You want it darker.....

Der findes mange måder at eksistere på, når man nu sådan som jeg render rundt og er mørk og moody med regelmæssige mellemrum. Og ligeså mange måder at sætte mig selv i relief på, så jeg kan blive klar over hvordan jeg egentlig har det.

En af de måder opstod i går aftes, hvor jeg ud af det blå havde fået gratis mulighed for at tage til en koncert af den type, jeg normalt ville give min højre arm for at kunne deltage i.  En hyldestkoncert for Leonard Cohen, med vidunderlige sang- og musikstjerner fra den danske scene.

At det så samtidig var min første tilbagevenden til koncertlivet efter min behandling, og min første indtræden blandt 3MØ'ere - Mennesker Med Masser af Øl - satte det hele i kraftig relief til den måde, jeg plejede at opleve den slags på før i tiden.

Dengang ville en sådan koncert ret hurtigt være en eufori af følelser, skabt af et umådeholdent indtag af øl i stride strømme, og med udsigt til senere skænderier samt et muligt black-out.

Nu var det bare renlivet nydelse.

At stå - for det var ståpladser, jeg havde fået - blandt masser af andre modne mennesker, hvis eneste ønske var at nyde fortolkningerne af Cohens tekster og musik, og så samtidig kunne være glad og lykkelig uden nogen anden stimulans, end den der strømmede ud af højtalerne , var en meget kraftig, nærmest spirituel oplevelse for mig.

Og mens jeg så stod der og saligt svajede til musikken, blev oplevelsen ekstra forstærket af en følelse af fredfyldt glæde, der lige så stille strømmede gennem hele min krop. En følelse, der fortalte mig, at jeg lever, jeg eksisterer, jeg nyder, glædes, forundres.

Og noget, jeg aldrig ville have oplevet, hvis ikke jeg var blevet mør den dag i april sidste år, og havde erkendt min egen magtesløshed. For så ville jeg have drukket mig selv ihjel, og skabt endnu mere ulykke og sorg, end jeg havde i forvejen.

Pludselig vidste jeg, hvordan det er at leve,  Hvordan det er, at eksistere i en verden, fyldt med modsigelser og kontraster - en verden, hvor enlighed ikke behøver være synonymt med ensomhed, og hvor ensomhed trods sit mørke ydre, godt kan indeholde varme og tilhørighed.

Så da afslutningsnummeret - det, der kom før de tre absolut sidste numre - flød ud over os alle sammen i Pavillonen i Grenå, var det med dyb taknemlighed, jeg sang med og lod glæden over livet runge ud i universet.

Et liv, jeg elsker at leve - én dag, ad gangen.