Tryggelevsk langelanding.

Træerne i min skovhave vifter dovent med grenene, mens morgenfuglene har travlt med at kvidre deres her-er-jeg, her-er-jeg, her-er-jeg, i de første morgensolstrålers gnistrende glade dans gennem stadigt dugvåde blade.

I det ikke alt for fjerne kan jeg høre min morgenbesøgende melde sin ankomst fra den busk, han natten igennem har gemt sig under for at være i sikkerhed for ræve og rovfugle. Og mens et smil vokser frem på mit morgensøvnige ansigt, går det op for mig at jeg glæder mig til at se ham igen.

Jeg har nemlig fået en fast besøgsven, der morgen efter morgen minder mig om, hvor vidunderligt det er at langelande på tryggelevsk. En fasankok, der har fundet tryghed i at komme op til min havedør, og spise af de frø og kerner, jeg har spredt lige udenfor.

Han deler dem med et duepar, der har bygget rede et eller andet sted i de træer, min have er så rigeligt udstyret med - og med alle de andre flyvende skabninger, der lige som han lige skal hen hver morgen og kigge ind gennem min havedørsrude, inden de igen forlægger residensen til andre steder i haven.

Den må nu også være lidt af et paradis for ham - haven. Med alle sine hjørner og buer, buske og træer - samt alle de insekter, der dag efter dag udfører deres arbejde i en evigt foranderlig natur, og som med mellemrum ender som lækkerbidskner i sådan en morgendansende fasankoks kro.

Jeg rånyder skamløst synet af ham, som han står dér på havetrappen - let dansetrippende, og med øjne, der har travlt med at undersøge alt og alle omkring ham.

Den pragtfulde sorte farve, der indhyller hans hoved - de højrøde flapper på siden, der minder mig om naturens evne til at fremstille de mest åndeløst smukke farver. For ikke at tale om hans fjer, hvor farvetegningerne i grå, brun, rød, og hvid danner, hvad der næsten virker som et landkort over den glæde, jeg føler når han igen pludseligt står dér og kigger undrende ind på mig.

Han er en del af det, jeg i mit stille sind kalder min langelanding - det, at jeg forelskede mig i den her langstilkede rose af en ø, og det, at jeg opdager jeg er istand til at kunne udtale min glæde over at bo, leve, og eksistere her, som man nu gør det i den lille by, jeg er ved at have slået rødder i.

På tryggelevsk.

Et hjertesprog, man taler overalt på øen, i alle mulige versioner og dialekter. Lige fra det sydlige let gutturale bagenkopske, over det mere ydmyge humblianske, til det charmerende rudkøbingske, det grevskabelige tranekærske, det landlige snødske......

Kort sagt, i hver enkelt lille eller større by på den her himmerigsmundfuld af en ø, taler man hver sin sproglige version af den glæde og stolthed, jeg har opdaget er en del af det, at være øboer - være langelænder.

Og med ét går det op for mig, at selv min lille besøgende fasankok har sin helt egen lokale dialekt at vise glæden over livet i, når han så godt som uimodståeligt kalder sit morgenskrattende her-er-jeg, og samtidig kigger undrende ind til mig, med et udtryk, som tænkte han: Ka' det nu ha' si' ræ'ti'hee ?

Smilende skynder jeg mig langsomt at hviske tilbage til ham, at - Ja, det ka' det skam godt.

I det mindste én dag ad gangen - langelandet - på tryggelevsk - ædru - og i Sindsro.