Andre Sider af mig

lørdag den 31. december 2022

Ikke en nytårstale......

...... men måske noget, der ligner.

Dagen idag, er den  femogtyvetusinde trehundrede og attende dag siden jeg stak hovedet frem og udstødte mine første spæde skrig. Dem har der siden været mange af - skrigene. Både af glæde, irritation, sorg, vrede, udløsning, og meget meget mere. Men fælles for de fleste af dem, har været det uforløste.

Det endnu ikke opnåede.

Og i mange år havde jeg en indre trang, nærmest et krav, til at alt skulle gå min og kun min vej. At alt skulle rette sig efter mig. Og når det så ikke gjorde.....

Frustrationer, vrede, blind trang til at såre og skade.

Og aldrig fandt jeg frem til hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, eller hvordan jeg kunne undgå det. For dén lærdom lå udenfor mine evner at fatte. Selvom jeg havde en til tider ufattelig stor tyrkertro på netop mine egne evner og min egen formåen.

Ingen var jo klogere end mig, og ingen var udset til dét, jeg var..........

Mod dumhed kæmper selv guder forgæves.

Det var nu ikke fordi mine egne "guder" stod i kø for at hjælpe. Uanset hvor mange gange jeg gennem teenageårene indædt skreg på en gud, der måtte have forladt mig. For kun dét, ville kunne være svaret på alt, der skete.

Aldrig var det min egen fejl. Aldrig var det op til mig at genoprette, at undskylde, at erkende. Jeg var jo født uden skyld, og kunne derfor ikke være skyldig. I noget. Som helst.

Skyld. Uskyld. Uvidenhed. Blindhed. Egoisme.

Som årene gik, faldt jeg dybere og dybere ind i det blinde selvhad, der kom til at præge alle mine handlinger. For denne verden var jo min - og når den var min, måtte jeg godt rive og flå i den - pille alt godt ud af den - og trampe på den i endegyldig afmagt.

Ja, jeg ved det godt. Du sidder lige nu og forventer en eller anden form for tårefyldt erklæring, der skal fortælle at jeg blev ramt af et Lys fra Oven - en Erkendelse udover alle Erkendelser - en Sandhedens Indsigt.

Men så kan du da godt nok vente længe - for intet af det skete. Selvom det ikke skortede på "forsøg" fra min side, der skulle ændre mit "jeg", men ikke på en sådan måde, at jeg ville gå glip af alt det, der heeeeeelt sikkert ventede bag en eller anden forjættet port. 

Been There - Done That - Nothing Happened.

Var jeg da "fortabt"? Skulle jeg da bare afvente den dag, hvor de flammeluede porte til Afgrunden åbnede sig, og jeg skrigende forbandelser mod alt og alle påbegyndte et uendeligt fald mod Hel's lavapøle, og evigheden i rygflænset trældom ?

Dén løsning stod heller ikke lige for døren. Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg ind imellem så det som en mulighed, en uafvendelighed, en ....... løsning.

Indrømmet - jeg aner faktisk ikke hvad løsningen egentlig er. Aner ikke, om det at leve som jeg gør - En Dag Ad Gangen - har nogen form for indvirkning på hvad der kan komme til at ske. Men jeg ved, at det er den eneste måde at leve på - for mig.

Det får ikke noget af det, der er sket - noget af det, jeg har gjort - til at forsvinde. Ej heller får det de sår, jeg har tilføjet andre, eller de sår, jeg har tilføjet mig selv, til at heles. Det er og vil altid være op til mig selv, og de mennesker det omhandler, at tage fat i.

Noget af det kan aldrig ændres, må jeg med Sindsro erkende. Noget kan, hvis jeg finder Mod til det. Jeg håber bare, at finde Visdom til at kende forskellen.

Så kan det være, at jeg inden min tredivetusinde dag på Jorden, kan nå frem til den erkendelse, der er nødvendig. Men - det kan jeg kun, hvis jeg tager dagen i dag, og lever den bedst muligt. Erkender, når jeg har gjort fejl. Søger, at rette disse - vel vidende at morgendagen måske aldrig kommer, og at gårsdagen allerede er gået.

Frem for alt - at gøre det ædru.

Godt Nytår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar