Den kriminelles kvalme.

Jeg har kvalme.

En af den slags, der kommer helt nede fra mavesækken, og giver den der ubehagelige fornemmelse i mund og svælg. Og som har en fornemmelse af sygdom med sig - svimmelhed, ubehag, flimren for øjnene, og en uafbrudt lyst til at ofre alt det dejlige mad, jeg har spist i dag, til den store toiletgud.

Det er nu ikke fordi jeg vil have dig til at styrte hen til telefonen, kære læser,  og hasteringe efter en skidt-tilpas-bil til mig. Ej heller har jeg ønsker om at have Mester Doktor til at kigge mig dybt ind i øjnene og mumle utydeligheder på latin.

Jeg ved nemlig godt selv, hvor hunden ligger begravet.

Jeg har jo lige været indlagt på Livsstilscenteret i Brædstrup i 4 dage. Hvilket ganske naturligt har medført indtagelse af en masse velsmagende, veltillavet, og dejlig mad.

Som - skal jeg skynde mig at slå fast - intet har at gøre med min kvalme. Men mere med det faktum, at jeg har bevæget mig f r a Centerets trygge rammer og t i l mit hjems åbenbart utrygge samme på Djursland.

Og nej, det er heller ikke hverken kørselen eller det køretøj, min medpatient - som var så pragtfuld at tilbyde mig at køre med, da kurset var færdigt - kørte i, der ligger bag den nu temmeligt kraftige kvalme fornemmelse i min krop og mit hoved.

Og som måske kan ende med, at føromtalte pragtfulde mad, foretager en katastrofeevakuering af mit fordøjelsessystem. Måske endda med udnyttelse af begge exit-muligheder.

Den skyldes et brev.  Endda et elektronisk et af slagsen.

Jeg var nemlig så heldig, at jeg modtog et e-brev fra den systemtildelte sagsbehandler, der i ganske klare vendinger gjorde mig opmærksom på, at jeg var kriminel.

Jeg har nemlig begået et ulovligt fravær fra den til mig tilbudte deltagelse i Projektcenter og Træning, jeg skulle have været medvirkende i, ugen før jeg blev indlagt.

Godt nok havde jeg pligtskyldigst sørget for at melde afbud i god tid før - ikke til sagsbehandleren, men til lederen af det tilbud, jeg skulle have deltaget i - samt berettet, at jeg meldte fra, fordi jeg skulle i retten som bisidder for en god ven.

Det må man åbenbart ikke, så nu kan jeg forvente at blive trukket en dagløn i min i forvejen betragteligt minimerede indtægt. Så kan jeg lære det, kan jeg.

Samtidig fik jeg besked på, at jeg fremadrettet - skørt ord, jeg ved det godt - skal sørge for at lægebesøg og behandlinger ikke kommer til at ligge på de dage, hvor jeg forventes at deltage i det mig påbudte tilbud .

Puff - sagde det, og straks var det meste af det positive input, min indlæggelse denne gang havde givet mig, væk. Og en sort sky samlede sig inde i mit lille, men dog endnu brugbare hoved. I det mindste formoder jeg da, at det er brugbart - jeg har jo ikke spurgt om lov til at bruge det endnu.

Derfor, kære læser, startede en kriminel kvalme med at samles i min krop og i mit hoved, undervejs i den pragtfulde Volvo, jeg og min medpatient kørte i, og har nu - helt seriøst - ødelagt min hjemkomst fra en ellers vidunderligt givtig indlæggelse.

Så på stående fod er min kære hjemkommune igang med at sørge for, at jeg kan smide to indlæggelser på Livsstilscenteret i papirkurven, samt påbegynde en tilbagevenden til den depression og det stress, de lægehenviste ophold ellers var beregnet til at hjælpe mig af med, så jeg igen kunne blive et produktivt medlem af samfundet.

Jeg havde hørt om, men aldrig troet på, at den type påvirkning fra det offentlige, kunne fremkalde direkte fysiske symptomer.

Nu ved jeg bedre.

Men selvom jeg måske er nødt til at forlade tastaturet, for at styrte ud og ofre indholdet i min mavesæk til toilettet, og samtidig føler dybet fra depressionen kravle ned over hovedet på mig, er der én ting, jeg ved ganske klart.

Jeg tager 24 ædru timer mere.