Andre Sider af mig

mandag den 23. januar 2023

Eremitkrebs

 Den ligger bare dér og venter. 

Skallen. 

Stor, smukt glinsende - og tom. Lige præcis det, en eremit som jeg har brug for. Plads til at vokse mig større - plads til mine trofaste anemoner, mine små vimsende skalrensere, der nyder godt at de rester, mine måltider lader danse rundt i det urolige vand.

Men at overtage den - det kræver at jeg smider min gamle skal, min ven gennem så lang tid - og kravler ubeskyttet, nøgen og sårbar, visende alle mine fejl og dårligdomme for alt og alle. At jeg.......... vover pelsen.

Hvilket jeg ikke er helt sikker på, at jeg tør.

For - er det ikke bedst at lade tingene være som de var. Undgå at vokse - undgå at skulle udfylde mere, end jeg gjorde tidligere ? 

Mine 'moner kan jo heller ikke sådan....... bare flytte. De sidder jo fast på mig, og pumper hvert evigt eneste øjeblik en sky af  affald ud i mit livgivende vand. Affald efter det, jeg har serveret for dem af halvfordøjet og frirevet råt kød. Affald, der ind imellem får mig til at kløjs i min egen fortid, og ryste mine kløer let truende foran øjne, der helst ikke vil se alt, de kunne se.

Skidt. Den dér fortid kan jeg jo alligevel ikke bruge til noget. Og måske kan der være plads på den nye skal til andre, større 'moner. Måske endda nogen, jeg ligefrem kan holde af, med tiden. Helt som var de mine egne ?

Bare jeg nu kan undgå det, der mange gange - har jeg hørt men aldrig set - tager livet af sådan én som mig, på vej mod sin nye skal. Sultne rovdyr, hvis største fornøjelse er at gnaske mig og mine i sig - med alt vi indeholder af muligheder, drømme, og tid.

Tidsrøvere, tidsgnaskere, tidsfordrivere, kalder jeg dem. De sorte skygger, jeg har set drive lydløst henover sandet. Skygger, der ikke afslører sine ejere, men som altid, altid, altid, lugter af fejltagelser, mistede håb, og mistede muligheder.

Man skulle være en 'mone, skulle man. Sådan sidde dér, på søanemonevis, og bare vente på at maden kommer farende i nærheden af munden. Kun med sygdomme som fjender, og uden viden om eller kendskab til den grusomme verden, jeg og mine render sidelæns rundt i. En verden, hvor hvert eneste størrelsesryk risikerer at kræve en ny, beskyttende skal.

Bare jeg kunne undgå det. Undgå at vokse - undgå at blive sårbar - undgå at tage risikoen ved at bevæge mig ud af min sikkerhed, ud af min forsvarszone - ud af min skal.

Men jeg har hørt - susende gennem ålegræsset som en næppe hørbar konstatering - hvislende ud gennem delfinernes åndehuller - vibrerende som del af hvalernes sang - at sådan er livet.

Fyldt med farligheder, risici, muligheder. Fyldt med ting og begivenheder, der kan fjerne mig fra universets ligning over alt, der lever. Og som er ligeglade med, at jeg så vældigt gerne vil forblive her. Så ufatteligt gerne vil gense det, der var, før jeg blev eremit. Før skallen blev dannet, og glæde var alt der betød noget.

Men også fyldt med alt dét, der gør åndeløs. Alt dét, der får min ubeskyttethed til at tindre og lyse i sindets regnbuefarver, og får mig til at se klart gennem det normalt så mudrede vand.

Suk.

Jeg ved, at jeg er nødt til det hele. Nødt til at kravle over til den ventende skal, og indtage det liv, der fortsætter dér. Nødt til alt - for sådan er det at leve, for en eremit som jeg.

Én Dag Ad Gangen.


torsdag den 19. januar 2023

Triste tempel tilbud

Nettet bugner - svulmer - løber over, af tilbud fra alle mulige templer, clairvoyantundervisere, healerlærere, englekendere, og alskens andet gøgleri. Alle forsikrer de, at lige netop hér, kan du blive fuldt certificeret healer, clairvoyant, engel, etc. 

Det koster dig kun det kvarte af spidsen af den gråand, der fløj forbi din mosters tantes søn i mandags.

Og hvis du ikke lige har råd nu, så kan du afbetale over indtil flere lette rater, der ikke på nogen måde udhuler dit budget, eller gør det nødvendigt at nøjes med rugbrød til aftensmad.

Hvorefter livet - siges det, med megen patos i teksterne - bliver fuldt ud værd at leve. Og du altid vil have dine kære afdøde stående ved din højre skulder, parat til at guide dig gennem alle de besværlige problemer, du før i tiden snublede over ustandseligt.

Suk.

Det har dine kære afdøde sgutte tid til. Og hvis de skulle dirigere dit liv forbi alle strømfald og lumske huller - ville det jo ikke være DIT liv, men en genlevning af deres eget, Vi skal jo det, vi skal, her i livet. Og selvom det ville være dejligt at undgå alt dårligt i livet, så er det jo det, der former os til dem, vi ender med at være.

Hvilket måske er præcis dér, vi skal ende. (Nietzsche, gå hjem og vug)

Nu er det ikke lige religiøsitet, der plager mig mest. Men næsten hver gang jeg opdager endnu et opslag indeholdende den slags tilbud - mindes jeg mine lørdags formiddage i den lokale kirkes bibelstudier - jeps, jeg var tvangsindlagt, mens min far sad i menighedsrådet - hvor præsten gnæggende fortalte os om kræmmerne, der falbød alskens ting i templets forgård.

Det var nu kun 3 gange, jeg var afsted til "Lørdagsskole" i missionshuset, for da jeg fortalte mine forældre at det var mere indremissionsk end skole, mindede min mor min far om hans socialistiske baggrund, og flux fik jeg lov til at blive væk. Det passede nu ikke lige præsten, men det er en helt anden historie.

Men kræmmerne i templets forgård - dén historie husker jeg tydeligt. 

Nu er min egen indgang til den såkaldte alternative verden mere baseret på, at de evner vi er blevet givet - hvad enten disse er af den synske, healende, erindrende, eller engleagtige slags - ikke er udleveret for at vi skal tjene penge på dem. 

Men for at vi kan hjælpe andre - alene fordi vi kan.

Indrømmet - ikke alle har et lige godt greb om de medfødte evner, og har måske brug for hjælp til at kunne udvikle disse. Men behøver denne hjælp virkelig annoncering med prislister og svulmende lovsange om "hjælpens" uovertrufne kvalitet ?

Ikke efter min ringe mening.

Når hjælp behøves, skal hjælp gives. For hvis ikke jeg tager fat i den hånd, der rækkes ud efter hjælp - hvordan kan jeg så håbe, at der vil være nogen til at gribe fat i min egen hånd, hvis jeg rækker den ud i håbet om hjælp ?

De to tusinde fire hundrede og seksoghalvtreds dage, der er gået siden jeg blev ædru,  har på mange måder lært mig, at rækker jeg ud - får jeg hjælp. Og på samme måde, bør hjælpen være der - ganske "free of charge" - såfremt nogen ønsker hjælp til at udvikle de evner, de føler ligger inde i dem og venter på at komme ud.

Suk - det blev et lidt rodet blogindlæg i dag. Og der er da også mange ting i det, jeg nok dykker dybere ned i i de kommende dage. For det piner, irriterer, og driller mig, at der stadig findes kræmmere.

I Templernes Forgårde.

Men hva' - det overlever jeg nok også. Bare jeg tager det hele - Én Dag Ad Gangen.


mandag den 16. januar 2023

I lampens gule, varme lys.......

.......... sidder jeg lige så stille og taster løs, men jeg prøver at høre, hvad der bli'r sagt - derinde i den bagerste del af mit lille, og til tider - når jeg selv skal sige det - overbebyrdede hoved, hvor der er en bette lille fyr, der med største undren i stemmen mumler: "Du kan ikke være det bekendt!"

Han bli'r faktisk mindre for hver dag, der går - for hvert øjeblik, jeg ikke lader ham bestemme over mit liv, men uimponeret tillader verden at se mig, som jeg er.

Uden alle de falbelader og udstyrsstykker, der tidligere havde en tendens til næsten automatisk at dukke op, bare jeg kom i nærheden af mennesker, jeg godt ville imponere. Eller tryne. Eller giftes med. Eller.......

Mulighederne er mange. For den fyr jeg var, havde kun ét mål i livet. Sig selv og alle de nydelser, selvforkælelser, og ansvarsfraskrivelser, det var muligt at komme i nærheden af. 

Også selv om det kostede agtelsen hos dem, der var nær. Og ødelagde følelserne hos dem, der skulle have haft muligheden for at komme tæt på.

Hvilket ingen af dem gjorde. Eller fik lov til. 

At komme tæt på, altså. 

Her er det så, at min bette snurrige hjerne begynder at lege kispus med mine tanker. For, hvis nu jeg havde levet helt efter forskrifterne - havde opført mig, som man "skulle" - havde været regelret og trofast - og aldrig havde hverken snydt eller bedraget - ville jeg så være endt dér, hvor jeg er i dag ?

Med en lille, let surmulende fyr bagerst i mit hoved, der kun venter på at jeg skal få et tilbagefald, og falde i flasken igen. Udadvendt - og samtidig indadvendt. Ædru - og samtidig vidende at der kun findes dagen idag.

Eller ville jeg have gået livet igennem, uden de ægteskaber, jeg indgik af alle mulige grunde. Uden de børn, der, selvom de nægter at kendes ved mig, betyder alverden for mig. Uden de talløse brudte forhold, der alle som en kunne have været paradis. Og uden de sygdomme, de blodpropper, de maveproblemer, der har plaget mig de sidste mange år.

Uden andet - end mig selv. Alene. Eller måske med en samfundsgodkendt partner, og de anbefalede 2,3 børn, der alle ville være vokset op, som de "skulle".

Heh.

Egentlig er det godt, at vi ikke får lov til at bestemme alt, der skal ske i livet, før vi træder ind i det. Ikke får muligheden for at sige til os selv, at "Dér, skal jeg passe på. Dér, skal jeg holde mig på måtten. Dér skal jeg vende om og gå en anden vej."

For gjorde vi det - gjorde jeg det - ville de erfaringer, livet har medført - de positive såvel som de negative - ikke have haft en kinamands chance i helvede. Og jeg ville ikke - med største lykkelige undren i stemmen - kunne have mindet mig selv om, hver morgen jeg vågnede op, at jeg var ædru.

Og havde alle intentioner om at være det de næste fireogtyve timer.

Jeg er ikke på nogen måde stolt af de negative ting, der enten er sket for mig eller som jeg har været årsag til. Tværtimod. Men jeg kan ikke lave dem om, eller gøre dem ugjort. Det tog kørte øjeblikket efter de skete.

Til gengæld kan jeg gøre mit bedste for - én dag ad gangen - at jeg ikke gør dem igen. Også selv om jeg ikke aner, om jeg er til stede i morgen. 

Og skulle jeg endelig ramle ind i at have såret nogen, været blind for andres brug for hjælp, undladt at gøre noget jeg burde have gjort - så kan jeg nå at erkende det, samme dags aften. Og love mig selv, at rette op på tingene - hvis de da kan rettes op - så hurtigt som muligt.

Det er nemlig tilsammen dét, der for mig ikke er en bøn, men en livsstil :

At Finde Sindsro, til at accepterede de ting, jeg ikke kan ændre.
Mod, til at ændre de ting jeg kan
Og Visdom, til at kende forskel. 

Og så kan ham den bette fyr inde bagerst i mit ædru hoved mumle lige så meget han vil. Bare han husker, at jeg ved han er der - og at han kan rende mig hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær.


tirsdag den 10. januar 2023

Tosserier på en mørk månenat.

 Månemandens milde, men mageløst magtfulde  mumlerier myldrer muntert ned over mine søvnlukkede øjne. Båret på en stråle af natfnisende feer og tidlige tiders tæsketossede trolderier, rammer de en drøm og farver den regnbuerodet rasende rød.

"Kærlighedens kulør", kvidrer kanariefuglen kuldskært på den sølvfarvede slikkepind, mens nat bli'r til nu og drøm bli'r til vågen.

Godt nok underligt, hvad man kan opleve efter nattræt øjenlukning på sådan en ganske almindelig mandag nat. Flagrende feer og kvidrende kanariefugle danser stadig rundt på resterne af den drøm, jeg vågnede fra.

Blot for at opdage, at missemandens snurrige spinden havde retning ind i mit ene øre, hvor den sikkert havde lagt baggrundslyd til både feer og fugles fantastiske fablen. 

Livet er nu herligt, når det sådan mest består af mig og min bedste ven - Én Dag Ad Gangen.

Go'nat, missemand - jeg har vist en aftale med en nyctofil natfnisende nisse, så vi ta'r lige en time mere af den milde, men mageløst myldrende månemands mumlerier.

Snorkfrøken.



søndag den 8. januar 2023

Inde i mit lille hoved.......

 ...... kører en strofe rundt og rundt. 

Den har nu ikke ret meget at gøre med, hvordan jeg lige nu føler mig aldeles alene, med mørket krybende tættere og tættere, og sindet farende rundt i hjernekisten mens det hamrer på siderne for at komme ud i friheden.

"Den sidste fløj bort i en kaffekop, og bli'r nok aldrig fundet....."

Hrmph! 

Det er nu ikke ligefrem en kaffekop, mit indre øje forgæves forsøger at fokusere på. Med mindre kaffekopper kan være uformelige klumper af fortid, der let pulserende glider gennem mine tanker, mens de afsætter svage slimspor af det, der var. Og samtidig forsøger at indhylle nutidstankerne i en giftiggrøn dunst af "det-hænger-nok-alt-sammen-sammen-skal-du-se".

Hvileløst vender og drejer jeg mig på det krøllede lagen, og skiftevis kyler dynen langt væk eller putter mig dybt ned under den. Indtil en svag spinden når mine ører, og det går op for mig, at jeg har savnet at have ham lige ved siden af mig. Ham missekatten, der har taget patent på mit hjerte, og som får selv de mindste ting til at virke vidunderlige, bare det er ham, der foretager dem.

Jeg ved det godt. Han er en substitut - en erstatning, jeg kan kaste mine uforløste følelser på, når der nu ikke er andre i nærheden til at nyde dem. Sigmund, gå hjem og vug - det der psykoanalyse er da ganske nemt for enkeltmand, og behøver slet ikke indebære timevis af samtaler, liggende på en slidt chaiselong med hænderne patetisk lagt hen over øjnene for at undgå en tåreflod, der kunne drukne selv en flodhest.

Men han er så meget mere - ham den bette pelsklump. Far's lille pruthøne, som jeg i svage vanvidsøjeblikke kærligt kalder ham. Han er grunden til at jeg befinder mig bedst i eget selskab, for jeg kan jo altid nusse med ham - grunden til, at hverdagene kan være så grå de nu end måtte vælge at være, jeg har jo mit eget solskin lige ved siden af mig - grunden til, at jeg nyder sindsroen, og tænker mere på vand end på whiskey.

"Nattens trolde er forsvundet...."

Kan man virkelig opfatte en sang baglæns ? Og på den måde bruge de enkelte verselinier - de enkelte strofer - som kølende lise til et natmørkt sind ? Jeg ved det ikke. Og selvom det måske et eller andet sted i universet er forbudt - og forbundet med trusler om livsstraf - "Han ska' af mæ' ho'et, ska' ha' !" - så vælger jeg at bruge dem på netop dén måde - for dér gør de godt.

Utroligt godt.

"Stille, stille, stille, nu står solen op...."

Jeg skulle ha' kaldt missemanden for Buster, skulle jeg. Men det gjorde jeg ikke, for han både hedder og er Lucifax - medicin mod nattens ensomhed, og lise for natmørkhed, når den nyctofile opdager at livet er sprællevende, og forsøger at sparke fortid ind, hvor fortid ej hører hjemme.

Fortid. Tiden, før tiden, der er nu. 

Den er brugt. Den er forbi. Den er.... fortid.

Og det eneste den har gjort - med megasucces, må jeg indrømme - er at påpege alt det, jeg gjorde forkert. Alt det, der ændrede mit liv hen til det, det er nu, og gjorde nætter som denne mulige. Påpegede, at hvis jeg bare lod stå til, skete det samme igen og igen. Og lod mig fatte, at kun gennem en erkendelse af den - kun gennem at tage mit eget ansvar på mig - kunne den ændres til en nutid, hvor gentagelsen af fortidens fejl var så godt som umulige.

For naturligvis kan alt ske igen. Hvis jeg lader det. Hvis jeg står stille, og undlader at udvikle mit jeg til noget, der er bedre end det, der rider mig som en mare i mine natlige trodsogtrusseltænkende tanker.

Hvis.

Men det gør jeg ikke. 

Ihvertfald ikke her og nu, for her og nu har missemanden spundet et tæppe af sang henover mine mødige øjenlåg, og mindet mig om det evigtgyldige, at

"Ovenover alting, stråler Moder Sol."

Nu venter to glas koldt vand, og en seng, der lige skal redes igen, inden forsøget på at finde frem til Morpheus's arme skal gentages, med Valdemars ord om, at "Imorgen er der atter en dag" trygt parkeret et sted, hvor ingen og intet kan true dem - ordene.......

Giv mig Sindsro.....