Der' ingen bånd, der binder mig.....

Lad mig starte dagens blog med en af den slags bastante udsagn, der vil kunne få faresignalerne til at stå i kø for at komme ud :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke. Punktum !

Men inden du nu farer hen til telefonen for at ringe til mig - eller ud til bilen for at køre ned til mig, så læs lige hele indlægget, og tænk lidt over det.

Ok ?

Så starter jeg lige forfra igen :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Ingen, der står parat til at baske eventuelle vin- eller ølglas væk fra mine dirrende, krævende fingre.

Ingen, der med papirer og lovtekster i hånden, bare venter på at læse alle mulige og umulige bekendtgørelser, restriktioner, og betingelser op for mig, mens jeg jamrende synker i knæ med hænderne for ørerne.

Der står heller ingen uden for hoveddøren med en kølle i hånden, bare ventende på at jeg skal forsøge at komme forbi med Druk malet i øjnene.

Og ingen maser sig ind med følsomme instrumenter og diverse lakmusstriber i hånden, for at tjekke mit hjem, mit køleskab, mit sind, eller mine gemmer for flasker eller andre beholdere med C2H5OH-holdige vædsker - eller stikker næsen mistænksomt ned i mine madretter, for at finde ud af om de er tilsat noget"ulovligt".

For der findes intet "ulovligt" og ingen forhindringer og ingen forbud - der findes kun valg.

Mine valg.

Mine daglige, frivillige, ærlige valg, der alle som én er baseret på den samme erkendelse, og virker gennem den virkelighed, der gør at jeg hver dag med glæde modtager den Sindsro, det er at acceptere det, jeg ikke kan ændre, det Mod, der skal til for at ændre det jeg kan, og den Visdom, der ligger i at kende og erkende forskellen.

Til gengæld findes der masser af øjeblikke, begivenheder, og mennesker, der både bevidst og ubevidst sætter mig i situationer, hvor valg omkring min ædruelighed skal træffes. Men de træffes af mig - og kun af mig.

Står jeg så bare dér - med alle muskler spændt, kampklar, og venter på at de situationer skal opstå, så jeg kan kaste mig ind i kampen ? Parat til at slås for den ædruelighed, jeg påbegyndte for 31 år siden, og som blev virkelighed den niogtyvende april 2016 ?

Nej - det gør jeg ikke.

Jeg afleverer hver eneste gang det hele - lægger det fra mig, og erkender at jeg ikke selv er istand til at styre min sygdom. At jeg kun kan leve med den, ved at lade noget, der er større end mig selv, overtage ansvaret for den, og så "nøjes" med at tage ansvaret for alle mine fortidige og nutidige handlinger på den måde, jeg har fundet ud af at jeg bedst kan gøre dette.

Gennem de trin der - uanset om man er religiøs eller ej - i al deres enkelthed har vist sig at virke - for mig.

Så jeg gentager lige, hvad jeg startede dagens indlæg med at skrive - at der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Og afslutter den med at konkludere - at det er derfor, jeg ikke gør det. I det mindste de næste fireogtyve timer.