Jamen man skyder da heste.

Det siges, at der altid er en grund til at ting sker. At der står en eller anden form for intelligens - en Højere Magt, om man vil - bag det, der sker i det liv, jeg lever. Og at der på den måde er en Højere Årsag til, at livet og tilværelsen præsenterer de forskellige "bump", der kan forekomme på livets vej, på præcis de tidspunkter, de sker.

I så fald kunne jeg vældig godt tænke mig at have en alvorlig snak med vedkommende Højere Magt, og påpege at jeg måske godt ville have ventet bare en teenie-weenie bettelille smule længere, inden jeg endnu en gang skulle bankes i hovedet med mere af den slags, der får mig til at stoppe op og tænke dybe, alvorlige tanker over livet, universet, og alt det der.

Suk.

Ikke fordi jeg regner med, at min Højere Magt har tænkt sig andet end at klukle over mine let febrilt knurrende udgydelser, nu hvor jeg endnu en gang er på vej igennem en altomfattende krig mod mine indre små venner - de bakterier, der langt om længe er blevet så mange i mit fordøjelsessystem, at jeg endelig kunne begynde at omsætte min indtagne føde normalt.

Men nok nærmere fordi, det er trættende som bare fanden, at skulle hælde penicillin i systemet, bare fordi en myg eller en klæg eller hvad pokker det nu har været, havde glemt at vaske snablen, inden den blev stukket - nej, hamret -  ned i mit sarte kød.

At jeg så på den måde er blevet sidestillet med syge heste, er en oplevelse jeg aldrig havde tænkt jeg skulle komme i nærheden af. Men eftersom det åbenbart er heste, der har størst mulighed for at blive inficeret på den måde, for derefter at udvikle lymfekarbetændelse / lymfangitis - jamen så er jeg altså lige nu at sammenligne med en syg krikke.

Og en syg hest har da kun én retning, ikke ?

Jeg ved det godt - det er min medfødte evne til at se sort på tingene, der slår til for fuld kraft igen.

Det plejer den jo, når tilværelsen let og elefant fejer benene væk under mig. Og det har den gjort, hver evig eneste gang jeg tidligere troede at have fundet vejen frem igen. Med sygdomme - med tilbagefald - med dumme beslutninger - med ******* (indsæt selv grunde).

Så hvorfor føles denne gang så meget forskelligt fra tidligere, at jeg istedet for at baske direkte tilbage i flasken, bare vælger at lægge billet ind på en alvorlig mano-a-mano samtale med min Højere Magt ?

Og hvorfor er min allerstørste irritation over situationen ikke, at det er Ååååh, så synd for mig - men nærmere en kortvarig frustration over en lige-i-øjeblikket manglende Sindsro ?

Det eneste svar jeg har at give mig selv, hedder Én Dag Ad Gangen - måden, jeg har levet mit liv på, siden jeg for 778 dage siden blev ædru.

Og en klar viden om, at jeg aldrig vil få mere, end jeg kan klare - for uanset hvor hårdt, slemt, fortvivlende og ensomt, livet har tænkt sig på daglig basis at dunke mig oven i min ædru, men for altid alkoholiske hjerne, så ved jeg at der altid findes en vej - altid findes en accept, af det jeg er, det jeg var, og det jeg bli'r.

Og for sådan en agnostisk ateist, med buddistiske tendenser og jødisk-katolske tanker, som mig - så er det ikke det værste, der kan ske, vel ?

Under alle omstændigheder tror jeg lige, at jeg let vrinskende galoperer henover min stærkt afsvedne græsplæne, mens jeg snupper fireogtyve timer mere - bare fordi jeg kan.