Spættet udsyn

Det der, med at vågne om morgenen, indebærer mere end bare at slå øjnene op, og starte dagen med et friskt spring ud af sengen. Heller ikke den pludseligt vækkede hjernes lynhurtige tilvænning til daglige tanker og afvænning fra natlige søde drømme i paradisiske omgivelser, med ledsagende harpeklang, er nok for den grumme og grimme morgen, jeg højt syngende tager kampen op mod.

Sarkasme og ironi er to alt for oversete kvaliteter, når det kommer til beskrivelse af øjeblikke.

Så skal jeg ikke bare starte forfra, og tage dig med ind i denne ene morgen, ud af alle de morgener, der har udgjort mit liv indtil nu.

Lyset, der trænger ind under det kulsorte natgardin, er gråt og trist. Farven kommer fra den grå og overalt nærværende "det er godt nok marts, men ligner november"-himmel, der dukker frem da jeg ruller gardinet op.

Varmen på toilettet gør mit morgenbesøg til en lidt klam oplevelse, der dog løftes lidt af p4-morgenværten på min toiletradio, Han snakker friskfyragtigt om blæsevejr og morgenmusik, mens No Doubt klinger ud gennem højtaleren.

Morgenmaden smager som en gentagelse af de største fejltagelser i mit spisende liv. Syrligt, klumpet, og til tider knasende. Og ikke en gang duften af kaffen, der dråbe for dråbe lander i kanden, kan vække interessen for andet end den just overståede søvn.

Det bedste, der kan siges om dén er, at den var til stede.

Ingen jordomrystende drømme, eller besøg af letpåklædte gudinder med fristende løfter om sexuelle udskejelser af hverken den ene eller den anden slags. Ingen dybe, erkendelsesstrålende lamatanker, der bagefter kun huskes som åndeløst smukke lyde fra universet.

Men heller ingen mareridt. Ingen besøg af tidligere dårligdomme eller fejltagelser, forklædt som grufulde oplevelser og hjertestoppende uhyrer.

Bare søvn, på vej mod indtagelsen af de tre ting, næsten alle morgener består af. Vækning, morgenmad, morgenkaffe. Eller morgenthe.

Samt sorte tanker, om fortidens fejltagelser.

Men da jeg løfter hovedet fra min bevidstløse morgenlæsning af bladet, der tørrer op, hvor andre tisser, ser jeg pludselig, hvordan genboens to sammenflettede træer - en fyr og en gran, danser en inciterende morgendans i den åbenbart friske vind.

Og jeg opdager, at mit udsyn er blevet spættet af små, til lyden af vindens musik dansende, hvide flager af frosset vand.

Sne - igen.

Det går op for mig, mens jeg sidder og betragter den mere og mere intense spætning af mit udsyn, at der er ligheder mellem denne morgens pludselige gensyn med vinterens kendetegn og mit syn på mig selv. For som sneen spætter mit udsyn, lader jeg fortidens fejltagelser spætte min opfattelse af hvem jeg er.

Jeg glemmer bare, at lige så vel som sneen med tiden forsvinder igen, ved at smelte ned i jorden og dermed give nyt liv til alt, der vokser, smelter erkendelsen af mine fejltagelser ind i mit "jeg", og giver liv til det nye menneske, jeg er.

Og som sneen kan være forurenet, kan mine erkendelser være det.

Sneen giver slip på det, der har forurenet den, ved passagen gennem jorden, og efterlader forureningen som et lag, der kan skrælles væk, hvis man har den slags lyster. Men mine forurenede erkendelser, kan kun renses ved at udsættes for et filter, der er kraftigt nok til at skelne skidt fra kanel.

Det filter kender jeg godt.

Det har tolv trin, og bruges i fred og ro, mens erkendelserne skyller igennem det, og renses for bullshit. De rene erkendelser kan så nå helt ind, og danne grobund for det menneske, jeg gerne vil blive.

Skidtet og bullshittet ?

Det skrælles af bagefter, og placeres hvor det hører hjemme, uden mulighed for gentagelse. Låst nede i en fortid, der er fuldt erkendt, og som med tiden mister sin evne til at gøre ondt.

Så jeg lader stille og roligt mine spættede erkendelser af mig selv drysse ned i det filter, jeg har fået udleveret, så den daglige renselse kan fortsætte.

Og straks blev dagen bedre.