Pausetanker

At være i en depression er ikke særligt rart.

Hvilket I sikkert også har bemærket, at jeg på indtil flere måder har givet udtryk for gennem de sidste mange indlæg her på bloggen.

Udtryk, jeg undervejs har haft sværere og sværere ved at give, fordi jeg har kunnet føle mørket sænke sig mere og mere over mig. Det der depressive nu-står-det-hele-sgu-stille mørke, der kan få alting til at ske i absolut slowmotion, og sænke udtrykkene helt ned på Ja/Nej-niveau.

Hvor jeg sidder og bare stirrer ud gennem mine vinduer, uden egentlig at opfatte den verden, der folder sig ud uden for dem, og ganske enøjet fokuserer på helt basale ting.

At være ædru og overleve som tænkende, åndende, levende, følende væsen.

Og pludselig går det op for mig, at jeg har været her før.

At jeg har oplevet den samme type uforståenhed og negativitet, dengang min forhenværende samlever gik fra mig sidste år. Den samme type provokationer, der kun er beregnet på at få en reaktion frem, som den anden - læs: min samlever / min sagsbehandler - forventer, for at kunne slå ud med armene og triumferende sige: "Der kan I se, jeg sagde jo at han var sådan......"

Dengang reagerede jeg ikke som forventet, og provokationerne tørrede ud, mens jeg med Sindsro i sjælen blidt smilende lod dem forsvinde.

Det kan jeg ikke gøre nu.

Hvorfor ? Fordi der ikke er en personlighed bag, som provokerer af personlig grund, men et system, hvor sagsbehandleren gemmer sig bag love, regler, og paragraffer, mens provokationerne bliver affyret med staccato maskingevær-agtig hastighed. Og hvor der ikke - til forskel fra dengang med min kærlighed - overhovedet bemærkes, at der er et menneske bag målskiven.

Min tidligere forlovede havde i det mindste en personlig interesse i at forsøge at få mig til at eksplodere, og reagere med vrede og irrationalitet. Hvilket var medvirkende til, at jeg kunne undgå at gøre netop dét.

Det System, jeg er oppe imod, har ikke den slags personlig interesse i at knække mig - det håber jeg da i det mindste ikke, min sagsbehandler har - men gør det kun, fordi der står i gældende love, regler og paragraffer, at Systemet kan, må, og helst skal. Derved kan det samfund, der betaler lønnen, nemlig spare på de fælles udgifter.

Og så skidt med, at jeg måske knækker, og risikerer alle mulige indlæggelser og behandlinger, med medfølgende udgifter til psykofarmaka og psykolog/psykiater.

Det er nemlig en anden kasse, der skal betale dette...........

Suk.

Udenfor mit snavsede vindue skinner morgentågen med en lidt syg, grå glans, og mine fjerede venner slås om de få frø, der er tilbage på jorden, mens de med skingre lyde forsøger at jage hinanden væk fra maden. Istedet for at deles om det, der er.

Hvor kan livet dog være ens.