Nattetanker.

Det er mørkt udenfor. Gadelamperne er slukkede, og kun en glemt dørlampe ovre ved naboen forstyrrer, der gør nattens mørke værd at kigge på.

Stjernerne.

Myriader af dem på den natmørke frosthimmel. Klare og strålende blinker de varme beskeder til min søvnige hjerne - beskeder, der kan ledsage ostemadens skarpe velsmag.

Jeg lever.

Morgenen er endnu et par timer væk, og vil blive modtaget med pakket taske og nybørstet hår. For endnu en gang skal jeg afsted, mod erfaringer og gode råd. Mod mødet med nye mennesker - mulige nye venner.

Men mest af alt afsted mod mødet med ændringer.

Som I ved, var jeg tidligere i år afsted flere gange på Livsstilscenteret i Brædstrup, for at finde inspiration og hjælp til de ændringer, der er nødvendige for mig. Og kortvarigt hjalp det på de irriterende fysiske sygdomme, jeg har fået tillagt mig med årene.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, så da jeg for nogle måneder siden røg ind i et sort hul, blussede mine skavanker op igen. Op, på fuld styrke. Hvilket fik mig til at anmode om  - og få tildelt - endnu tre gange indlæggelse på Centeret.

Og det er så det, jeg sidder her i det vidunderlige stjerneklare mørke, og venter på skal begynde. Fire dage med masser af inspiration til at bryde ud af den cirkel af dårlige madvaner, der åbenbart er medvirkende til at gøre bekæmpelsen af de føromtalte fysiske finurligheder ret besværligt.

Varmtvandsbassinet venter. De gode rutiner venter. Samtalerne venter. Alt venter - på at jeg får begyndt igen.

Men lige nu, er det den nyctofile side af mig, der får lov til at udfolde sig, men jeg morgenmadstyggende går udenfor og nyder nattehimmelens sprællende glimten af fjerne stjerner.

Hvem ved ? Måske sidder der en beboer på en af disse fjerne lyspletter, med samme glæde over nattens varme tryghed, og afventer transport til livets genoprettelse, ligesom jeg ? I så fald sender jeg et stumt ønske om held og lykke til ham, inden jeg tager endnu en slurk af min friskbryggede kaffe.

For både han og jeg har brug for det.