Kryds dit spor, flygtning......

Du skal ikke tro, at du er noget.

Noget af en slidt frase at starte dagens blog med, men ikke desto mindre er det det, der åbenbart er det gennemgående princip i behandlingen af sygemeldte borgere. Især når det drejer sig om at skulle vurdere, om en borger er syg eller ej, samt om samme borger kan tillade sig at forsøge at ændre sin egen situation.

Men eftersom jeg jo ikke kender noget til nogle af alle de andre sygemeldtes situation, så lad mig tage afsæt i mig selv - det er jo trods alt den person, jeg kender bedst.

Jeg har efterhånden været sygemeldt et godt stykke tid - rent faktisk siden 10. måned 2015, hvor jeg gik i brædderne med en kraftig depression, forårsaget af stress, samlivsproblemer, alkoholmisbrug, og et helbred, der allerede dengang aldeles ikke var noget at skrive hjem om.

Hjerteproblemer, tarmproblemer, leverproblemer, galdeblæreproblemer, og et blodtryk, der konsekvent lå i den livsfarlige afdeling.

Alt det har jeg vist uddybet indtil flere gange i tidligere blogindlæg, så dyk ned i mængden af daglige indlæg, og læs løs - der er både mulighed for små hyggelige godnateventyr, samt decideret mareridtsfremmende grumheder - hvis det er det, du vil.

Det er nemlig ikke mit helbred, eller min lange kamp for at komme gennem sygehusvæsenet og alle mulige andre behandlinger, der gerne skulle hjælpe med til at gøre mig istand til at deltage i samfundet aktivt igen, jeg vil tage fat i i dag.

Men det, at jeg er røget ind i en mølle, der ikke ser ud til at have andet formål, end at nedbryde det spirende selvværd, mit nyfundne jeg har arbejdet så hårdt på at fremdyrke.

Et selvværd, der gerne skulle kunne ende med at bære mig ud fra positionen som syg, og over i en stilling som et raskt og produktivt medlem af samfundet.

Systemet skal nemlig bestemme alt, hvad jeg gør. Som var jeg et børnehavebarn, med indlæringsvanskeligheder, eller en, der er sat udenfor indflydelse og under administration.

Når jeg så søger at hjælpe mig selv ved at gøre noget aktivt, for eksempel gennem frivillligt, ulønnet arbejde, får jeg at vide at jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at hjælpe andre, for eksempel gennem det, at kunne være bisidder i retslige situationer, får jeg at vide at jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at inddrage min læge og søge konsultation ved samme, fordi jeg er ved at knække sammen igen, og føler mig på vej ned i depressionens mørke på ny, får jeg at vide jeg skal spørge om lov først. For ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Når jeg søger at hjælpe mig selv, ved at gøre hvad der bliver bedt om, og pligtskyldigst høfligt forespørger om lov til at gøre ovenstående - får jeg at vide at det er den forkerte person, jeg har spurgt, og at  jeg skal spørge den r i g t i g e person først. Ellers bliver mit levegrundlag beskåret.

Alt imens jeg bliver bestormet af henvendelser, der alle advarer mig mod at være åben og ærlig omkring min situation på både Facebook og Blog'en. Advarer mod at skrive, som jeg gør, for hvis det bliver læst af Systemets behandlere, kunne disse jo blive stødt, og ikke behandle mig og min sygesag som loven ellers foreskriver.

Altså en indskrænkning af retten til at udtrykke mig frit - ytringsfriheden.......

Jeg nægtede længe at tro, at der i min hjemkommune fandtes sagsbehandlere, der ikke søgte at hjælpe borgeren på borgerens præmisser, men som kun søgte at undgå udgifter for kommunen. Og et eller andet sted i den tillidsfulde barnlige del af min hjerne, tror jeg da også stadig på det bedste i det enkelte menneske, hvad enten dette er chauffør, psykolog, eller sagsbehandler.

Men jeg ved nu igen, at Janteloven eksisterer.

Jeg mærker den nemlig på egen krop, når der bliver reageret som beskrevet tidligere fra det System, der i mange år har modtaget mine skattepenge, så jeg kunne håbe på at nyde godt af de velfærdsgoder, der var, hvis der var brug for det.

Og jed ved, at havde jeg ikke haft de værktøjer, jeg fik i min behandling på Møllen sidste år, var jeg for længst bukket under igen, og ville højst sandsynligt sidde i en grøftekant lige nu, eventuelt med en lille hund som eneste selskab, med en flaske æblebrændevin i hånden og med at fuldstændigt formørket syn på tilværelsen og på mit eget liv. Et liv, der sikkert heller ikke ville vare alt for længe derefter.

Men isen er ved at være tynd under mig, når jeg kan sidde og føle sortheden sænke sig over et ellers solbeskinnet landskab, og for mit indre øre igen og igen høre de samme strofer:

Du skal ikke tro, du er noget.

Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

Du skal ikke tro, at du ved mere end os.

Du skal ikke tro, at du er mere end os.

Du skal ikke tro, at du dur til noget.

Du skal ikke le ad os.

Du skal ikke tro, nogen bryder sig om dig.

Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.


Min fejl er nok, at jeg tror .............