Drager og dagligdage.

Mørket hviler over Slottets yderste gårdsplads, hvor vinden har fejet sneen sammen i ulige bunker.

Frostgysende, og kun iført strimler fra et iturevet lagen, vakler en skikkelse hen mod en åbning, hvorfra varmt lys stråler ud i nattens hylende tavshed.

Hvem er han ? Hvordan er han kommet her ? Hvorfor kan han ikke komme ud af Slottet ? Svaret fortaber sig i den kolde vind, der bringer løfter om riddere, drager, troldmænd, jomfruer, og intriger af bedste slags..................

Lidt af en indledning i dag, ikke ?

Men ovenstående er grunden til mit fravær de sidste tre dage, og årsagen bag de trætte øjne, der her til morgen plager mig.

Jeg har nemlig genoptaget et tekstbaseret online rollespil, som for mange år siden fyldte temmelig meget i min hverdag. Et spil, der på grund af dets basis på den anden side af Atlantan, udfolder sig mest når det er mørkt her i landet. Og som tilbyder en velkommen flugt, fra den stadigt mere krævende hverdag, jeg som alkoholiker og sygemeldt lever i.

Men også en udfordring til den intelligens, jeg trods misbrug og alder stadig mener mig selv i besiddelse af.

Der skal nemlig tænkes dybt over de intriger, der kører på Slottet. De plots, både brugere/spillere og Historieværter, sætter i søen, og som gerne skulle leve længe nok, til at kunne inddrage hele slottets store mængde af spillere. Fra riddere til borgere, smede til tiggere, troldmænd, jomfruer, bibliotekarer - og til de for gode plots så nødvendige mørke karakterer, skygger, drager, og voldførte, der lurer overalt for at overtage magten.

Og på en eller anden måde, kan jeg sidestille mit eget liv, med det "liv", min karakter lever på Slottet.

Jeg kan visualisere min kamp mod mit stof, og lade den være min karakters kamp mod den ondskab, der lurer i Slottets mørke gange, skjulte rum, og frostbidte slagpladser. På den måde kan jeg tillade mig, at udtænke plots, der indeholder både mit sidste forhold, og dets dårlige afslutning, samt hverdagens kamp mod den "orm" af misbrug og gammel nag og jalousi, der til stadighed kan finde på at gnave i mig, og få den hverdag, jeg lever i, til ind i mellem at være mere kamp end ro.

Jeg kan med største sindsro lade min karakter tilbringe dagevis i en celle, dybt nede i Slottets fangekældre, hvor han kun får besøg af ligesindede - med undtagelse af de sporadiske angreb på hans liv fra modstandere via forgiftet mad og skjulte giftfyldte nåle - og hvor hans poetiske åre kan komme til fuld udfoldelse, i nødvendig solitær ensomhed.

Og jeg nyder det.

Både fordi alt foregår på engelsk - hvilket træner mit intellekt og min hukommelse kraftigt - og fordi der er mulighed for interaktion med andre på sikre og ufarlige måder. Der er plads til at være mig, uden hele tiden at skulle forholde mig til de udfordringer, livet ellers byder mig. Og plads til, at holde pause fra det hele, mens jeg finpudser mit gammelengelske thee, thy, og thine - en måde at tale på, han er ret ene om på Slottet -  samt til at lære om andre, på helt nye måder.

Jeg ved godt, at det er - eller kan være - farligt næsten  at begrave mig i den type fiktion online. Jeg opbygger jo relationer, der skal vedligeholdes, har samvær, der skal udfoldes på anderledes måder, og opnår forventninger, der skal enten indfries eller slukkes.

Hvilket meget godt ligner det liv, jeg dagligt forsøger at leve, som ædru alkoholiker. Men hvor en snublen i det virkelige liv, ville kunne styrte mig lige durk ned i flasken igen - kan en intrigant snublen på Slottet allerhøjst koste min karakter hans hoved. Hvorefter han genoplives - og starter forfra uden minder, om det "liv", der kostede ham knoppen.

Så jeg ser det som en god øveplads, hvor det samspil, jeg ikke har særligt meget af til hverdag, kan udfoldes og prøves, inden det eventuelt skulle droppe forbi mig i virkeligheden.

En virkelighed, hvor jeg ingen anden drage  har at bekæmpe, end min afhængighed. Ingen jomfruer at redde, med undtagelse af jævnaldrende rynkemostre og pebermøer, der ligesom jeg selv er ovre de såkaldt "bedste år". Og ingen vævende poesi at recitere, undtagen den, jeg - lidt for ujævnt på det seneste, må jeg indrømme - leverer på nettet.

Men det er vel heller ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

Så spids din pen, poet, og drag dybere ind i Slottets og livets udfordringer, mens du med blomsterfyldte ord blødgør ungmøers hjerter, spidder fortidens skygger, og med varme kram fylder din hverdags bæger med samvær, fællesskab, og liv.

Og gør det - i Sindsro.