Der' ingen bånd, der binder mig.....

Lad mig starte dagens blog med en af den slags bastante udsagn, der vil kunne få faresignalerne til at stå i kø for at komme ud :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke. Punktum !

Men inden du nu farer hen til telefonen for at ringe til mig - eller ud til bilen for at køre ned til mig, så læs lige hele indlægget, og tænk lidt over det.

Ok ?

Så starter jeg lige forfra igen :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Ingen, der står parat til at baske eventuelle vin- eller ølglas væk fra mine dirrende, krævende fingre.

Ingen, der med papirer og lovtekster i hånden, bare venter på at læse alle mulige og umulige bekendtgørelser, restriktioner, og betingelser op for mig, mens jeg jamrende synker i knæ med hænderne for ørerne.

Der står heller ingen uden for hoveddøren med en kølle i hånden, bare ventende på at jeg skal forsøge at komme forbi med Druk malet i øjnene.

Og ingen maser sig ind med følsomme instrumenter og diverse lakmusstriber i hånden, for at tjekke mit hjem, mit køleskab, mit sind, eller mine gemmer for flasker eller andre beholdere med C2H5OH-holdige vædsker - eller stikker næsen mistænksomt ned i mine madretter, for at finde ud af om de er tilsat noget"ulovligt".

For der findes intet "ulovligt" og ingen forhindringer og ingen forbud - der findes kun valg.

Mine valg.

Mine daglige, frivillige, ærlige valg, der alle som én er baseret på den samme erkendelse, og virker gennem den virkelighed, der gør at jeg hver dag med glæde modtager den Sindsro, det er at acceptere det, jeg ikke kan ændre, det Mod, der skal til for at ændre det jeg kan, og den Visdom, der ligger i at kende og erkende forskellen.

Til gengæld findes der masser af øjeblikke, begivenheder, og mennesker, der både bevidst og ubevidst sætter mig i situationer, hvor valg omkring min ædruelighed skal træffes. Men de træffes af mig - og kun af mig.

Står jeg så bare dér - med alle muskler spændt, kampklar, og venter på at de situationer skal opstå, så jeg kan kaste mig ind i kampen ? Parat til at slås for den ædruelighed, jeg påbegyndte for 31 år siden, og som blev virkelighed den niogtyvende april 2016 ?

Nej - det gør jeg ikke.

Jeg afleverer hver eneste gang det hele - lægger det fra mig, og erkender at jeg ikke selv er istand til at styre min sygdom. At jeg kun kan leve med den, ved at lade noget, der er større end mig selv, overtage ansvaret for den, og så "nøjes" med at tage ansvaret for alle mine fortidige og nutidige handlinger på den måde, jeg har fundet ud af at jeg bedst kan gøre dette.

Gennem de trin der - uanset om man er religiøs eller ej - i al deres enkelthed har vist sig at virke - for mig.

Så jeg gentager lige, hvad jeg startede dagens indlæg med at skrive - at der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Og afslutter den med at konkludere - at det er derfor, jeg ikke gør det. I det mindste de næste fireogtyve timer.

Thirty / Love, siger dommeren.

Endelig sidder jeg her igen - klokken sent om natten - eller tidligt om morgenen, alt efter hvilket temperament der nu lige er til stede. Bag skærmen - og i fuld gang med at skrive de tanker ned, der flyver forbi min lettere løjerlige lavenergihjerne, mens jeg gennem den åbne havedør kan høre frøerne kvække i mosen og fuglene vågne til dåd i en ny dag.

Det har taget tid, og tilløb, at komme hertil igen. Til det sted i mit Jeg, hvor jeg bare kan give los, og lade alt flyde ud gennem mine fingerspidser i en kontinuerlig strøm af tanker, meninger, idéer - mens morgenen langsomt kryber ind i mig.

Nattens engle og dæmoner har samtidig forladt de kamppladser, der, siden jeg så solen forsvinde i går, har genlydt af vingebaskende strid. Og efterladt mig udmattet og åndeløst ene, overgivende styringen af livet til mig selv - kun ladende evnen til både ondt og godt ligge sårbart og ubeskyttet tilbage, i mine alt for menneskelige hænder.

Og for en gangs skyld ved jeg ikke, hvordan jeg skal forvalte så skrøbelig en evne.

Hvordan jeg skal kunne udsætte mit Jeg for den balance af begge dele, livet dagligt består af - uden samtidig at risikere destruktion af det, jeg er kommet til at elske så højt.

Ingen har påstået, at det er nemt at være ædru. Og ingen kommer nogensinde til at overbevise mig om, at livet kunne være så meget lettere, hvis jeg bare gav slip og lod alt ske af sig selv. Dén kamp kæmper min indre engel og min indre dæmon ganske fortrinligt på både daglig og natlig basis, mens stregerne sættes på livets score-board, og sidedommerne nøje overvåger både genopbygningen og ødelæggelsen af det sind, kampen foregår i.

Hvordan kan det være, at jeg som ædru alkoholiker skal bruge så mange flere kræfter på at holde mig oprejst og velfungerende, end alle mine ikke-alkoholiserede medmennesker ?

Og er det virkelig nødvendigt, at livet skal bestå af den slags natlige kampe og daglige overvejelser - eller er det kun fordi min sygdom har givet mig muligheden for at kunne se, hvad vi alle - alkoholikere, misbrugere, mennesker - kæmper med døgnet rundt, at jeg nu igen sidder her bag skærmen, og renser de sår nattens kampe har givet mig, så de efterfølgende ar ikke bliver for voldsomme ?

Rent faktisk er jeg stolt af mine ar. Stolt af det, de fortæller mig om det liv, jeg har levet. Stolt af den indsigt og forståelse, jeg tror mig selv i besiddelse af på grund af dem. Stolt, over at være så meget menneske, at jeg kan huske hvorfor jeg fik dem.

Huske, hvad jeg lærte af kampene, der gav mig dem. Huske de næsten livsødelæggende situationer, der førte frem til, at jeg dag efter dag livet igennem har måttet se dem opstå. Og først har kunnet tage mig af dem, efter jeg endelig blev mør - endelig blev ædru.

Samtidig er jeg dybt ærefrygtig overfor de kampe min indre Lucifer og min indre Gabriel stadig er nødt til at udkæmpe - med sårende våben af både hadefuldt stål og livgivende kærlighed. For kun gennem disse kampe er jeg istand til at se, hvad dagen og livet har i posen til mig.

Til at erkende det, alt drejer sig om i mit indres rejse gennem livet - og gøre det i Sindsro Én Dag Ad Gangen.

Jeg hedder Per og er alkoholiker.

Jamen man skyder da heste.

Det siges, at der altid er en grund til at ting sker. At der står en eller anden form for intelligens - en Højere Magt, om man vil - bag det, der sker i det liv, jeg lever. Og at der på den måde er en Højere Årsag til, at livet og tilværelsen præsenterer de forskellige "bump", der kan forekomme på livets vej, på præcis de tidspunkter, de sker.

I så fald kunne jeg vældig godt tænke mig at have en alvorlig snak med vedkommende Højere Magt, og påpege at jeg måske godt ville have ventet bare en teenie-weenie bettelille smule længere, inden jeg endnu en gang skulle bankes i hovedet med mere af den slags, der får mig til at stoppe op og tænke dybe, alvorlige tanker over livet, universet, og alt det der.

Suk.

Ikke fordi jeg regner med, at min Højere Magt har tænkt sig andet end at klukle over mine let febrilt knurrende udgydelser, nu hvor jeg endnu en gang er på vej igennem en altomfattende krig mod mine indre små venner - de bakterier, der langt om længe er blevet så mange i mit fordøjelsessystem, at jeg endelig kunne begynde at omsætte min indtagne føde normalt.

Men nok nærmere fordi, det er trættende som bare fanden, at skulle hælde penicillin i systemet, bare fordi en myg eller en klæg eller hvad pokker det nu har været, havde glemt at vaske snablen, inden den blev stukket - nej, hamret -  ned i mit sarte kød.

At jeg så på den måde er blevet sidestillet med syge heste, er en oplevelse jeg aldrig havde tænkt jeg skulle komme i nærheden af. Men eftersom det åbenbart er heste, der har størst mulighed for at blive inficeret på den måde, for derefter at udvikle lymfekarbetændelse / lymfangitis - jamen så er jeg altså lige nu at sammenligne med en syg krikke.

Og en syg hest har da kun én retning, ikke ?

Jeg ved det godt - det er min medfødte evne til at se sort på tingene, der slår til for fuld kraft igen.

Det plejer den jo, når tilværelsen let og elefant fejer benene væk under mig. Og det har den gjort, hver evig eneste gang jeg tidligere troede at have fundet vejen frem igen. Med sygdomme - med tilbagefald - med dumme beslutninger - med ******* (indsæt selv grunde).

Så hvorfor føles denne gang så meget forskelligt fra tidligere, at jeg istedet for at baske direkte tilbage i flasken, bare vælger at lægge billet ind på en alvorlig mano-a-mano samtale med min Højere Magt ?

Og hvorfor er min allerstørste irritation over situationen ikke, at det er Ååååh, så synd for mig - men nærmere en kortvarig frustration over en lige-i-øjeblikket manglende Sindsro ?

Det eneste svar jeg har at give mig selv, hedder Én Dag Ad Gangen - måden, jeg har levet mit liv på, siden jeg for 778 dage siden blev ædru.

Og en klar viden om, at jeg aldrig vil få mere, end jeg kan klare - for uanset hvor hårdt, slemt, fortvivlende og ensomt, livet har tænkt sig på daglig basis at dunke mig oven i min ædru, men for altid alkoholiske hjerne, så ved jeg at der altid findes en vej - altid findes en accept, af det jeg er, det jeg var, og det jeg bli'r.

Og for sådan en agnostisk ateist, med buddistiske tendenser og jødisk-katolske tanker, som mig - så er det ikke det værste, der kan ske, vel ?

Under alle omstændigheder tror jeg lige, at jeg let vrinskende galoperer henover min stærkt afsvedne græsplæne, mens jeg snupper fireogtyve timer mere - bare fordi jeg kan.

Tryggelevsk langelanding.

Træerne i min skovhave vifter dovent med grenene, mens morgenfuglene har travlt med at kvidre deres her-er-jeg, her-er-jeg, her-er-jeg, i de første morgensolstrålers gnistrende glade dans gennem stadigt dugvåde blade.

I det ikke alt for fjerne kan jeg høre min morgenbesøgende melde sin ankomst fra den busk, han natten igennem har gemt sig under for at være i sikkerhed for ræve og rovfugle. Og mens et smil vokser frem på mit morgensøvnige ansigt, går det op for mig at jeg glæder mig til at se ham igen.

Jeg har nemlig fået en fast besøgsven, der morgen efter morgen minder mig om, hvor vidunderligt det er at langelande på tryggelevsk. En fasankok, der har fundet tryghed i at komme op til min havedør, og spise af de frø og kerner, jeg har spredt lige udenfor.

Han deler dem med et duepar, der har bygget rede et eller andet sted i de træer, min have er så rigeligt udstyret med - og med alle de andre flyvende skabninger, der lige som han lige skal hen hver morgen og kigge ind gennem min havedørsrude, inden de igen forlægger residensen til andre steder i haven.

Den må nu også være lidt af et paradis for ham - haven. Med alle sine hjørner og buer, buske og træer - samt alle de insekter, der dag efter dag udfører deres arbejde i en evigt foranderlig natur, og som med mellemrum ender som lækkerbidskner i sådan en morgendansende fasankoks kro.

Jeg rånyder skamløst synet af ham, som han står dér på havetrappen - let dansetrippende, og med øjne, der har travlt med at undersøge alt og alle omkring ham.

Den pragtfulde sorte farve, der indhyller hans hoved - de højrøde flapper på siden, der minder mig om naturens evne til at fremstille de mest åndeløst smukke farver. For ikke at tale om hans fjer, hvor farvetegningerne i grå, brun, rød, og hvid danner, hvad der næsten virker som et landkort over den glæde, jeg føler når han igen pludseligt står dér og kigger undrende ind på mig.

Han er en del af det, jeg i mit stille sind kalder min langelanding - det, at jeg forelskede mig i den her langstilkede rose af en ø, og det, at jeg opdager jeg er istand til at kunne udtale min glæde over at bo, leve, og eksistere her, som man nu gør det i den lille by, jeg er ved at have slået rødder i.

På tryggelevsk.

Et hjertesprog, man taler overalt på øen, i alle mulige versioner og dialekter. Lige fra det sydlige let gutturale bagenkopske, over det mere ydmyge humblianske, til det charmerende rudkøbingske, det grevskabelige tranekærske, det landlige snødske......

Kort sagt, i hver enkelt lille eller større by på den her himmerigsmundfuld af en ø, taler man hver sin sproglige version af den glæde og stolthed, jeg har opdaget er en del af det, at være øboer - være langelænder.

Og med ét går det op for mig, at selv min lille besøgende fasankok har sin helt egen lokale dialekt at vise glæden over livet i, når han så godt som uimodståeligt kalder sit morgenskrattende her-er-jeg, og samtidig kigger undrende ind til mig, med et udtryk, som tænkte han: Ka' det nu ha' si' ræ'ti'hee ?

Smilende skynder jeg mig langsomt at hviske tilbage til ham, at - Ja, det ka' det skam godt.

I det mindste én dag ad gangen - langelandet - på tryggelevsk - ædru - og i Sindsro.