Eremitkrebs

 Den ligger bare dér og venter. 

Skallen. 

Stor, smukt glinsende - og tom. Lige præcis det, en eremit som jeg har brug for. Plads til at vokse mig større - plads til mine trofaste anemoner, mine små vimsende skalrensere, der nyder godt at de rester, mine måltider lader danse rundt i det urolige vand.

Men at overtage den - det kræver at jeg smider min gamle skal, min ven gennem så lang tid - og kravler ubeskyttet, nøgen og sårbar, visende alle mine fejl og dårligdomme for alt og alle. At jeg.......... vover pelsen.

Hvilket jeg ikke er helt sikker på, at jeg tør.

For - er det ikke bedst at lade tingene være som de var. Undgå at vokse - undgå at skulle udfylde mere, end jeg gjorde tidligere ? 

Mine 'moner kan jo heller ikke sådan....... bare flytte. De sidder jo fast på mig, og pumper hvert evigt eneste øjeblik en sky af  affald ud i mit livgivende vand. Affald efter det, jeg har serveret for dem af halvfordøjet og frirevet råt kød. Affald, der ind imellem får mig til at kløjs i min egen fortid, og ryste mine kløer let truende foran øjne, der helst ikke vil se alt, de kunne se.

Skidt. Den dér fortid kan jeg jo alligevel ikke bruge til noget. Og måske kan der være plads på den nye skal til andre, større 'moner. Måske endda nogen, jeg ligefrem kan holde af, med tiden. Helt som var de mine egne ?

Bare jeg nu kan undgå det, der mange gange - har jeg hørt men aldrig set - tager livet af sådan én som mig, på vej mod sin nye skal. Sultne rovdyr, hvis største fornøjelse er at gnaske mig og mine i sig - med alt vi indeholder af muligheder, drømme, og tid.

Tidsrøvere, tidsgnaskere, tidsfordrivere, kalder jeg dem. De sorte skygger, jeg har set drive lydløst henover sandet. Skygger, der ikke afslører sine ejere, men som altid, altid, altid, lugter af fejltagelser, mistede håb, og mistede muligheder.

Man skulle være en 'mone, skulle man. Sådan sidde dér, på søanemonevis, og bare vente på at maden kommer farende i nærheden af munden. Kun med sygdomme som fjender, og uden viden om eller kendskab til den grusomme verden, jeg og mine render sidelæns rundt i. En verden, hvor hvert eneste størrelsesryk risikerer at kræve en ny, beskyttende skal.

Bare jeg kunne undgå det. Undgå at vokse - undgå at blive sårbar - undgå at tage risikoen ved at bevæge mig ud af min sikkerhed, ud af min forsvarszone - ud af min skal.

Men jeg har hørt - susende gennem ålegræsset som en næppe hørbar konstatering - hvislende ud gennem delfinernes åndehuller - vibrerende som del af hvalernes sang - at sådan er livet.

Fyldt med farligheder, risici, muligheder. Fyldt med ting og begivenheder, der kan fjerne mig fra universets ligning over alt, der lever. Og som er ligeglade med, at jeg så vældigt gerne vil forblive her. Så ufatteligt gerne vil gense det, der var, før jeg blev eremit. Før skallen blev dannet, og glæde var alt der betød noget.

Men også fyldt med alt dét, der gør åndeløs. Alt dét, der får min ubeskyttethed til at tindre og lyse i sindets regnbuefarver, og får mig til at se klart gennem det normalt så mudrede vand.

Suk.

Jeg ved, at jeg er nødt til det hele. Nødt til at kravle over til den ventende skal, og indtage det liv, der fortsætter dér. Nødt til alt - for sådan er det at leve, for en eremit som jeg.

Én Dag Ad Gangen.