Andet kapitel
Overstyrmanden
Sind bandede lavmælt, mens han desperat svingede tarmpisken over Nederholdets rygge. Godt nok havde kaptajnen bragt dem i mange farlige situationer i løbet af de mange år, han havde kendt ham, men denne........
Han mærkede nakkehårene rejse sig, da han forestillede sig hvordan Hjemløshedsklipperne ville skære hul i den eneste virkelighed han kendte, det gode skib "Jeg". Og kunne næsten føle, hvordan han selv ville blive flået af den virkelighed, de knivskarpe klipper stod for.
Hvis nu bare Systembåden ville opdage, at den styrede i den forkerte retning. Men det var vel for meget at håbe på, at den styrende Systemsamvittighed ville opdage noget så simpelt, som muligheden for at miste en båd på slæb. Den ville vel ikke engang opdage det, og bare fortsætte lystigt tøffende ud i horisonten.
Han for op i forstavnen, for at holde øje med det tynde tovværk, "Jeg" nu var blevet udstyret med som slæbereb, men da han søgende lod blikket glide langs dette, var der noget andet, der fangede hans opmærksomhed i horisonten.
En åbning, af den slags han og kaptajnen havde set så mange gange, lå direkte i "Jeg"'s sejlretning, og tilbød mulighed for - kortvarig - sikker havn for både skib og mandskab. Men efterfølgende ville indholdet bag den, langsomt fortære både skib og mandskab. Kun få slap ud af dens stramme greb, og mange havde slet ikke lyst til at forlade den, når først de var kommet ind bag den.
Tre gange - mindst - havde han og kaptajnen haft den tvivlsomme fornøjelse at styre "Jeg" ind i et længerevarende ophold bag sådanne åbninger. Og lige så mange gange havde det kostet dem næsten alt, at slippe ud igen. Men det var lykkedes dem, med skrammer overalt, og med styretøj og maskinrum i en forfærdelig forfatning, at få hevet skib og besætning ud gennem helvedet i åbningen igen.
Mandskabet havde ikke set den endnu, men han kunne mærke, at de havde sanset noget var på færde. Ryggene sitrede, og næserne vejrede i vinden, som kunne de lugte indholdet bag åbningen. Hurtigt skyndte han sig at sørge for, at deres opmærksomhed ikke blev fanget af det tillidsvækkende, men dog så forræderiske syn, og løb samtidig alt hvad han kunne op mod kaptajnen.
"Skipper, for fanden, pas på ! Åbning forude ! Og den er bayersk !!", råbte han hæst, og så hvordan kaptajn Hjernes opmærksomhed med et ryk vendte sig for at se, hvad han mente. Han så også, hvordan Hjernes øjne spilede op, da denne så de spritdampende skyer, der omgav åbningen, og det gik op for ham, hvad der var forude.
Flaskeåbning. Grøn og indbydende stod den klart i stormen, og lokkede for at trække dem alle indenfor. Systembåden var allerede på siden af åbningen, og tøffede uforstyrret videre. Intet System ville nogensinde opdage en sådan havn, om den så blev plantet på skødet af samtlige ledere.
Men det gjorde Hjerne. Og Sind kunne se, hvordan kaptajnen fortvivlet vaklede hen mod muligheden for at kappe Systemtovet, og drive ind i smult vande bag Flaskehalsens lokkende åbning. Bistert bandende for Sind op på siden af kaptajnen, og hvæsede hæst ind i ansigtet på ham: "Ikke igen, kaptajn ! Sidst var du ved at koste os alle livet, og smadrede næsten alt af betydning på skibet, så jeg vil ikke lade dig gøre det igen. "
Sind løftede den barkede næve, der var blevet formet af utallige slagsmål med utilpassede Strøtanker og giftige Hadefuldheder, og viftede den truende foran sin kaptajns øjne.
"Du ved, at jeg er nødt til at banke lyset ud af dine øjne, og bevidstheden ud af dit hoved, såfremt du styrer os derind. Alt det, vi har nået sammen, du, jeg, og mandskabet, vil være tabt på gulvet igen. Og denne gang ved jeg mandskabet ikke vil finde sig i det. De flygter fra os, og så står vi med et dødt skib, uden mulighed for at komme videre på Livets Vand. Er det det, du vil, skipper ?", råbte han vanvidsrasende hæst, mens tankespyttet stod ham ud af munden.
Kaptajnens øjne, der havde fået en vanvittig glans ved synet af den lokkende åbning, mistede langsomt denne, og fokuserede flovt, men nøgternt på Sinds bønfaldende ansigt. Hans greb om det blanke ror blev strammere, og ryggen rankedes.
"Sind, gamle ven," sagde han hæst," det var lige før jeg faldt for fristelsen. Jeg havde vist glemt, hvad der skete de andre gange, vi sammen sejlede ind i den slags åbninger. Sørg for mandskabet er beskæftiget, så de ikke ser at vi sejler forbi. Jeg gruer for, hvad der ellers kan ske."
Sind nikkede kort, og for derefter ned blandt mandskabet med tarmpisken højt hævet. "Kom i hug, i celleforstyrrede blodplader. Tro ikke, at jeg ikke har set I forsøger at skulke fra jeres arbejde !", lød det fra hans nu let smilende læber.
Sagte duvende drev det gode skib "Jeg" forbi mundingen, og fortsatte efter Systembåden. Vinden havde løjet lidt af, mens mandskabet havde kæmpet for at holde skibet på ret vej, og Sind trak vejret dybt af lettelse over at have undgået den pludselige fare.
Han vidste, at det kun var kortvarigt, den aftagende vind ville tillade dem at slappe af, så han sørgede hastigt for at Topholdet var forberedt på det, der ville komme. Og ganske rigtigt ramte vinden dem igen med fuld kraft, da de havde lagt den forræderiske åbning bag sig, og flåede i masternes tolvstrengede sejlholdere.
Pludselig hørte han en svagt syngende lyd bag sig. Det lød som havde nogen fanget en Sindsro, og delt den ud gennem vinden. Sind kunne næsten mærke den i sine fødder, som var det hele skibet der vibrerede i medlyd. Da gik det op for ham, at lyden var blevet skabt af Topholdets arbejde i "Jeg"s Hjerterum, og nu deltes videre gennem hver en planke og hvert et søm i det gode skib.
Både Top og Bund nynnede med, kunne han se, og selv kaptajnens læber bevægede sig, opdagede han da han drejede hovedet.
Skibet var, trods storm og Systemfejl, i ro igen.
Nu skulle det bare klare de kommende skær, for Hjemløshedstenene lå stadig forude og truede med at rive alle håb i stykker. Sind fangede hurtigt "Jeg"s kommunikator, og satte denne ind i situationen.
Hvis ikke man kunne få kontakt til Systembåden, og overtale dem til at sætte kursen en anelse mere via Kursusforløbet mod Kap Håbet Er Godt, ville Systembåden ende med at have et flosset reb, og intet andet, drivende efter sig.
Ikke fordi Systembåden ville sørge over deres endeligt, hvis det kom så vidt. Lederne ombord anede for det meste ikke engang at de havde nogen på slæb, før det var nødvendigt at sende Nådebrød over via det tynde tov. Så "Jeg"s kommunikator skulle virkelig gøre et godt stykke arbejde, hvis det skulle lykkes dem at ...........
Et smæld afbrød Sind's tankerække. Det kom igen forfra, men umiddelbart kunne han ikke se, hvad der havde frembragt denne ildevarslende lyd.
Først da han lænede sig ud over rælingen, og flugtede blikket langs det tørresnorstynde reb, der trak "Jeg" gennem natmørket, opdagede han årsagen. En fugl, en såkaldt Systemkrage, var landet på rebet, og havde nu fat i det med sine klør, mens den bankede næbbet ind mellem trådene i rebet, for at få fat i de Velgørenhedsorme, der altid fandtes i Systembådenes reb og tovværk.
Og for hvert hak, knækkede en enkelt tråd, så der snart ikke ville være flere tråde tilbage, til at holde "Jeg" fast bag Systembåden.
Sind greb efter sit sidevåben, en forlader han havde arvet fra sin mentor, og rettede den mod Systemkragens smudsige hoved. Hvis ikke han ramte med det første skud, ville han ikke kunne nå at lade igen, før rebet endeligt brast, og de ville være prisgivet storm og klipper.
(fortsættes - højst sandsynligt - og sikkert snart.)
Han mærkede nakkehårene rejse sig, da han forestillede sig hvordan Hjemløshedsklipperne ville skære hul i den eneste virkelighed han kendte, det gode skib "Jeg". Og kunne næsten føle, hvordan han selv ville blive flået af den virkelighed, de knivskarpe klipper stod for.
Hvis nu bare Systembåden ville opdage, at den styrede i den forkerte retning. Men det var vel for meget at håbe på, at den styrende Systemsamvittighed ville opdage noget så simpelt, som muligheden for at miste en båd på slæb. Den ville vel ikke engang opdage det, og bare fortsætte lystigt tøffende ud i horisonten.
Han for op i forstavnen, for at holde øje med det tynde tovværk, "Jeg" nu var blevet udstyret med som slæbereb, men da han søgende lod blikket glide langs dette, var der noget andet, der fangede hans opmærksomhed i horisonten.
En åbning, af den slags han og kaptajnen havde set så mange gange, lå direkte i "Jeg"'s sejlretning, og tilbød mulighed for - kortvarig - sikker havn for både skib og mandskab. Men efterfølgende ville indholdet bag den, langsomt fortære både skib og mandskab. Kun få slap ud af dens stramme greb, og mange havde slet ikke lyst til at forlade den, når først de var kommet ind bag den.
Tre gange - mindst - havde han og kaptajnen haft den tvivlsomme fornøjelse at styre "Jeg" ind i et længerevarende ophold bag sådanne åbninger. Og lige så mange gange havde det kostet dem næsten alt, at slippe ud igen. Men det var lykkedes dem, med skrammer overalt, og med styretøj og maskinrum i en forfærdelig forfatning, at få hevet skib og besætning ud gennem helvedet i åbningen igen.
Mandskabet havde ikke set den endnu, men han kunne mærke, at de havde sanset noget var på færde. Ryggene sitrede, og næserne vejrede i vinden, som kunne de lugte indholdet bag åbningen. Hurtigt skyndte han sig at sørge for, at deres opmærksomhed ikke blev fanget af det tillidsvækkende, men dog så forræderiske syn, og løb samtidig alt hvad han kunne op mod kaptajnen.
"Skipper, for fanden, pas på ! Åbning forude ! Og den er bayersk !!", råbte han hæst, og så hvordan kaptajn Hjernes opmærksomhed med et ryk vendte sig for at se, hvad han mente. Han så også, hvordan Hjernes øjne spilede op, da denne så de spritdampende skyer, der omgav åbningen, og det gik op for ham, hvad der var forude.
Flaskeåbning. Grøn og indbydende stod den klart i stormen, og lokkede for at trække dem alle indenfor. Systembåden var allerede på siden af åbningen, og tøffede uforstyrret videre. Intet System ville nogensinde opdage en sådan havn, om den så blev plantet på skødet af samtlige ledere.
Men det gjorde Hjerne. Og Sind kunne se, hvordan kaptajnen fortvivlet vaklede hen mod muligheden for at kappe Systemtovet, og drive ind i smult vande bag Flaskehalsens lokkende åbning. Bistert bandende for Sind op på siden af kaptajnen, og hvæsede hæst ind i ansigtet på ham: "Ikke igen, kaptajn ! Sidst var du ved at koste os alle livet, og smadrede næsten alt af betydning på skibet, så jeg vil ikke lade dig gøre det igen. "
Sind løftede den barkede næve, der var blevet formet af utallige slagsmål med utilpassede Strøtanker og giftige Hadefuldheder, og viftede den truende foran sin kaptajns øjne.
"Du ved, at jeg er nødt til at banke lyset ud af dine øjne, og bevidstheden ud af dit hoved, såfremt du styrer os derind. Alt det, vi har nået sammen, du, jeg, og mandskabet, vil være tabt på gulvet igen. Og denne gang ved jeg mandskabet ikke vil finde sig i det. De flygter fra os, og så står vi med et dødt skib, uden mulighed for at komme videre på Livets Vand. Er det det, du vil, skipper ?", råbte han vanvidsrasende hæst, mens tankespyttet stod ham ud af munden.
Kaptajnens øjne, der havde fået en vanvittig glans ved synet af den lokkende åbning, mistede langsomt denne, og fokuserede flovt, men nøgternt på Sinds bønfaldende ansigt. Hans greb om det blanke ror blev strammere, og ryggen rankedes.
"Sind, gamle ven," sagde han hæst," det var lige før jeg faldt for fristelsen. Jeg havde vist glemt, hvad der skete de andre gange, vi sammen sejlede ind i den slags åbninger. Sørg for mandskabet er beskæftiget, så de ikke ser at vi sejler forbi. Jeg gruer for, hvad der ellers kan ske."
Sind nikkede kort, og for derefter ned blandt mandskabet med tarmpisken højt hævet. "Kom i hug, i celleforstyrrede blodplader. Tro ikke, at jeg ikke har set I forsøger at skulke fra jeres arbejde !", lød det fra hans nu let smilende læber.
Sagte duvende drev det gode skib "Jeg" forbi mundingen, og fortsatte efter Systembåden. Vinden havde løjet lidt af, mens mandskabet havde kæmpet for at holde skibet på ret vej, og Sind trak vejret dybt af lettelse over at have undgået den pludselige fare.
Han vidste, at det kun var kortvarigt, den aftagende vind ville tillade dem at slappe af, så han sørgede hastigt for at Topholdet var forberedt på det, der ville komme. Og ganske rigtigt ramte vinden dem igen med fuld kraft, da de havde lagt den forræderiske åbning bag sig, og flåede i masternes tolvstrengede sejlholdere.
Pludselig hørte han en svagt syngende lyd bag sig. Det lød som havde nogen fanget en Sindsro, og delt den ud gennem vinden. Sind kunne næsten mærke den i sine fødder, som var det hele skibet der vibrerede i medlyd. Da gik det op for ham, at lyden var blevet skabt af Topholdets arbejde i "Jeg"s Hjerterum, og nu deltes videre gennem hver en planke og hvert et søm i det gode skib.
Både Top og Bund nynnede med, kunne han se, og selv kaptajnens læber bevægede sig, opdagede han da han drejede hovedet.
Skibet var, trods storm og Systemfejl, i ro igen.
Nu skulle det bare klare de kommende skær, for Hjemløshedstenene lå stadig forude og truede med at rive alle håb i stykker. Sind fangede hurtigt "Jeg"s kommunikator, og satte denne ind i situationen.
Hvis ikke man kunne få kontakt til Systembåden, og overtale dem til at sætte kursen en anelse mere via Kursusforløbet mod Kap Håbet Er Godt, ville Systembåden ende med at have et flosset reb, og intet andet, drivende efter sig.
Ikke fordi Systembåden ville sørge over deres endeligt, hvis det kom så vidt. Lederne ombord anede for det meste ikke engang at de havde nogen på slæb, før det var nødvendigt at sende Nådebrød over via det tynde tov. Så "Jeg"s kommunikator skulle virkelig gøre et godt stykke arbejde, hvis det skulle lykkes dem at ...........
Et smæld afbrød Sind's tankerække. Det kom igen forfra, men umiddelbart kunne han ikke se, hvad der havde frembragt denne ildevarslende lyd.
Først da han lænede sig ud over rælingen, og flugtede blikket langs det tørresnorstynde reb, der trak "Jeg" gennem natmørket, opdagede han årsagen. En fugl, en såkaldt Systemkrage, var landet på rebet, og havde nu fat i det med sine klør, mens den bankede næbbet ind mellem trådene i rebet, for at få fat i de Velgørenhedsorme, der altid fandtes i Systembådenes reb og tovværk.
Og for hvert hak, knækkede en enkelt tråd, så der snart ikke ville være flere tråde tilbage, til at holde "Jeg" fast bag Systembåden.
Sind greb efter sit sidevåben, en forlader han havde arvet fra sin mentor, og rettede den mod Systemkragens smudsige hoved. Hvis ikke han ramte med det første skud, ville han ikke kunne nå at lade igen, før rebet endeligt brast, og de ville være prisgivet storm og klipper.
(fortsættes - højst sandsynligt - og sikkert snart.)
Genialt :)
SvarSlet