Plask,pinligheder og almen munterhed.

Som flere af jer efterhånden har fundet ud af, så er jeg taget afsted på endnu et ophold på Livsstilscenteret i Brædstrup.

Et lægehenvist, tre gange 4 dages ophold, med tre måneder mellem hvert besøg, for at få hjælp til den livsstilsændring, der har været nødvendig for at jeg kunne komme  mig efter de mange års misbrug, og samtidig medvirke til en tiltrængt decimering af min vægt.

Men det er de færreste af jer, der ved, hvad der i det hele taget sker, på sådant et center. Så lad mig - for denne ene gangs skyld -  tage jer med på en enkelt dags rejse gennem vidunderlighederne på stedet.

Det hele starter - sådan begynder vel ethvert godt eventyr - med at jeg står frysende udenfor min bopæl, og venter på at blive hentet af den Flextaxi, der skal bringe mig hele vejen til Brædstrup.

En skøn morgen at tage afsted i, selvom fuglene lyder som havde de frosset stemmebåndene over, og vinden truer med at blæse istapper ud af mine næsebor. Men jeg glæder mig, og er slet ikke bekymret for, om taxaen nu skulle være forsinket igen.

Det var den ikke, så det var med et lettelsens suk, jeg satte mig ind i varmen, og skyndsomst sørgede for at blunde, mens jeg blev kørt gennem det langsomt vågnende Djursland, og via motorvejen nåede frem til bestemmelsesstedet.

Alt ser ud som det gjorde sidst - lige fra den hotel-receptionsagtige modtagelsesdisk, og til de ventende medpatienter, der alle har det der lys i øjnene, der siger, at NU skal det være. NU skal der ske ændringer i enten vægt, levevis, afhængighed, eller hvad grunden til besøget på stedet end måtte være.

Langsomt begynder den mølle at male, der gennem de næste fire dage skal medvirke til at få os allesammen motiveret til at gøre det, vi har sat os for. Og samtidig udstyre os med værktøjer, der kan gøre vejen derhen både lettere og sundere. Værktøjer, jeg stiftede bekendtskab med, på mit første besøg på centeret, og som har hjulpet mig til at få et lidt sundere, lidt raskere liv.

Sengetøjet bliver udleveret, nøglen til værelset langes over disken, og det uundgåelige spørgsmål, om man har været udsat for MRSA siden sidst - jeps, det skal de faktisk spørge om - bliver stillet. Og den medbeboer, jeg skal dele mit værelse med de næste fire dage, bliver fundet.

Dagens program er som altid sprængfyldt med informationer og nye måder at se tingene på. Samt  gentagelser af de ting, jeg sidste gang nød at medvirke til. Herunder naturligvis de seks måltider, dagen kommer til at bestå af.

SEKS MÅLTIDER ! Jeg kan næsten se øjnene spile sig op i forundring, men jo - det er rigtigt nok.

Der bliver spist seks gange i løbet af en dag på centeret. Tre hovedmåltider, og tre mellemmåltider. Og tro mig, der sker ting og sager med forbrændingen, når man begynder at sætte de utroligt velsmagende og sunde produkter, køkkenet serverer, til livs.

For selvom det lyder af meget, er der totalt set ikke flere kalorier i dagens indtag, end absolut nødvendigt for at klare det daglige program.

I løbet af dagen når jeg også at blive udsat for lidt af hvert - rent oplevelsesmæssigt. Fra øjeblikket, hvor et inspirerende foredrag om søvn, pludselig bliver til en debat om NPK-medlemskab og dettes indflydelse på en sund og afslappende søvn.

Over den hyggelige og smilende fællesmobning, min værelseskammerat og jeg udsætter hinanden for, til de anstrengende øvelser i det vidunderlige varmtvandbassin, der efterlader kroppen fuldstændig bombet, og sindet behageligt tilpas.

Det hele garneret med gensynsglæde, når man opdager en af de andre fra sidste gang, og nysgerrigt varme spørgsmål fra og til en af de nye.

Det er nemlig sådan, at opholdet jo består af tre moduler, med tre måneders mellemrum. Hvert modul besøges så af en skønsom blanding af førstegangspatienter, andengangsdrevne, og sidstegangseksperter. For nu at give os allesammen den credit, der ligger i at være fælles om at komme frem mod en sundere tilværelse.

Og så er der naturligvis også en kontaktperon, der kan tage sig af de mere personlige spørgsmål og bekymringer, den enkelte måtte have, på en både sober og professionel måde. Et menneske, der følger mig helevejen, og som laver opfølgende telefonopkald, i perioden indtil næste tur på centeret.

Og altid med et smil på læben.

Alle på centeret smiler. Har varme i øjnene, og glæde i stemmen, når der snakkes sammen. Hvad enten det er personale, eller patienter, opleves hele dagen som en stor varm fælleshed, der virker som en selvfølgelighed, man bare havde glemt eksisterede.

Naturligvis skal jeg igen vænne mig til, at alting  bliver stillet på hovedet de næste fire dage. Jeg skal igang med at træne dagligt, hvad enten det er i varmtvandsbassinet eller i træningscenteret, samt overtale min mave til at indtage det, der efter første dag virker som en uoverkommelighed at spise sig igennem.

Men som smager, så englene synger.

Så nu sidder jeg her, bag den hyggeligt blinkende skærm på den ene af de to accepterede netcomputere - vi er her jo for at være sammen, mens vi lærer at leve sundere, ikke for at surfe og se underligheder på nettet - og forsøger at bringe jer lidt tættere på, hvad der egentlig sker, mens jeg er her.

Og med det i tankerne, samt med en viden om morgendagens spændende aktiviteter, jeg ikke ville være foruden  - jeg skal blandt andet starte dagen med træning i bassinet kl 06:30 - jubii - vil jeg forlade  blog'en for i dag - og kaste mig ind blandt de andre, til endnu en af de mange, hyggelige snakke og samvær, jeg ved, opholdet er fyldt med.

Hov - jeg glemte helt at fortælle jer, hvad det der NPK-medlemsskab består af. Slemme mig - det må jeg straks sørge for at bringe iorden.

Det er jo sådan, at jo ældre man bliver, jo mere får man visse natlige trange, der giver direkte adgang til den hastigt voksende NPK-klub.

Nat Pissernes Klub. Så nu ved I det.

Go'nat - og sov godt........