Stå aldrig til søs, lad de andre stå........

Første Kapitel.

Det gode skib "Jeg"

Kaptajn Hjerne rynkede brynene.

Han brød sig ikke om den vejrudsigt, han var blevet præsenteret for denne morgen, af førstestyrmand Sind. Det gode skib "Jeg" var ved at være godt slidt, og begge mandskab - både dem foroven og dem forneden - havde flere gange været på randen af mytteri.

Hvis ikke snart der blev sigtet land, ville flokken måske tage magten, anført af våbenmesteren, og derefter helt sikkert ødelægge skibet i deres fortvivlelse.

Og nu dette - eller som Sind havde udtrykt det: "Den ser godtnok både tarmvridende og blodtryksblæsende dårligt ud, gør den, Skipper. Minimum 16 på depressionsskalaen, og med retning fra Sorthedskanten. "

Med en bister mine og rynkede bryn udstedte Hjerne den første af utallige katastrofetanker : "Spænd begge sejl op - både det Systoliske og det Diastoliske. Så må vi se, om det er muligt at sejle igennem uden at forlise, og uden at miste nogle af folkene."

Sind løb hurtigt frem i skibet, og glammede den ene ordre efter den anden til de sløvt udseende besætningsmedlemmer. Nu og da lod han tarmpisken svinge over en eller andens ryg, for på den måde at understrege hvad han ville, hvis nu ikke hans ordrer var blevet hørt i den hylende kolde vind.

Kaptajnen greb hårdt fat om det blankpolerede nakkerat, og betragtede folkenes myreagtige flittighed med en bister mine. Topholdet fra Hjertekøjerne havde allerede godt gang i sejlenes armtykke, hule tov, der blev fyldt med den kraftfulde styreolie fra skibets maskinrum - eller Hjertet, som folkene der sov ved siden af det normalt, kaldte det - og begge stod nu fuldspændte og drev skibet fremad.

Værre var det med Bundholdet, der altid havde betragtet sig selv som skibets affald, selvom intet kunne fungere uden deres arbejde. Kaptajn Hjerne så, hvordan de i fortvivlelse over skibets dårlige respons på deres anstrengelser, og uden at agte på tarmpiskens bidende slag, brølede stinkende mod den sortdepressive, kolde vind. For derefter at snuble over enten det fedtbefængte leverklyds, eller den knudebesatte galdeklump. Hvis bare skibet havde kunnet fungere uden disse to, så........

Han rystede på hovedet, da han indså hvor selvødelæggende tanken var. Havde han ikke selv, helt uden at bekymre sig om konsekvenserne, været den der overpøsede begge dele med alle mulige giftige væsker, dengang alt var godt, og skibet nogenlunde velfungerende ? Og var det ikke det, der var skyld i den kursændring, der havde fået "Jeg" ud på en rute gennem minefyldte farvande, fyldt med skarptandede organhajer ?

Sukkende erkendte han for sig selv, at Sket var Sket, og nu drejede det sig om at få "Jeg" og mandskabet helskindet frem til nærmeste havn. Han var overbevist om, at der var kort vej til den berømte Kap Håbet er Godt, hvor skibet kunne repareres i fred og ro, og hvor mandskabet kunne restitueres uden alt for mange frafald.

Men for at komme derhen, vidste han at der skulle et mindre mirakel til.

Allerede nu, kunne han høre hvordan den stigende påvirkning af det Diastoliske sejl fik skibets årer til at knirke voldsomt. Og han kunne se, hvordan styreolien inde i tovene spændte disse op, med risiko for både propper og revner. Begge dele ville være fatale for skibets mulighed for at styre gennem det Livets Vand, det nu havde besejlet i mere end 60 år, og burde derfor søges undgået med alle midler.

Barskt glammede han en ny ordre til Sind : " Få sejltovene smurt, førstestyrmand, ellers mister vi alt. Og gør det med Ramipril fra den tønde, vi hentede ved medibådene sidste sommer - så får vi håbe, at det virker. "

En dirren gik gennem skibet, og pludseligt hørtes et højt smæld, efterfulgt af et ryk i rattet, der næsten rev det ud af hånden på Hjerne. Gallionsfiguren havde revet sig løs, da den passager, de havde samlet op undervejs, ubemærket havde valgt at sætte sig op på hende, åbenbart for at betragte verden set fra hendes side.

Rystelsen, der efterfulgte den pludselige vægtforandring i skibet, var nær ved at få det kæntret, men det lykkedes den nu storsvedende kaptajn at rette det op igen. Samtidigt bandede han højlydt over tabet af gallionsfiguren - den havde trods alt siddet på samme plads i snart 13 år.

Og at sådan en idiot kunne knække hende af........

Hun måtte have rustet i samlingerne, uden nogen havde opdaget det. Eller også havde han selv haft for travlt med at pøse gift på leverklyds og galdeklump, til at bemærke noget. Men der var ikke noget han kunne gøre nu - passageren var væk, og figuren ligeledes.

Pludselig fik han øje på udkiggen. Denne viftede med begge arme og råbte et eller andet, der dog blev væk i vindens hylen. Han pegede i retning af forstavnen, og råbte igen. Nu kom det meste af hans råbe med gennem vinden.

"Slæ.........åd fo......u...e!!!"

Kortvarigt tænkte Hjerne over, hvad det mon betød. Så gik det op for ham. Slæbebåd forude.......

Og ved at knibe øjnene sammen, kunne han svagt ane en bastant bredbuget Systembåd komme bølgehuggende hen mod dem. De var reddet.

Men den første begejstring lagde sig hurtigt, og blev til rendyrket panik, da det gik op for Hjerne, at slæbebåden overhovedet ikke havde lagt mærke til dem, og nærmest var på kollisionskurs. Han vidste, at hvis "Jeg" blev ramt for fuld kraft af den store Systembåd, ville de gå under på rekordtid.

Med hastige råb og fakler lavet af systempapir, forsøgte han igen og igen sammen med Sind, Hjertefolk og Bundfolk, at råbe Systembåden op. Men det var med fortvivlelse han så, at en kollision åbenbart var uundgåelig.

Pludselig stoppede Systembåden sin hastige fremfærd, og drejede bi. En bistert udseende, kvindelig, person - åbenbart en af Systembådens Vej-ledere - satte en megafon for munden, og råbte dem an : "Ohøj der - hvad vil I ?"

Det tog kaptajn Hjerne mange råbende forsøg at få personen til at forstå, at han og det gode skib "Jeg", var i overhængende fare, og kun da han lovede fuld hånd- og halsret til Systembådens kaptajn og ledere - en Systembåd er i sagens natur uden besætning, den har kun en masse ledere, der dirigerer den i utallige nyttesløse retninger - fik han allernådigst smidt en tovende ombord. Ikke af de tykkeste, men den måtte kunne holde til det træk, der skulle til for at Systembåden kunne bugsere "Jeg" og besætning i havn.

Lettet lod Hjerne en understyrmand overtage rattet, og gik ned i sin hvilekabine. Han kunne høre, hvordan mandskabet lige så stille fik sænket trykket på sejl og tovværk, og hvordan bumpene, der fremkom når Bundholdet snublede, blev færre og færre.

Der var Håb forude nu.

Pludselig blev han revet ud af sin rolige tilstand, af en hastig banken på kabinedøren. Da han åbnede den, blev han næsten overfaldet af skibslytteren, der var blevet sat til at monitorere al kommunikation med Systembåden.

"Kaptajn, de påstår vi ikke længere har ret til så tyk en trosse, og har allerede byttet den ud med en tyndere !!", stammede skibslytteren.

Med et ryk satte Hjerne sig i omdrejninger, og drønede op på dækket. Ganske rigtigt - borte var den brugbare, men ikke særligt gode trosse, og istedet blev skibet nu trukket af, hvad der allerhøjest kunne betegnes som en tørresnor.

Og den var allerede spændt til bristepunktet.

Samtidig kunne han se, at Systembåden igen havde skiftet retning, og nu var på vej henover Forløbsbanken, med snuden direkte mod det område, der blandt skibe i havsnød blev kaldt Hjemløshedsstenene. En flok sylespidse toppe, der lå lige under overfladen, og som kunne flænse ethvert skibs bund op på sekunder.

Undtagen Systembådenes bund. Disse var så fladbundede og bredbugede, at de uden problemer gled henover stenene - ja for det meste anede disse bådes ledere ikke engang, at stenene var under dem. Nogle af lederne var endda citeret for at påstå, at de slet ikke eksisterede.

Gysende gik det op for Hjerne, at såfremt der ikke skete noget lynhurtigt, ville skibet hurtigt forlise , og han og mandskabet være prisgivet.

(fortsættelse følger......... Elsker I ikke også bare sådan en Cliff-Hanger ? )