Frit fald.

                                                             04:50

Endnu en gang vågner jeg alt for tidligt, og opdager at søvnen ikke vil indfinde sig igen.

De sidste dages begivenheder havde ellers besluttet sig til at lege Le Mans mellem mine hjerneceller, og min indre stemme agerede sortsynet stadionspeaker, som mellem annonceringen af stillingen på banen lystigt tordnende sang med på Sebastians gamle hit - Hvis Du Tror Du Er Noget.

Blandt tilskuerne så jeg pludseligt min indre engel, iklædt sine bedste sorte vinger og parat til endnu en gang at ødelægge alt omkring sig, uden at bekymre sig om konsekvenserne. Man e r jo til racerløb med dygtige kørere involveret, og tilbud til publikum om gratis drikkevarer.

På banen overhalede Fortidens spættede kampvogn Nu'ets sorte cykel, mens Fremtidens lysende løbehjul kontinuerligt blev banket ned i feltet af den sagsbehandlersponserede tomme indkøbsvogn.

Og jeg vågnede med lyden af en indkommende sms på min telefon. Jeg havde selvfølgelig glemt at sætte den på lydløs, da jeg og min tankefyldte hjerne lagde os til at sove for ganske få timer siden.

Tiden blinker mig bebrejdende i øjnene, da jeg opgivende griber ud efter telefonen, for at se hvem der vælger at skrive så tidligt. Og opdager, at jeg selv om natten kan føle mig jaget af systemet.

"Du har fået ny post fra din kommune! "

Lysvågen, men træt, klikker jeg mig ind på min e-boks, bare for at opdage at beskeden er fra min sagsbehandler, og er et svar på den mail, jeg sendte til hende i går efter normal kommunal fyraften. Uden reelle svar på det, jeg skrev, men bare med konstateringer der endnu engang minder mig på, at jeg er bundet fast til at gøre, hvad jeg bliver beordret til.

Og med en underliggende konstatering af, at selvstændig tænkning ikke har betydning, såfremt denne ikke kan spare systemet for penge.

Jeg føler mig jaget, presset, mistroet - banket ned i en kasse, der ikke er bygget til mig. Siddende med en uro i kroppen og sindet, jeg troede aflagt for mange måneder siden, forsøger jeg nu at finde den Sindsro, der er så vigtig for mig - og for mit liv.

Men ordene smager ligeså bitre på tungen, som min dårligt bryggede morgenkaffe gør, og efterlader mig med en tomhed indvendig, jeg ikke har følt siden min samlever forlod mig til fordel for min kammerat.

I baghovedet kan jeg svagt høre stadionspeakeren fra min morgenracerdrøm begynde annonceringen af løbets vinder. Men som drømmen blev afbrudt af virkeligheden, bliver annonceringen afbrudt af en høj skræppen fra en forbiflyvende fugl udenfor mine vinduer.

Og jeg går glip af vindernavnet.