lørdag den 9. december 2017
Både godt og skidt.
Underligt, som livet har det med at trække de ting frem, jeg har brug for - netop som jeg har glemt at de eksisterede. Pludseligt ser jeg, at det jeg har allermest brug for lige her og nu, er at kunne følge det, der sker indeni mig uden at tvivle på mig selv.
At kunne sidde og stortude foran fjernsynet, fordi jeg har tilladt mit indre at dukke frem fra glemselen - at opdage at livet som enlig ikke er det værste der er, fordi jeg opdager andre menneskers glæde ved hinanden - og at opleve, at jeg stadig kan more mig til en fest, uden at skulle skåle hvert andet sekund.
Alt sammen noget, jeg ville have forsvoret før i tiden. Men ikke desto mindre, så dukker det hele frem, og lader mig opdage, hvor dejligt livet kan være.
Jeg var nemlig til julefrokost i går - på den ene af de radiostationer, jeg med mellemrum sender for. Og jeg tog afsted til festen, uden at have indvendige bekymringer over drikkevarer, fuldskab, eller muligheden for tilbagefald. Hvilket var lidt af en ny fornemmelse for mig.
Det samme var det, at sidde midt i flokken af glade mennesker, der hyggede, skålede, fortalte vittigheder, og spiste god mad, og opdage at det faktisk ragede mig en høstblomst, hvad de andre drak til maden.
De havde nemlig en god fest, og det samme havde jeg.
Til gengæld er de følelser af tilbageholdenhed, der render rundt inde i mig i øjeblikket, ikke lige min helt store kop the. For pludselig opdager jeg, at jeg på mange områder sådan helt ud af det blå, er begyndt at holde mig tilbage fra, at sige og skrive ærligt hvad jeg tænker og føler.
Dét bryder jeg mig ikke om, for netop den slags adfærd er jeg klar over vil kunne medføre fremtidige tilbagefald, og er samtidig den type adfærd, jeg i min aktive periode samlede på, for at kunne give mig selv mulighed for undskyldninger, jeg kunne drikke på.
Så dét er noget, jeg skal have spekuleret dybt over, og have sat helt på plads igen - adfærden indeholder nemlig alle de afhængighedstyper, jeg under ingen omstændigheder kan tåle at komme i berøring med.
Afhængigheden af andre og andres afhængighed af mig - afhængigheden af mit stof og afhængigheden af mine og andres følelser - for bare at nævne nogle, af de afhængigheder, jeg har så utroligt nemt ved at bruge og misbruge.
Godt, at der findes andre med samme sygdom, jeg kan dele det her med - mennesker, der selv har været i de situationer, og som ikke har noget imod at dele deres tanker om det med mig.
Så det vil jeg gøre - dele de her tanker og de følelser med gode AA-venner, for på den måde at få dem sat hen, hvor de hører hjemme.
Og så lade dem være der, firetyve timer ad gangen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar