Det skete..........

............. uden jeg rigtigt lagde mærke til det.

Helt ganske af sig selv, og på samme måde som tidligere. Og egentlig er det meget godt, at jeg først opdagede det sent på dagen, sådan helt tilfældigt, i forbindelse med en samtale.

For det fik mig til at føle mig godt tilpas, at jeg ikke lige stod trippende parat til at slå på stortromme for en begivenhed, der med regelmæssige mellemrum har fyldt min tilværelse én gang om måneden.

Min mærkedag.

Den dag, der minder mig om hvordan det var at erkende min magtesløshed overfor mit foretrukne stof.

Den dag, jeg blev ædru.

Tidligere har jeg brugt dagen til at reflektere over, hvordan mit liv havde udfoldet sig, og hvilke begivenheder, der havde været baggrunden for de valg, jeg havde taget, og den vej, de samme valg havde ført mig ind på.

En måde, at holde erkendelsen i live på, og samtidig befæstne det grundlag, jeg har valgt mit liv skal udvikle sig efter, nu.

Og lige så stille har jeg, med månedernes gang, ladet hverdagen udfolde sig på godt og ondt, som nu livet har valgt at tilbyde mig den. For efterhånden at ende der, hvor jeg i går pludselig opdagede jeg var - levende ædru, i en normalitet  med alle de udfordringer, opgaver, og glæder, en sådan en har med i baglommen.

Det er sådan en hverdag, jeg helst vil leve i. Hvor det er helt naturligt for mig, at være ædru, og ikke skulle fabrikere nye undskyldninger for at kunne komme til at drikke igen.

Men det er også sådan en hverdag, jeg ved at jeg skal arbejde for at kunne holde fast i. Hvor jeg ikke kan tillade mig at give slip i erkendelsen af det, der var, og erkendelsen af det, der kan komme.

Lidt af en opgave at blive sat på, må jeg indrømme. For det nemmeste er jo, som jeg gjorde i går, helt at glemme at der var en gang for x antal måneder siden - i går var det nitten - hvor jeg fandt min bund og blev mør. Hvor den indre lede ved det liv, jeg havde tilladt mig selv at leve, ikke længere kunne fastholde mig i mit møjsommeligt opbyggede drukmønster, men måtte give slip og komme frem i lyset.

Til gengæld har jeg fået et liv, der er så meget bedre. Et liv, der stadig er fyldt med udfordringer, opgaver, bekymringer, glæde, vrede, og alle de andre følelser og begivenheder, livet som helhed byder levende væsener. Men et liv, hvor jeg vågner op, uden at have skjult mig bag mit stof, og med både evnen og lysten til at være ærlig, villig, ligefrem - og ædru.

Et liv, hvor også muligheden for at kunne elske igen vil være til stede. Hvor det sårede ego kan få lov til at heles, så arrene ikke ender med at danne uoverstigelige forhindringer for et følelsesliv.

Hvor kærligheden kan træde ind på arenaen igen. Ikke istedet for afhængigheden, eller som erstatning for andre. Men som en selvstændig følelse af samhørighed og værdi af det, ikke at være alene.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.