Nettet bugner - svulmer - løber over, af tilbud fra alle mulige templer, clairvoyantundervisere, healerlærere, englekendere, og alskens andet gøgleri. Alle forsikrer de, at lige netop hér, kan du blive fuldt certificeret healer, clairvoyant, engel, etc.
Det koster dig kun det kvarte af spidsen af den gråand, der fløj forbi din mosters tantes søn i mandags.
Og hvis du ikke lige har råd nu, så kan du afbetale over indtil flere lette rater, der ikke på nogen måde udhuler dit budget, eller gør det nødvendigt at nøjes med rugbrød til aftensmad.
Hvorefter livet - siges det, med megen patos i teksterne - bliver fuldt ud værd at leve. Og du altid vil have dine kære afdøde stående ved din højre skulder, parat til at guide dig gennem alle de besværlige problemer, du før i tiden snublede over ustandseligt.
Suk.
Det har dine kære afdøde sgutte tid til. Og hvis de skulle dirigere dit liv forbi alle strømfald og lumske huller - ville det jo ikke være DIT liv, men en genlevning af deres eget, Vi skal jo det, vi skal, her i livet. Og selvom det ville være dejligt at undgå alt dårligt i livet, så er det jo det, der former os til dem, vi ender med at være.
Hvilket måske er præcis dér, vi skal ende. (Nietzsche, gå hjem og vug)
Nu er det ikke lige religiøsitet, der plager mig mest. Men næsten hver gang jeg opdager endnu et opslag indeholdende den slags tilbud - mindes jeg mine lørdags formiddage i den lokale kirkes bibelstudier - jeps, jeg var tvangsindlagt, mens min far sad i menighedsrådet - hvor præsten gnæggende fortalte os om kræmmerne, der falbød alskens ting i templets forgård.
Det var nu kun 3 gange, jeg var afsted til "Lørdagsskole" i missionshuset, for da jeg fortalte mine forældre at det var mere indremissionsk end skole, mindede min mor min far om hans socialistiske baggrund, og flux fik jeg lov til at blive væk. Det passede nu ikke lige præsten, men det er en helt anden historie.
Men kræmmerne i templets forgård - dén historie husker jeg tydeligt.
Nu er min egen indgang til den såkaldte alternative verden mere baseret på, at de evner vi er blevet givet - hvad enten disse er af den synske, healende, erindrende, eller engleagtige slags - ikke er udleveret for at vi skal tjene penge på dem.
Men for at vi kan hjælpe andre - alene fordi vi kan.
Indrømmet - ikke alle har et lige godt greb om de medfødte evner, og har måske brug for hjælp til at kunne udvikle disse. Men behøver denne hjælp virkelig annoncering med prislister og svulmende lovsange om "hjælpens" uovertrufne kvalitet ?
Ikke efter min ringe mening.
Når hjælp behøves, skal hjælp gives. For hvis ikke jeg tager fat i den hånd, der rækkes ud efter hjælp - hvordan kan jeg så håbe, at der vil være nogen til at gribe fat i min egen hånd, hvis jeg rækker den ud i håbet om hjælp ?
De to tusinde fire hundrede og seksoghalvtreds dage, der er gået siden jeg blev ædru, har på mange måder lært mig, at rækker jeg ud - får jeg hjælp. Og på samme måde, bør hjælpen være der - ganske "free of charge" - såfremt nogen ønsker hjælp til at udvikle de evner, de føler ligger inde i dem og venter på at komme ud.
Suk - det blev et lidt rodet blogindlæg i dag. Og der er da også mange ting i det, jeg nok dykker dybere ned i i de kommende dage. For det piner, irriterer, og driller mig, at der stadig findes kræmmere.
I Templernes Forgårde.
Men hva' - det overlever jeg nok også. Bare jeg tager det hele - Én Dag Ad Gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar