tirsdag den 21. marts 2017
Mavekneb.
Endnu en gang er dagen gået, som dagene her på centeret vel altid gør. Med masser af god mad, og interessante foredrag / oplysninger, der på ny sætter tankerne i gang.
Egentlig er det underligt, at jeg i løbet af kun et par dage, begynder at identificere mig med de mennesker, jeg er indlagt sammen med. Men også ganske dejligt, at kunne opleve andre med de samme tanker, problemer, og synspunkter. For når det drejer sig om at ændre livsstil, er det skønt, at have nogen at gøre det sammen med.
Indrømmet. Jeg har måske ikke helt den samme overvægt som andre på centeret. Men så har jeg til gengæld mine egne levemåder, der meget gerne skal ende med at være ændret radikalt. Siden jeg startede første gang på stedet, er jeg smuttet ned på 84 kg - en vægt nedgang på knapt 16 kilo, når jeg ser på den vægt, jeg havde inden jeg lagde mit liv om.
Så på dét sæt, kan jeg være ganske tilfreds med indsatsen. Men så er der lige det der, med at fastholde de 6 daglige måltider, og fastholde den sunde levevis.
Det er straks noget sværere.
For indrømmet, det er lidt for let at "komme til" at købe de forkerte råvarer, eller smutte en rulle af de der vidunderlige fyldte kiks og en omgang franske vafler, med ned i kurven, når jeg er på indkøb.
Undskyldningen hedder hver gang, at der jo skal være mulighed for at synde bare en lille smule ind i mellem.
Jeg tror efterhånden, at den der lille smule synd, er skyld i min vægts stagnation, og min maves begyndende protesteren igen. For protestere - dét har den gjort de sidste mange uger før jeg tog afsted på det her ophold. Det er lige før, jeg har kunnet høre hvordan mine tarme desperat forsøgte at kyle de mere usunde madvarer igennem systemet i en fart, så de ikke satte sig a l t for meget på sidebenene.
Og indtil nu, er det da gået. Så nogenlunde. Tror jeg nok. Måske.
Suk.
Nej, jeg må indrømme for mig selv, at jeg er nødt til at bruge det, jeg lærer hernede til at sørge for at kunne holde fast i den sunde måde at leve på.
For ligesom jeg risikerer tilbagefald til mit alkoholmisbrug, hvis ikke jeg på daglig basis holder fast i og bruger de værktøjer, jeg har fået i behandlingen, skal jeg også på daglig basis holde fast i og bruge de enkelte, men logiske værktøjer, jeg får udleveret på de tre gange 4 dage, jeg er her på Livsstilscenteret.
Det skulle da ikke være så svært, vel ?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar