Scrooge'd

Morgenfrosten har sat spor på græssets grønne overflade, og efterladt sit vistkort på det vand, der siden sommer har fyldt mit minibålsted.  Ubevægeligheden er sat i system, og forsvinder kun langsomt, mens lyset bryder frem.

Det er lørdag, og det er den anden dag i den måned, der før i tiden betød lyskæder, nissedøre, mistelten, granranker, og hyggelige, varme dufte i hverdagen. Det gør den ikke længere.

Nu er det bare en måned som alle andre. En måned, hvor den største forskel fra de andre måneder  er det anderledes vejr, der kan risikere at komme forbi - hvis jeg er heldig. En måned, hvor jeg kan længes efter alt det, jeg ikke længere har i mit liv.

Alt det, der tidligere betød alt for mig, og som jeg troede skulle være en del af livet lige indtil slutningen. Hygge, varme, familie, og en fælleshed, der kunne vare året ud.

Nu er det kun dage, der forsøger at fryse sig fast i min bevidsthed, med hver deres krav og betingelser. Hver deres fastfrosne normalitet, der sløvt gentages på næsten samme måde som sidste år.

Og det er måneden, hvor jeg ligesom sidste år håber på et nådigt snevejr, der kan skjule alt under sit bløde, hvide væld af stivfrosset vand. Skjule, at mit græs ligner en katastrofe, og at ukrudtet stikker op mellem stenene på min terrasse.

Og få alt til at fremstå som et skønmaleri, med tynde røgfaner stigende lige op fra skorstene på snedækkede tage, og rødmende frostkinder på børn og voksne, mens de glade strider sig gennem det knitrende eventyrlandskab, hvor harer sidder i læ, og fugle taknemligt fodres på hyggelige, hjemmelavede foderbrædter, mens juletræet slæbes gennem det jomfruelige snelandskab.

Bahhhh - humbug !

Ingen steder i dét billede ser man virkeligheden. Intet sted ser man kulden, der forsøger at overtage og banke ubevægeligheden ind i alt. Eller trøstesløsheden, i de sind der ikke kan, ikke vil, ikke tør, tro på, at godt kan ske og glæden findes......

Men jeg tør godt alligevel.

Tør - håbe på at der forude kan vente alt det, jeg gerne vil. Tør - håbe på at imorgen også kommer. Tør - håbe på at livet også for mig indeholder meget mere, end denne frostbidte decembermorgen hælder ned over mit sind og hoved.

Tør - leve...........

For livet er mere end det, der var. Livet er mere end det, der er. Livet er også dét, der kommer.

Og da jeg ikke har tænkt mig at ende som en dansk, fattig version af Ebenezer Scrooge, med intet andet end egne trøstesløse krav om mere, mere, mere.... - så vælger jeg at følge mine egne spøgelser, på deres tur gennem det liv, jeg havde - det liv, jeg kunne have været på vej ind i - og det liv, der er.

Selvom turene gør ondt, og genkaldelsen smerter, så indeholder de hver for sig nøglen til det jeg dagligt ønsker så brændende at kunne leve i. Et liv med glæde, alvor, varme, fællesskab. Hvor smil og  tårer kan være ligeligt gode, og hvor indsigten i de begivenheder, der skabte mit jeg, kan virke på bedste måde.

Jeg startede dagens blog med en trøstesløs fornemmelse indvendig. En følelse af utilstrækkelighed, der opstår, hver gang min alkoholiker begynder at stikke sit grimme hoved frem og kræve, at jeg fodrer ham med muligheder for tilbagefald. Og netop i denne måned - julemåneden - er der alle de muligheder, jeg før i tiden kunne ønske mig, for at falde på halen, og drukne mig selv i mit misbrug.

De er der stadig, mulighederne. Og hvis ikke jeg var blevet indehaver af et værktøj, der i al sin enkelhed kan bruges til at opdage dem, før det er for sent - ja så ville jeg her og nu have været på vej nedad den rutchebane, jeg så mange gange tidligere i mit liv har drønet rundt i.

Og det er dage som i dag, hvor jeg skal være på vagt. Dage som i dag, hvor minderne fra dengang vælder frem på godt og ondt.

Dage som idag, hvor kun synet af en ivrigt krummeguffende fugl kan bringe orden i det kaos, min hjerne kan finde på at tigge mig om at kaste mig ind i.

Den lever nemlig på samme måde, som jeg gerne vil. Én dag ad gangen, men med håbet om mange af slagsen, og evnen til at nyde den, der er igang lige nu.

Ædru.