Andre Sider af mig

søndag den 8. januar 2023

Inde i mit lille hoved.......

 ...... kører en strofe rundt og rundt. 

Den har nu ikke ret meget at gøre med, hvordan jeg lige nu føler mig aldeles alene, med mørket krybende tættere og tættere, og sindet farende rundt i hjernekisten mens det hamrer på siderne for at komme ud i friheden.

"Den sidste fløj bort i en kaffekop, og bli'r nok aldrig fundet....."

Hrmph! 

Det er nu ikke ligefrem en kaffekop, mit indre øje forgæves forsøger at fokusere på. Med mindre kaffekopper kan være uformelige klumper af fortid, der let pulserende glider gennem mine tanker, mens de afsætter svage slimspor af det, der var. Og samtidig forsøger at indhylle nutidstankerne i en giftiggrøn dunst af "det-hænger-nok-alt-sammen-sammen-skal-du-se".

Hvileløst vender og drejer jeg mig på det krøllede lagen, og skiftevis kyler dynen langt væk eller putter mig dybt ned under den. Indtil en svag spinden når mine ører, og det går op for mig, at jeg har savnet at have ham lige ved siden af mig. Ham missekatten, der har taget patent på mit hjerte, og som får selv de mindste ting til at virke vidunderlige, bare det er ham, der foretager dem.

Jeg ved det godt. Han er en substitut - en erstatning, jeg kan kaste mine uforløste følelser på, når der nu ikke er andre i nærheden til at nyde dem. Sigmund, gå hjem og vug - det der psykoanalyse er da ganske nemt for enkeltmand, og behøver slet ikke indebære timevis af samtaler, liggende på en slidt chaiselong med hænderne patetisk lagt hen over øjnene for at undgå en tåreflod, der kunne drukne selv en flodhest.

Men han er så meget mere - ham den bette pelsklump. Far's lille pruthøne, som jeg i svage vanvidsøjeblikke kærligt kalder ham. Han er grunden til at jeg befinder mig bedst i eget selskab, for jeg kan jo altid nusse med ham - grunden til, at hverdagene kan være så grå de nu end måtte vælge at være, jeg har jo mit eget solskin lige ved siden af mig - grunden til, at jeg nyder sindsroen, og tænker mere på vand end på whiskey.

"Nattens trolde er forsvundet...."

Kan man virkelig opfatte en sang baglæns ? Og på den måde bruge de enkelte verselinier - de enkelte strofer - som kølende lise til et natmørkt sind ? Jeg ved det ikke. Og selvom det måske et eller andet sted i universet er forbudt - og forbundet med trusler om livsstraf - "Han ska' af mæ' ho'et, ska' ha' !" - så vælger jeg at bruge dem på netop dén måde - for dér gør de godt.

Utroligt godt.

"Stille, stille, stille, nu står solen op...."

Jeg skulle ha' kaldt missemanden for Buster, skulle jeg. Men det gjorde jeg ikke, for han både hedder og er Lucifax - medicin mod nattens ensomhed, og lise for natmørkhed, når den nyctofile opdager at livet er sprællevende, og forsøger at sparke fortid ind, hvor fortid ej hører hjemme.

Fortid. Tiden, før tiden, der er nu. 

Den er brugt. Den er forbi. Den er.... fortid.

Og det eneste den har gjort - med megasucces, må jeg indrømme - er at påpege alt det, jeg gjorde forkert. Alt det, der ændrede mit liv hen til det, det er nu, og gjorde nætter som denne mulige. Påpegede, at hvis jeg bare lod stå til, skete det samme igen og igen. Og lod mig fatte, at kun gennem en erkendelse af den - kun gennem at tage mit eget ansvar på mig - kunne den ændres til en nutid, hvor gentagelsen af fortidens fejl var så godt som umulige.

For naturligvis kan alt ske igen. Hvis jeg lader det. Hvis jeg står stille, og undlader at udvikle mit jeg til noget, der er bedre end det, der rider mig som en mare i mine natlige trodsogtrusseltænkende tanker.

Hvis.

Men det gør jeg ikke. 

Ihvertfald ikke her og nu, for her og nu har missemanden spundet et tæppe af sang henover mine mødige øjenlåg, og mindet mig om det evigtgyldige, at

"Ovenover alting, stråler Moder Sol."

Nu venter to glas koldt vand, og en seng, der lige skal redes igen, inden forsøget på at finde frem til Morpheus's arme skal gentages, med Valdemars ord om, at "Imorgen er der atter en dag" trygt parkeret et sted, hvor ingen og intet kan true dem - ordene.......

Giv mig Sindsro.....



Ingen kommentarer:

Send en kommentar