt, klikker jeg mig ind på min e-boks, bare for at opdage at beskeden er fra min sagsbehandler, og er et svar på den mail, jeg sendte til hende i går efter normal kommunal fyraften. Uden reelle svar på det, jeg skrev, men bare med konstateringer der endnu engang minder mig på, at jeg er bundet fast til at gøre, hvad jeg bliver beordret til.

Og med en underliggende konstatering af, at selvstændig tænkning ikke har betydning, såfremt denne ikke kan spare systemet for penge.

Jeg føler mig jaget, presset, mistroet - banket ned i en kasse, der ikke er bygget til mig. Siddende med en uro i kroppen og sindet, jeg troede aflagt for mange måneder siden, forsøger jeg nu at finde den Sindsro, der er så vigtig for mig - og for mit liv.

Men ordene smager ligeså bitre på tungen, som min dårligt bryggede morgenkaffe gør, og efterlader mig med en tomhed indvendig, jeg ikke har følt siden min samlever forlod mig til fordel for min kammerat.

I baghovedet kan jeg svagt høre stadionspeakeren fra min morgenracerdrøm begynde annonceringen af løbets vinder. Men som drømmen blev afbrudt af virkeligheden, bliver annonceringen afbrudt af en høj skræppen fra en forbiflyvende fugl udenfor mine vinduer.

Og jeg går glip af vindernavnet.


søndag den 12. marts 2017

Sins from Yesterday.


Det lyder lidt corny, men kunne egentlig godt være navnet på en eller anden ny dansk musikguppe. Så er spørgsmålet bare, om det er pop, rock, country eller heavy, gruppen skal beskæftige sig med. Og om de synger på dansk.

Guderne må vide det, men deres første hitsingle -og ja, jeg ved godt jeg er oldgammel, og at det idag hedder hitcd - kunne meget passende hedde Fighting the Day Away, for nu at blive i omskrivningernes verden.

For det var netop dét, jeg brugte dagen i går på.

At kæmpe.

Men denne nu overståede skønne lørdag i marts, var det ikke med offentligt ansatte sagsbehandlere, tidligere samlevere eller ægtefæller, eller mine indre dæmoner, jeg kæmpede dagen lang.

Det var muterede ulve, flyvende monstre, og shaman-agtige pelsbeklædte humanoider, jeg og min følgesvend den blå Voidwalker, med det mundrette navn Zhangthyk, bekæmpede i timevis.

Jeg trak nemlig dagen ud af eksistens, og brugte den på at spille Wow - World of warcraft.

Et computerbaseret eventyrspil, jeg ikke har spillet i mange år, men som jeg genoptog en weekend for et par uger siden.

Og hvor er det dog vidunderligt ikke at skulle spekulere på andet, end hvordan jeg kan bruge de evner Tpau, min spilfigur, er udstyret med, og de kræfter han som Warlock har samlet op undervejs, til at bekæmpe det onde, og hjælpe det gode.

At jeg så samtidig får genopladet mit indre barn, ved på den måde at lege dagen væk, er jo kun en ekstra belønning, ud over fornøjelsen ved at give slip på alt, der plager, for en dags tid.

Jeg ved godt, at livet og problemerne / opgaverne ikke forsvinder, ved at blive skubbet i baggrunden.

Men de får lov til at antage en størrelse, der retmæssigt passer til dem, så når jeg igen tager fat på dem, kan jeg se hvor små de i virkeligheden er.

Så er det også samtidig lidt hyggeligt at finde ud af,  at det, jeg lever efter på daglig basis, også gælder inde i spillet. At finde ud af, hvad der kan ændres, og hvad der ikke kan. Med ro, mod, og visdom kan jeg  herinde ligeledes føre min personlighed frem mod målet.

Et mål, der altid nåes. når bare jeg gør det bedste jeg kan.

Jeg tror jeg sætter den der hitcd på igen. Titelnummeret har en inciterende rytme og en fængende tekst - bare et par timer.

Tpau og Zhangthyk - Go !


fredag den 10. marts 2017

Engledun og fjervinger


Musikken strømmer blidt ud af de ørebøffer, jeg har taget på, her på mit frivillige, ulønnede studieværtshygge. Og mens jeg hører Phil Collins, svæver mine tanker tilbage til dagen i går.

Jeg havde jo en aftale, der skulle holdes, med Systemets repræsentant. Så afsted det gik, tidligt om formiddagen, for at nå den første af flere busser. Der er nemlig et godt stykke kørsel - rent tidsmæssigt - når jeg skal fra min hjemby og til Rådhuset i min kommune.

Næsten 2 timer hver vej, når mødet planlægges til præcis middag.

Men sådan er det jo, og jeg kunne så nyde naturen på vej ned til busstoppestedet. En aktivitet, der er alt for undervurderet. En smule kulde, en smule vind, og solstrejf, der legede i grenene på de træer, jeg passerede.

Pludselig fangedes mit øje af noget.

Højt oppe på den himmel, jeg havde lagt hovedet tilbage for at nyde, dalede noget småt og hvidt langsomt nedad, men det blidt roterede i den næsten ikke eksisterende vind. Min første indskydelse var, at det måtte være et af de sidste snefnug, der på den måde protesterede over forårets ubønhørlige kommen.

Men da det landede midt på asfalten - midt på vejen - og stadig så ud til at være i ét stykke, blev jeg nysgerrig, og gik ud og samlede det op.

Det viste sig at være det sarteste, lille hvide fnug af et dun, jeg længe har set. Åbenbart havde en eller anden flyvende, bevinget skabning, tabt det lille dun under sin flugt gennem himmelrummet. En svane, måske ? En gås ? Eller monstro det kunne være en ........

Jeps - selv engle taber dun med mellemrum. Såfremt de flyver rundt deroppe i atmosfæren, og kigger ned til os dødelige, så skal de jo også sørge for at have pudset vingerne op en gang imellem. Hvorefter det vel godt kan hænde, at der ryger et dun eller to.

På den måde, får de gjort mig - og mange andre sikkert - opmærksomme på de enkle, positive ting, tilværelsen faktisk er temmeligt fyldt af.

Under alle omstændigheder, så gjorde synet af dunets drift ned gennem atmosfæren og det efterfølgende fund, min dag til en positiv oplevelse. En af den slags, hvor tankeløshed og kassetænkning glider af, som vand på en..........

Nemlig - som vand på en engel.


onsdag den 8. marts 2017

Ytringer - og friheden til samme.


Igennem de sidste mange år, har ytringsfriheden været til debat herhjemme. Og der har næsten været lige så mange meninger om den, som der har været udtalelser.

Nu er det så min tur, til at bringe den på banen - Ytringsfriheden......

Jeg er nemlig blevet advaret af flere venner og følgere om, ikke at skrive om private ting på min blog.

Men udelukkende holde den på et causerende og generelt niveau. Alene fordi mange af de følgere og læsere, jeg åbenbart har herinde, har været udsat for at blive konfronteret med egne udtalelser om privatliv, sygdom, og kæresteforhold, eller kender nogen, der har, af et emsigt og barskt System.

Dette hvadenten udtalelserne har været på Facebook eller i blogniveau.

Det gør mig dæleme arrig indvendig, at folk er nødt til at indskrænke deres egen ytringsfrihed, for ikke at blive trynet og nedgjort af det System, de kort eller langvarigt foretager en inciterende dans med.

Så for lige at slå det fast - det har jeg ikke tænkt mig at gøre.

Jeg agter at blive ved med at skrive af karsken bælg, og fortælle råt og usødet om mine følelser, tanker, og idéer. Samt at dele mit private liv og levned på samme totalt åbne og ærlige måde.

Både på AnsigtsBogen, og på blog'en.

Det kan godt være, at jeg gennem livet har fået skrabet mig sorte pletter til, men det er mine sorte pletter - og jeg bestemmer selv hvor og hvordan jeg ønsker at dele dem.

Havde jeg fra starten af bøjet mig for angsten for Systemets reaktioner, er jeg slet ikke sikker på at jeg var kommet hel gennem min behandling, og havde kunnet leve et liv med den sygdom, der gennem så mange år slog mit liv, min hverdag, og mine forhold ihjel.

Så jeg holder fast i mine helt egne Muhammed-tegninger - mine skriblerier herinde - og nægter at bøje mig for andet end det, jeg ikke kan ændre.

Samt at ændre hvad der står i min magt at ændre - for kun på den måde, kan jeg leve fuldt ud.


tirsdag den 7. marts 2017

Avanti Popolo


Indimellem er det ganske svært at få det hele til at hænge sammen. Ikke bare det der, med den daglige mad og pleje, men da især også det der med at være sygemeldt i et system, der ikke er gearet til at tage sig af mennesker.

Så selvom min dag på sæt og vis har været ganske god, og jeg har nydt at rejse en tur til Randers og tilbage igen - det var dejligt koldt at gå rundt i byen - og ligeledes at bruge snakketøjet sammen med andre mennesker på min vej, så kan den slags hyggelige oplevelser i hverdagen hurtigt kvases, og drysse væk fra opmærksomheden.

Det kræver såmænd bare en besked på telefonsvareren.

Den sagde, at man fastholdt at jeg skulle aktiveres, selvom der ikke var noget formål med aktiveringen, samt at Systemet havde lægelig belæg for at jeg godt kunne.

Min første tanke var, at Systemet måtte have udviklet ESP-evner, så det på afstand kunne snakke med en ikke længere ansat læge, i det lægehus jeg normalt frekventerer. Han stoppede nemlig i slutningen af sidste måned - ganske pludseligt, og uden varsel til sine patienter. Og har derefter ikke været til at få fat i på nogen måde.

Den næste tanke var, at Systemet måtte have gjort brug af den ansatte lægekonsulent, som ekspert.

Problemet er bare, at en sådan ansat lægekonsulent ikke ligefrem har ret meget andet at lave, end at oversætte lægelatin for sagsbehandlerne. De må ikke anfægte diagnoser, stillet af andre læger, eller stille nye diagnoser. Dette da de jo ikke kender vedkommende patient på samme måde som patientens faste læge.

Virkeligheden har bare vist, at Systemet overalt i mange af landets kommuner, blæser på hvad der foreskrives, og lystigt bruger lægekonsulenterne til at få trumfet deres egne dagsordener igennem.

Nu altså muligvis også i Syddjurs.

Lad mig lige slå fast med syvtommersøm - Jeg er ikke raskmeldt endnu, men håber på snart at kunne blive det. Punktum.

At det så er blevet noget mere indviklet, efter min læges pludselige afrejse, og efter Systemets kraftige rejehop, er noget helt andet. Det, der samtidig sker, er, at jeg så også skal kæmpe med ikke at falde ned i det sorte hul igen, og lade mit sind og psyke påvirke af det hele.

Her er det, at jeg virkelig er taknemlig for, at jeg valgte at tage i behandling for snart 11 måneder siden. Uden de værktøjer, jeg lærte at bruge dér, ville jeg have været ilde stedt.

Så det er med smil på læben, og kampgejsten vakt, at jeg afslutter dagens blog - med en henvisning til en gammel kommunistisk, italiensk sang. 

Så kan de lære det, kan de.



mandag den 6. marts 2017

Spættet udsyn



Det der, med at vågne om morgenen, indebærer mere end bare at slå øjnene op, og starte dagen med et friskt spring ud af sengen. Heller ikke den pludseligt vækkede hjernes lynhurtige tilvænning til daglige tanker og afvænning fra natlige søde drømme i paradisiske omgivelser, med ledsagende harpeklang, er nok for den grumme og grimme morgen, jeg højt syngende tager kampen op mod.

Sarkasme og ironi er to alt for oversete kvaliteter, når det kommer til beskrivelse af øjeblikke.

Så skal jeg ikke bare starte forfra, og tage dig med ind i denne ene morgen, ud af alle de morgener, der har udgjort mit liv indtil nu.

Lyset, der trænger ind under det kulsorte natgardin, er gråt og trist. Farven kommer fra den grå og overalt nærværende "det er godt nok marts, men ligner november"-himmel, der dukker frem da jeg ruller gardinet op.

Varmen på toilettet gør mit morgenbesøg til en lidt klam oplevelse, der dog løftes lidt af p4-morgenværten på min toiletradio, Han snakker friskfyragtigt om blæsevejr og morgenmusik, mens No Doubt klinger ud gennem højtaleren.

Morgenmaden smager som en gentagelse af de største fejltagelser i mit spisende liv. Syrligt, klumpet, og til tider knasende. Og ikke en gang duften af kaffen, der dråbe for dråbe lander i kanden, kan vække interessen for andet end den just overståede søvn.

Det bedste, der kan siges om dén er, at den var til stede.

Ingen jordomrystende drømme, eller besøg af letpåklædte gudinder med fristende løfter om sexuelle udskejelser af hverken den ene eller den anden slags. Ingen dybe, erkendelsesstrålende lamatanker, der bagefter kun huskes som åndeløst smukke lyde fra universet.

Men heller ingen mareridt. Ingen besøg af tidligere dårligdomme eller fejltagelser, forklædt som grufulde oplevelser og hjertestoppende uhyrer.

Bare søvn, på vej mod indtagelsen af de tre ting, næsten alle morgener består af. Vækning, morgenmad, morgenkaffe. Eller morgenthe.

Samt sorte tanker, om fortidens fejltagelser.

Men da jeg løfter hovedet fra min bevidstløse morgenlæsning af bladet, der tørrer op, hvor andre tisser, ser jeg pludselig, hvordan genboens to sammenflettede træer - en fyr og en gran, danser en inciterende morgendans i den åbenbart friske vind.

Og jeg opdager, at mit udsyn er blevet spættet af små, til lyden af vindens musik dansende, hvide flager af frosset vand.

Sne - igen.

Det går op for mig, mens jeg sidder og betragter den mere og mere intense spætning af mit udsyn, at der er ligheder mellem denne morgens pludselige gensyn med vinterens kendetegn og mit syn på mig selv. For som sneen spætter mit udsyn, lader jeg fortidens fejltagelser spætte min opfattelse af hvem jeg er.

Jeg glemmer bare, at lige så vel som sneen med tiden forsvinder igen, ved at smelte ned i jorden og dermed give nyt liv til alt, der vokser, smelter erkendelsen af mine fejltagelser ind i mit "jeg", og giver liv til det nye menneske, jeg er.

Og som sneen kan være forurenet, kan mine erkendelser være det.

Sneen giver slip på det, der har forurenet den, ved passagen gennem jorden, og efterlader forureningen som et lag, der kan skrælles væk, hvis man har den slags lyster. Men mine forurenede erkendelser, kan kun renses ved at udsættes for et filter, der er kraftigt nok til at skelne skidt fra kanel.

Det filter kender jeg godt.

Det har tolv trin, og bruges i fred og ro, mens erkendelserne skyller igennem det, og renses for bullshit. De rene erkendelser kan så nå helt ind, og danne grobund for det menneske, jeg gerne vil blive.

Skidtet og bullshittet ?

Det skrælles af bagefter, og placeres hvor det hører hjemme, uden mulighed for gentagelse. Låst nede i en fortid, der er fuldt erkendt, og som med tiden mister sin evne til at gøre ondt.

Så jeg lader stille og roligt mine spættede erkendelser af mig selv drysse ned i det filter, jeg har fået udleveret, så den daglige renselse kan fortsætte.

Og straks blev dagen bedre.

søndag den 5. marts 2017

Og vinderen blev.........


.......... Livet.

Udenfor mine vinduer viser den danske natur sine begyndende forårsfornemmelser. Lidt blæst - lidt vand - og temperaturer, der svinger op og ned i løbet af dagen. Små, hvide blomster ses i haverne, og får smilet frem på et ellers vintertræt ansigt.

Om morgenen høres pludseligt lyde fra dagligt flere typer fugle, der, selv inden lyset er helt brudt frem, søger at finde den kommende sæsons mage, så der kan produceres flere dunede yndigheder, end de lokal katte kan nå at spise.

I mit sind vokser en ro frem, der på daglig basis sørger for at jeg holder mig på den rette side af det hegn, jeg tidligere brugte så meget af mit liv på at hoppe over - igen og igen.

Forleden dag satte jeg mig selv og mit mødige korpus til salg her på bloggen. Vel vidende, at buddene ville være få, og sikkert lige så velmenende, som tilbuddet. Men det gjorde godt, at få sat ord på, hvordan 10 måneders daglig kamp slider på den ellers positive indstilling, jeg gik ind i kampen med.

Det er jo ikke altid givet, at hverdagen bliver lige så positiv, som jeg kunne håbe. Nogle gange vinder negativiteten, og sortheden fylder mere end godt er. Især, når fortidens synder bliver kigget på, og jeg begynder at dissekere mig selv og mine tanker, for at finde frem til den sandhed, der jo altid gemmer sig i ethvert minde og enhver begivenhed.

Men sålænge sortheden holder sig tør, og negativiteten kan behandles med omtanke og omsorg - også af mig selv - føler jeg at selv sådanne dage indeholder en uvurderlig gevinst.

En gevinst, der genopbygger Visdommen til at kunne se forskel på hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan ændre. En Viden, om mig selv og mit liv, der forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel for andre.

Både for de mennesker, jeg har såret, snydt, gjort ondt, og forladt. Og de mennesker, jeg har elsket, hjulpet, og gjort godt for.

Og for dem, jeg kommer til at møde fremover.

Så mens jeg stille accepterer, at de mennesker, der har såret mig og gjort mig ondt i mit liv, selv må finde ud af at tage ansvar for deres handlinger, tilgiver jeg dem fuldt ud og af et rent hjerte.

Og ja, vinderen af "Kampen om Skribentens Mødige Korpus" blev det Vidende Liv.

For uden Viden, intet Liv, og uden Liv, ingen Viden.


fredag den 3. marts 2017

Sapiens til salg - et røverkøb.......


...... af den slags, der ikke går 13 af på dusinet.

Dagens indlæg er - som du nok kan se, kære læser - en salgsannonce. Og det, jeg sælger, er ét styks godt brugt Homo Sapiens med indlagt vand og varme.

Bemeldte Sapiens er af hankøn, og efter EØF-forordning nummer #hvaddælenvardetnudetvar, undersektion #gudhvorserdendogtrætud §eutanasivarnokdetbedste, stadig fungerende efter hensigten.

Objektet er middelhøjt, aspirerer til æresmedlemsskab af Worldwide Weight Watchers, for at have haft det længst vedligeholdte vægtoverskud, og kan efter sigende være ganske mobil - til tider.

Ved opstart af subjektet, føles ret hurtigt en god, medfølende varme, der dog i irriteret tilstand tidligere har kammet over, og medført nødvendighed for hurtig nedkøling. Men nusses den bare nok i nakken, er der ingen ko på isen - hvad dén så også ellers skulle dér.

Der er endnu ikke observeret nedre utætheder i personagen, trods den lange og indviklede brugsperiode, denne har gennemgået. Dog kan der til tider ses vædskeansamlinger i kanten af observationshullerne - især ved input af medfølende lyde fra ejer/ejerinde.

Der advares dog mod for kraftige input, eller mod input af medynk, da begge situationer kan fremkalde styrtsøer af observationshulsvædske, samt medhørende neddrypning af nasalslim.

Han er udstyret med et til tider fungerende prokreationsvedhæng, der har fremskaffet mangt et glædeshyl ved feminint brug. Desværre kan der ikke fremvises nogle anbefalinger desangående, da ejerattester og deslige flere gange er gået tabt ved tidligere skifte.

Øverste etage kan til tider fungere ret krøllet, og har nu og da tendenser mod kulsorthed, der dog hurtigt svinger til gaudium (så brug dog Google, kære ven), ved repetition af Sindsroens uendligt gavnlige sætninger.

Der gives ingen garantier ved køb af beskrevne Homo Sapiens, og prisen er endelig, uendelig, og sikkert alt for høj - men nok til at betale for den rette.

OBS!! Af sikkerheds hensyn skal det påpeges, at visse brændstoffer kan fremkalde heftige reaktioner fra subjektets forbrændingskanaler, hvorfor placering bag ham i sådanne tilfælde frarådes kraftigt.

OBS OBS !! Kun salg til private, ikke-masculum-fødte...... (igen - brug Google, din og min ven i nøden).

Afhentes på hjemadressen mod forevisning af Notarius Publicus godkendte betalingsfakturakvitteringer.

Eller sagt på en helt anden, og mere direkte måde :

For Dælan da, hvor er jeg træt og ugidelig - kan man søge om at blive en eller andens kæledyr ?

onsdag den 1. marts 2017

Sorte huller - og deres årsag.....


Puha - det er godt nok svært at få hevet sig selv op med hårene - især i min alder og med dé hår jeg har tilbage.

Men det lykkes - for som en af mine gode venner skrev i det tidligere opslag, jeg lagde på Facebook om Sorte Huller, bliver Egen stærk i stormvejr, og Diamanter skabt under tryk.

Jesus Maria til Flodhest - dén diamant bliver dæleme godt nok stor og flot, med dét tryk der er på mig fra Systemet i øjeblikket.

Som nogle af jer måske har set, så er jeg løbet ind i et begyndende stormvejr fra Systemets side, fordi jeg tillod mig selv at tage afsted på Netværks-tur, og dermed plejede mine gamle forbindelser, kontakter, og bekendte. Alt sammen naturligvis ud fra den gustne betragtning, at når jeg en gang bliver raskmeldt, så ved folk at jeg eksisterer og kan bruges igen

Den slags er ikke helt velset indenfor Systemet, så i løbet af ingen tid er jeg blevet sat fra Sygedagpenge over Resourceforløb og til Jobafklaringsforløb. En øvelse, der ellers normalt tager længere tid, når man nu er langtidssygemeldt med de sygdomme, jeg fik skrabet mig til.

Jeg er altså ikke rask endnu, kære venner, og kæmper stadig med efterveerne af både en depression og min årelange periode som aktiv alkoholiker. Samt de andre, endnu ikke fuldt afklarede fysiske dårligdomme, jeg har fået udviklet gennem de senere år.

Herunder både tarmproblemerne, hjerteproblemerne, leverproblemerne, blodtryksproblemerne, og de altid nærværende White Matter Lesions, som jeg har en uforholdsmæssig stor del af. Samt sikkert andre, som jeg har glemt i kampens hede.

Så det, at jeg gennem de sidste nu10 måneder har fået kæmpet mig tilbage til et glad, ærligt, og ædru liv, har betydet alverden for mig.

Derfor er det kraftigt nedslående, at jeg åbenlyst bliver mistroet af et system, der har mere tavlt med at gøre det, de ikke må - nemlig overtage lægens arbejde og stille diagnoser, herunder raskmeldinger - end at forsøge at finde et fælles fodslaw at arbejde ud fra.

I et af de tidligere dages indlæg her på bloggensluttede jeg af med at skrive, at det var lige til at blive syg af - langtidssyg. Og selvom det på en måde var ironisk ment, er der en form for sandhed i den sætning.

Alene det, at jeg i dag pludselig genoplever det sorte hul, der for en hel del måneder - lang tid før min behandling - lagde beslag på hele min dag, hver dag, fortæller mig en hel del om, hvilken magt de ansatte sagsbehandlere i vort socialsystem har. Og får mig til at frygte, at jeg kan være på vej ned i det hul igen - godt hjulpet på vej af Systemets folk.

Eller sagt på en anden måde - hvis ikke jeg vil hoppe når de kalder, skal de nok sørge for at få mig lagt ned - i Nato-stilling med hænderne bundet på ryggen.

Så lige her og nu, mine damer og herrer læsere, venner, og følgere, har jeg besluttet mig til, at gå ind i det næste kapitel af Kampen om Mit Helbred og Kampen Med/Mod Systemet, med åbne øjne og en Sindsrobøn på læben.

Min nakke er min - og jeg bøjer den ikke for hvemsomhelst.

Der causeres .....


...... når nu Hans Otto Bisgård ikke længere vil, må vi andre jo træde til, så landets og landsdelens lyttere ikke skal mangle deres morgenmusik - også selvom samme er båndet og først sendes senere.

Foran mig dirrer to nåle nemlig i hvert deres vindue på den mixer, jeg sidder bag ved. I ørerne har jeg lyden af den melodi, jeg har valgt som indledning til den udsendelse, jeg er gået igang med. Og i koppen damper kaffen af morgennydelse.

Jeg er taget ind på den lokalradiostation, jeg med ganske jævne mellemrum frekventerer, og hvor jeg har fornøjelsen af at underholde lytterne på Djursland med diverse musikalske udsendelser.

Hvilket ikke er så ringe endda.

Samtidig giver det mig muligheden for at kunne slappe af og give slip på de ting, der ellers kunne have naget i lang tid. Stress er ikke just en af mine venner - og da især ikke når den bliver trukket ned over ørerne på mig af et system, der har glemt det er et serviceorgan for de borgere, der betaler lønnen til medarbejderne.

Så mens Percy Sledge crooner ud gennem ørebøfferne, kan jeg mærke hvordan stressen forlader min krop, og efterlader den afslappet og nydende. Musik kan noget, meget andet ikke kan.

Jeg kan så se frem til, at tage på træningscenteret senere på formiddagen, og dér endnu en gang give min krop nogle af de vidunderlige endorfiner, der kommer drønende hvergang muskler og lunger bliver brugt.

Plus forhåbentlig miste lidt mere af det på siderne anbragte fedtdepot.

Man er vel lidt forfængelig - under alle omstændigheder har jeg et kraftigt ønske om at se bare en lille smule bedre ud, og ikke konstant ligne den hval, jeg nogle gange føler mig som.

Jo bedre, jeg føler mig, og jo bedre, jeg i egne øjne kommer til at se ud - jo bedre er jeg også til at modstå de udfordringer livet byder mig.

Udfordringer, der i de nærmeste dage vil være nok af.

Jeg har jo sagt ja til at mødes med Projektcenterlederen på det projekt, min af Systemet Tilknyttede Quindelige Sagsbehandler ud af det blå har tilknyttet mig.

Endnu et af disse "tilbud", jeg ikke kan (læs: må) sige nej til, såfremt jeg ønsker at kunne modtage støtte under min fortsatte sygemelding.

Her skal jeg igang med at barbere geder - eller det er da ihvertfald hvad jeg er blevet stillet i udsigt.

Der skal nemlig barberedes en hel del geder i forbindelse med mødet, efter lederens mening. Dem er jeg nu lidt spændt på at se, jeg er nemlig personligt ganske fascineret af nubiske geder - de ser så søde ud.

Men jeg må da indrømme, at jeg aldrig har prøvet at barbere sådan én - så det bliver en ny oplevelse for mig.

Hvis jeg altså skal tage udtalelserne fra denne Systemets Projektcenters Leder bogstaveligt.

Dernæst har jeg ganske beskedent anmodet om et møde med min langtidssygemeldings tilknyttede Sagsbehandler - for at finde ud af, om der er indgivet anonyme anmeldelser mod mig.Det har jeg nemlig en gryende mistanke om.

Og den skulle jo gerne kunne enten bekræftes eller afvises, så jeg heller ikke dén vej risikerer at blive stresset.

Men ellers, kære læser, er min dag på vej til at blive det, den har fået vane for at blive - dejlig og lærerig. Som dagene har været - én dag ad gangen de i dag nøjagtigt sidste 10 måneder.

Jubilæer er dejlige .