På tålt ophold.

Indrømmet.

Livet har behandlet mig bedre, end det gør lige i øjeblikket. Det er ved at være længe siden, jeg sidst sad og bare kiggede lige ud i luften, med en hjerne der var gået helt i baglås. Hvor det, at tillade mig selv at tænke på, hvad livet bød og ville byde mig de kommende dage, virkede direkte livsfarligt.

Og hvis ikke jeg netop havde været tvunget udenfor, for at aflevere noget lånt til mine dejlige naboer, havde jeg sandsynligvis ikke siddet og skrevet det her. Så havde jeg stadig siddet og kørt i ring med den samme tanke.

Den, der siger : "Hvad nu?"

Hvad nu med boligen. Hvad nu med økonomien. Hvad nu med helbreddet. Alle disse pludseligt ubesvarlige spørgsmål, der truer med at tage magten.

Men som ikke får lov.

På min facebook-side har jeg idag følt det nødvendigt, at citere en sang med Philipa Bulgin og Danser Med Drenge - den, der hedder Kolde Hjerter - og jeg tror jeg vil slutte dagens blogindlæg af med netop teksten til denne sang.

Den siger nemlig efter min ringe mening næsten alt om, hvordan jeg har det indeni lige nu. Bortset fra, at jeg mangler den der specielle person, jeg ifølge teksten skulle kende, der altid er der.......

Jeg ved, hvordan det er

at være helt alene

jeg ved, hvad det vil sige

når ingen folk forstår

og du er ensom og stolt
men hvorlænge kan du klare dig ?
når vennerne falder en for en
så ved du hvor du har mig

Der er altid folk med kolde hjerter
som aldrig vil forstå
nogen svigter, når det virkelig gælder
nogen, du troede, du ku' stole på

Der er folk, der lever hele livet
som altid ser den anden vej
men du kender en, der altid er der
når du har brug for en ven
der forstår dig

Og de gi'r ikke op
førend du har bøjet hovedet
og de ta'r aldrig fejl
og de kan ikke siges imod

men de bli'r bange for dig
for du er ikke ligesom de er
de løber aldrig nogen risiko
ta'r aldrig nogen chancer

Der er altid folk med kolde hjerter....