Og hvad har DU så at skjule ?

Kender I fornemmelsen af, at blive overvåget ? Følelsen af øjne, der følger hvert et skridt - mumlende stemmer, der sagte diskuterer dine handlinger. Den krybende vished om, at uanset hvad du gør, så holdes der styr på dig.

Den fornemmelse har jeg i øjeblikket.

Jeg er nemlig blevet indkaldt til en samtale - tidligere kaldte man den slags for "kammeratlige" - hvor mine økonomiske forhold skal gennemgåes med en tættekam, og hvor jeg skal forsvare hver enkelt ind- og udpostering på min bankkonto.

Hvorfor nu det, kan jeg høre dig spørge ?

Fordi der er blevet indgivet en anonym anmeldelse mod mig, hvor det påståes at jeg har haft indtægt udover almisserne fra det offentlige - undskyld, jeg mener naturligvis ud over min resourseforløbsydelse.

En anmeldelse, foretaget af en borger, der i sin forargelse over et eller andet har valgt ikke at ville stå frem, og beskylde mig ansigt til ansigt.

Fred være med det. Uanset hvem det er, må vedkommende have et eller andet udestående med mig, som han/hun ikke tør forsøge at få afklaret - og så bruges den slags anonyme vederstyggeligheder som våben i stedet.

Jeg kan nu sagtens overskue at skulle forholde mig til det, når jeg skal møde til omtalte samtale. Det er nemlig ganske nemt at gøre, når man har en ren samvittighed.

Men jeg er spændt på at høre, hvor jeg skulle have været ansat, og hvor meget jeg skulle have tjent. For så vil jeg da straks henvende mig til den berørte arbejdsgiver, og høfligt forespørge om muligheden for at få pengene overført til min konto.

Hvorefter jeg fluks vil søge læge, for der må da være noget alvorligt galt med mig, når jeg ikke kan huske at have arbejdet og tjent penge i det snart forgangne år.

Suk.

Det er nu ikke anmeldelsen, der irriterer mig mest. Det er den pludselige fornemmelse af, at være overvåget og være genstand for hemmelige undersøgelser, fra det samfund, der skulle være til for mig, mens jeg er syg - ikke imod mig.

Så jeg forventer, at blive mødt med udskrifter fra min Facebook, citater fra Blog'en, og lydbidder fra mine udsendelser, af en samfundsansat undersøger med brillerne nede på næsetippen, og mistænksomheden osende ud af porerne, når jeg med skælvende hænder og sort samvittighed lysende ud af øjnene, lægger mine bankudskrifter - udspecificerede fra 1.Januar 2017, tak - på bordet foran vedkommende.

Det eneste, der mangler for at gøre billedet perfekt, er hvis undersøgeren også har opkaldslister fra mit mobilselskab - røde understregninger ved mistænkelige opkald - og videoovervågninger fra mine besøg ved venner.

Men så langt er samfundet da ikke røget af sporet endnu, er det ?

Under alle omstændigheder agter jeg at - med alle mig mulige lovlige midler - bevise at der intet er at komme efter, samtidig med at jeg forlanger at få udleveret navnet på anmelderen.

Og ja, du må godt spørge, hvorfor jeg dog vil have navnet på vedkommende, der åbenbart har et horn i siden på mig, når jeg tidligere i dagens blog har givet udtryk for at jeg er ligeglad. Jeg kan jo bare lade vedkommende hænge med al sin indestængte had, og så lade det æde ham/hende op.

Og så ryste det af mig, som jeg har rystet så meget andet af den slags uberettigede angreb af mig -  fordi jeg ved, at der intet er at komme efter.

Men jeg er ved at have fået nok.

Jeg har egentlig ikke lyst til bare vende ryggen til og tage slagene - igen. Jeg har mest af alt lyst til at tage direkte fra mødet og ned på den lokale politistation, så jeg kan foretage anmeldelse af vedkommende for falske anmeldelser - det er jo ikke første gang - og for forsøg på at sværte mig til i offentlighedens øjne.

Samt hvad der nu ellers måtte være mulighed for, at foretage anmeldelse af vedkommende for.

Jeg har nemlig også tænder, og kan godt bide fra mig, hvis det er nødvendigt.

Grrrr.......

Problemet er bare, at det ikke vil løse noget som helst. Og kun vil grave grøfterne dybere mellem vedkommende og mig, istedet for at løse tingene op, så vi begge kan fortsætte vores liv fredeligt.

Uden slagsmål.

Her er det så, at jeg vist lige er nødt til at bruge Sindsro'en til at finde mit åndedræt igen, og tørre vredessavlet af mundvigene mens jeg lige hakker hælene dybt i jorden, og minder mig selv om, at  vrede kun viser afmagt.

Tilgivelse er så meget bedre.

Bare én dag ad gangen.