Så var den der igen.......

...... som manden sagde, da hønen fløj forbi ham for fireogtyvende gang.

Men det var den altså. Den der uforklarbare hændelse, passerende prop, midlertidige iltsvindssituation, der tidligere har fået mig til at danse eftertænksomt med mine tanker herinde.

Ud af det blå kom den - synet væltede, mens verden trak sig tilbage i det ene øje og udvidede sig uendeligt i det andet. Og svimmelheden dansede fandango med lysten til at vælte om på gulvet, og male interessante mønstre med mit maveindhold.

Genkendelsen er skræmmende. Det, at vide på forhånd hvordan sådan en prop skaber problemer, og hvordan det føles hvornår, indeholder en isnende erkendelse af, at det måske denne gang bliver til noget mere, end noget "passerende".

At den måske skaber vedvarende problemer - vedvarende ændringer i det, at være mig. Måske endda afslutter det hele.

Dybt skræmmende, og noget jeg ikke vil ønske for noget menneske.

Men ikke desto mindre er jeg ikke den eneste, der er blevet ramt af denne type prop. Ej heller den første, der desperat har ringet efter lægen fordi angsten slog sine sylespidse kløer fast.

Og desværre er jeg heller ikke den første, der har oplevet at få at vide, at "Der er så lang ventetid, at du hellere må sørge for at finde en der kan køre dig ind til vagtlægen."

Eller at "Der er lige nu mere end to en halv times ventetid på alle de tre nærmeste vagtlægesteder, når du kommer frem.".............

Jeg er heller ikke den eneste, der har måttet opleve at der ingen læge var tilstede på den lokale Akutklinik - 25 kilometer væk - fordi denne samtidig med at passe klinikken skal dække hele Djursland som udkørende akutlæge.

Og indtil vi som samfund fatter, at vi har penge nok til at sørge for læger nok til at tage sig af pludselig opstået sygdom, er jeg heller ikke den eneste, der må acceptere at tage hjem igen, med beskeden "Ring 112, hvis det bliver værre. Lige nu er der ikke plads til at tage dig ind akut."

Men til den tid, kan det være, at jeg heller ikke var den eneste, der ikke overlevede.

Så indtil da, du gamle mand med det lange hvide skæg, der bor i Langtvækistan - kunne du så være så venlig at Give mig Sindsro, til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, hjælpe mig med Mod til at ændre det jeg kan, og give mig Visdom, til at kende forskellen.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.