Thirty / Love, siger dommeren.

Endelig sidder jeg her igen - klokken sent om natten - eller tidligt om morgenen, alt efter hvilket temperament der nu lige er til stede. Bag skærmen - og i fuld gang med at skrive de tanker ned, der flyver forbi min lettere løjerlige lavenergihjerne, mens jeg gennem den åbne havedør kan høre frøerne kvække i mosen og fuglene vågne til dåd i en ny dag.

Det har taget tid, og tilløb, at komme hertil igen. Til det sted i mit Jeg, hvor jeg bare kan give los, og lade alt flyde ud gennem mine fingerspidser i en kontinuerlig strøm af tanker, meninger, idéer - mens morgenen langsomt kryber ind i mig.

Nattens engle og dæmoner har samtidig forladt de kamppladser, der, siden jeg så solen forsvinde i går, har genlydt af vingebaskende strid. Og efterladt mig udmattet og åndeløst ene, overgivende styringen af livet til mig selv - kun ladende evnen til både ondt og godt ligge sårbart og ubeskyttet tilbage, i mine alt for menneskelige hænder.

Og for en gangs skyld ved jeg ikke, hvordan jeg skal forvalte så skrøbelig en evne.

Hvordan jeg skal kunne udsætte mit Jeg for den balance af begge dele, livet dagligt består af - uden samtidig at risikere destruktion af det, jeg er kommet til at elske så højt.

Ingen har påstået, at det er nemt at være ædru. Og ingen kommer nogensinde til at overbevise mig om, at livet kunne være så meget lettere, hvis jeg bare gav slip og lod alt ske af sig selv. Dén kamp kæmper min indre engel og min indre dæmon ganske fortrinligt på både daglig og natlig basis, mens stregerne sættes på livets score-board, og sidedommerne nøje overvåger både genopbygningen og ødelæggelsen af det sind, kampen foregår i.

Hvordan kan det være, at jeg som ædru alkoholiker skal bruge så mange flere kræfter på at holde mig oprejst og velfungerende, end alle mine ikke-alkoholiserede medmennesker ?

Og er det virkelig nødvendigt, at livet skal bestå af den slags natlige kampe og daglige overvejelser - eller er det kun fordi min sygdom har givet mig muligheden for at kunne se, hvad vi alle - alkoholikere, misbrugere, mennesker - kæmper med døgnet rundt, at jeg nu igen sidder her bag skærmen, og renser de sår nattens kampe har givet mig, så de efterfølgende ar ikke bliver for voldsomme ?

Rent faktisk er jeg stolt af mine ar. Stolt af det, de fortæller mig om det liv, jeg har levet. Stolt af den indsigt og forståelse, jeg tror mig selv i besiddelse af på grund af dem. Stolt, over at være så meget menneske, at jeg kan huske hvorfor jeg fik dem.

Huske, hvad jeg lærte af kampene, der gav mig dem. Huske de næsten livsødelæggende situationer, der førte frem til, at jeg dag efter dag livet igennem har måttet se dem opstå. Og først har kunnet tage mig af dem, efter jeg endelig blev mør - endelig blev ædru.

Samtidig er jeg dybt ærefrygtig overfor de kampe min indre Lucifer og min indre Gabriel stadig er nødt til at udkæmpe - med sårende våben af både hadefuldt stål og livgivende kærlighed. For kun gennem disse kampe er jeg istand til at se, hvad dagen og livet har i posen til mig.

Til at erkende det, alt drejer sig om i mit indres rejse gennem livet - og gøre det i Sindsro Én Dag Ad Gangen.

Jeg hedder Per og er alkoholiker.