Et eller andet sted, er der lidt god sandhed i sætningen: Sorg kan komme når som helst - Glæde kan komme før du aner det - Smilet skaber bro.
For både Sorg, Smil, og Glæde er sider af samme sag. Af dét, at være menneske på godt og ondt. Leve én dag ad gangen, uden at vide om den dag bliver fyldt med sorg eller glæde.
Og bedst, som jeg så går der helt i mine helt egne sorgfulde tanker - sker der et eller andet, der får et smil til at bryde frem på læberne. Hvis jeg altså ikke nåede at holde det tilbage, fordi jeg troede sorgen ikke måtte brydes af noget. Sorg skal jo gennemleves, ikke sandt?
Tankevækkende.
For - hvorfor skulle smilet ikke have lov til at komme frem, og så et korn af den glæde, livet og ædrueligheden har bragt med sig ?
Det er jo dén, der hver morgen ligger parat til at falde leende over mig, og åbne mine øjne for den verden, der dagligt venter på at få besøg af mig.
Den verden, der alt andet lige har været årsag til så mange både gode og dårlige erfaringer, at jeg idag kan vågne med et taknemligt Smil på læberne og Glæde i det hjerte, der i allerhøjeste grad har fået sin del af sorgfulde øjeblikke.
Men at jeg kan huske sorgen, gør mig ikke hverken nedtrykt eller sort. Det gør mig faktisk glad, fordi jeg ved at de ting eller begivenheder, der bragte mange gange ubærlig Sorg med sig, kan undgåes hvis bare jeg har Mod til det. For den ubærlige Sorg bærer Visdom i sig - Visdom, der gør at jeg kan kende forskel på det, jeg kan i Sindsro kan acceptere, og det, jeg med Mod i hjertet kan ændre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar