Sorte huller - og deres årsag.....

Puha - det er godt nok svært at få hevet sig selv op med hårene - især i min alder og med dé hår jeg har tilbage.

Men det lykkes - for som en af mine gode venner skrev i det tidligere opslag, jeg lagde på Facebook om Sorte Huller, bliver Egen stærk i stormvejr, og Diamanter skabt under tryk.

Jesus Maria til Flodhest - dén diamant bliver dæleme godt nok stor og flot, med dét tryk der er på mig fra Systemet i øjeblikket.

Som nogle af jer måske har set, så er jeg løbet ind i et begyndende stormvejr fra Systemets side, fordi jeg tillod mig selv at tage afsted på Netværks-tur, og dermed plejede mine gamle forbindelser, kontakter, og bekendte. Alt sammen naturligvis ud fra den gustne betragtning, at når jeg en gang bliver raskmeldt, så ved folk at jeg eksisterer og kan bruges igen

Den slags er ikke helt velset indenfor Systemet, så i løbet af ingen tid er jeg blevet sat fra Sygedagpenge over Resourceforløb og til Jobafklaringsforløb. En øvelse, der ellers normalt tager længere tid, når man nu er langtidssygemeldt med de sygdomme, jeg fik skrabet mig til.

Jeg er altså ikke rask endnu, kære venner, og kæmper stadig med efterveerne af både en depression og min årelange periode som aktiv alkoholiker. Samt de andre, endnu ikke fuldt afklarede fysiske dårligdomme, jeg har fået udviklet gennem de senere år.

Herunder både tarmproblemerne, hjerteproblemerne, leverproblemerne, blodtryksproblemerne, og de altid nærværende White Matter Lesions, som jeg har en uforholdsmæssig stor del af. Samt sikkert andre, som jeg har glemt i kampens hede.

Så det, at jeg gennem de sidste nu10 måneder har fået kæmpet mig tilbage til et glad, ærligt, og ædru liv, har betydet alverden for mig.

Derfor er det kraftigt nedslående, at jeg åbenlyst bliver mistroet af et system, der har mere tavlt med at gøre det, de ikke må - nemlig overtage lægens arbejde og stille diagnoser, herunder raskmeldinger - end at forsøge at finde et fælles fodslaw at arbejde ud fra.

I et af de tidligere dages indlæg her på bloggensluttede jeg af med at skrive, at det var lige til at blive syg af - langtidssyg. Og selvom det på en måde var ironisk ment, er der en form for sandhed i den sætning.

Alene det, at jeg i dag pludselig genoplever det sorte hul, der for en hel del måneder - lang tid før min behandling - lagde beslag på hele min dag, hver dag, fortæller mig en hel del om, hvilken magt de ansatte sagsbehandlere i vort socialsystem har. Og får mig til at frygte, at jeg kan være på vej ned i det hul igen - godt hjulpet på vej af Systemets folk.

Eller sagt på en anden måde - hvis ikke jeg vil hoppe når de kalder, skal de nok sørge for at få mig lagt ned - i Nato-stilling med hænderne bundet på ryggen.

Så lige her og nu, mine damer og herrer læsere, venner, og følgere, har jeg besluttet mig til, at gå ind i det næste kapitel af Kampen om Mit Helbred og Kampen Med/Mod Systemet, med åbne øjne og en Sindsrobøn på læben.

Min nakke er min - og jeg bøjer den ikke for hvemsomhelst.