.......... sidder jeg lige så stille og taster løs, men jeg prøver at høre, hvad der bli'r sagt - derinde i den bagerste del af mit lille, og til tider - når jeg selv skal sige det - overbebyrdede hoved, hvor der er en bette lille fyr, der med største undren i stemmen mumler: "Du kan ikke være det bekendt!"
Han bli'r faktisk mindre for hver dag, der går - for hvert øjeblik, jeg ikke lader ham bestemme over mit liv, men uimponeret tillader verden at se mig, som jeg er.
Uden alle de falbelader og udstyrsstykker, der tidligere havde en tendens til næsten automatisk at dukke op, bare jeg kom i nærheden af mennesker, jeg godt ville imponere. Eller tryne. Eller giftes med. Eller.......
Mulighederne er mange. For den fyr jeg var, havde kun ét mål i livet. Sig selv og alle de nydelser, selvforkælelser, og ansvarsfraskrivelser, det var muligt at komme i nærheden af.
Også selv om det kostede agtelsen hos dem, der var nær. Og ødelagde følelserne hos dem, der skulle have haft muligheden for at komme tæt på.
Hvilket ingen af dem gjorde. Eller fik lov til.
At komme tæt på, altså.
Her er det så, at min bette snurrige hjerne begynder at lege kispus med mine tanker. For, hvis nu jeg havde levet helt efter forskrifterne - havde opført mig, som man "skulle" - havde været regelret og trofast - og aldrig havde hverken snydt eller bedraget - ville jeg så være endt dér, hvor jeg er i dag ?
Med en lille, let surmulende fyr bagerst i mit hoved, der kun venter på at jeg skal få et tilbagefald, og falde i flasken igen. Udadvendt - og samtidig indadvendt. Ædru - og samtidig vidende at der kun findes dagen idag.
Eller ville jeg have gået livet igennem, uden de ægteskaber, jeg indgik af alle mulige grunde. Uden de børn, der, selvom de nægter at kendes ved mig, betyder alverden for mig. Uden de talløse brudte forhold, der alle som en kunne have været paradis. Og uden de sygdomme, de blodpropper, de maveproblemer, der har plaget mig de sidste mange år.
Uden andet - end mig selv. Alene. Eller måske med en samfundsgodkendt partner, og de anbefalede 2,3 børn, der alle ville være vokset op, som de "skulle".
Heh.
Egentlig er det godt, at vi ikke får lov til at bestemme alt, der skal ske i livet, før vi træder ind i det. Ikke får muligheden for at sige til os selv, at "Dér, skal jeg passe på. Dér, skal jeg holde mig på måtten. Dér skal jeg vende om og gå en anden vej."
For gjorde vi det - gjorde jeg det - ville de erfaringer, livet har medført - de positive såvel som de negative - ikke have haft en kinamands chance i helvede. Og jeg ville ikke - med største lykkelige undren i stemmen - kunne have mindet mig selv om, hver morgen jeg vågnede op, at jeg var ædru.
Og havde alle intentioner om at være det de næste fireogtyve timer.
Jeg er ikke på nogen måde stolt af de negative ting, der enten er sket for mig eller som jeg har været årsag til. Tværtimod. Men jeg kan ikke lave dem om, eller gøre dem ugjort. Det tog kørte øjeblikket efter de skete.
Til gengæld kan jeg gøre mit bedste for - én dag ad gangen - at jeg ikke gør dem igen. Også selv om jeg ikke aner, om jeg er til stede i morgen.
Og skulle jeg endelig ramle ind i at have såret nogen, været blind for andres brug for hjælp, undladt at gøre noget jeg burde have gjort - så kan jeg nå at erkende det, samme dags aften. Og love mig selv, at rette op på tingene - hvis de da kan rettes op - så hurtigt som muligt.
Det er nemlig tilsammen dét, der for mig ikke er en bøn, men en livsstil :
Og så kan ham den bette fyr inde bagerst i mit ædru hoved mumle lige så meget han vil. Bare han husker, at jeg ved han er der - og at han kan rende mig hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar