Avanti Popolo

Indimellem er det ganske svært at få det hele til at hænge sammen. Ikke bare det der, med den daglige mad og pleje, men da især også det der med at være sygemeldt i et system, der ikke er gearet til at tage sig af mennesker.

Så selvom min dag på sæt og vis har været ganske god, og jeg har nydt at rejse en tur til Randers og tilbage igen - det var dejligt koldt at gå rundt i byen - og ligeledes at bruge snakketøjet sammen med andre mennesker på min vej, så kan den slags hyggelige oplevelser i hverdagen hurtigt kvases, og drysse væk fra opmærksomheden.

Det kræver såmænd bare en besked på telefonsvareren.

Den sagde, at man fastholdt at jeg skulle aktiveres, selvom der ikke var noget formål med aktiveringen, samt at Systemet havde lægelig belæg for at jeg godt kunne.

Min første tanke var, at Systemet måtte have udviklet ESP-evner, så det på afstand kunne snakke med en ikke længere ansat læge, i det lægehus jeg normalt frekventerer. Han stoppede nemlig i slutningen af sidste måned - ganske pludseligt, og uden varsel til sine patienter. Og har derefter ikke været til at få fat i på nogen måde.

Den næste tanke var, at Systemet måtte have gjort brug af den ansatte lægekonsulent, som ekspert.

Problemet er bare, at en sådan ansat lægekonsulent ikke ligefrem har ret meget andet at lave, end at oversætte lægelatin for sagsbehandlerne. De må ikke anfægte diagnoser, stillet af andre læger, eller stille nye diagnoser. Dette da de jo ikke kender vedkommende patient på samme måde som patientens faste læge.

Virkeligheden har bare vist, at Systemet overalt i mange af landets kommuner, blæser på hvad der foreskrives, og lystigt bruger lægekonsulenterne til at få trumfet deres egne dagsordener igennem.

Nu altså muligvis også i Syddjurs.

Lad mig lige slå fast med syvtommersøm - Jeg er ikke raskmeldt endnu, men håber på snart at kunne blive det. Punktum.

At det så er blevet noget mere indviklet, efter min læges pludselige afrejse, og efter Systemets kraftige rejehop, er noget helt andet. Det, der samtidig sker, er, at jeg så også skal kæmpe med ikke at falde ned i det sorte hul igen, og lade mit sind og psyke påvirke af det hele.

Her er det, at jeg virkelig er taknemlig for, at jeg valgte at tage i behandling for snart 11 måneder siden. Uden de værktøjer, jeg lærte at bruge dér, ville jeg have været ilde stedt.

Så det er med smil på læben, og kampgejsten vakt, at jeg afslutter dagens blog - med en henvisning til en gammel kommunistisk, italiensk sang. 

Så kan de lære det, kan de.