Andre Sider af mig

onsdag den 22. november 2017

Dæmoner og engle.


Den forbandede sygdom.

Man kan kæmpe mod den, og stadig synke sprællende ned i dybet af dens altopslugende ondskab.

Eller flyde på toppen af den, og blive hakket ihjel af fortiden.

For der er intet garanteret løfte om helbredelsen, intet absolut håb om aldrig at mærke den på kroppen igen, ingen smuthuller ud af dybet - hvis man ikke kan se, hvad det er der sker.

Og heller ikke kan se hvorfor.

Min nære veninde gennem de sidste sytten måneder er ikke længere. Kampen åd hende, og sygdommen udslettede de håb hun klyngede sig til.

De siger, det var hendes eget valg. Men er der noget valg, når proppen er pillet af toppen, og dæmonerne hujende kravler indenfor og besætter hver eneste celle ?

De siger, det jo var det hun ville. Men hvor er viljen, når hånden bliver ført af flaskens grønne ånd ?

Det siger, det var på tide hun fik fred. Men fred af den slags, er ikke bare fred fra flasken, men også fra familien, vennerne, fortiden, og livet.

De siger så meget.

Jeg siger, at jeg har mistet hendes nærhed. At jeg er blevet påtvunget en fortsættelse af mit eget liv, uden muligheden for at kunne give hende de kram hun trængte til. Uden muligheden for at kunne mærke hendes varme - smile sammen med hende - dele sammen med hende - lade alvoren fylde samtalerne sammen med hende - lade programmet udfolde sig sammen med hende.

Og jeg er vred.

Vred over, ikke at kunne hjælpe, da hun var mest alene. Vred over hendes valg. Vred over den egoisme, sygdommen umærkeligt fodrer når den er i udbrud - den egoisme, der lod hende tage det sidste valg.

Men mest er jeg vred over de mistede muligheder. Det, der med tiden kunne være blevet. Den, hun havde alle muligheder, for at lade udfolde sig - for at blive til, men som forblev ufødt.

Vred - fordi jeg savner hende. Men også fortvivlende klar over sygdommens dødelige muligheder, og sorgfyldt ked af hendes bortgang.

Der, hvor hun var, er opstået et hul. Et hul, jeg stille fylder med minder, der kan lade det ende som en skovsø, omkranset af fred og natur. Hvor glæden nikker sit solgyldne hoved fra håbets spinkle stængler - et håb, jeg vil plukke med nænsom hånd, og lade fylde min hverdag.

Jeg kommer aldrig til at kunne acceptere, at sygdommen slår så mange af os ihjel. At vi kan tabe kampen på et splitsekund, når den igen har besat vore tanker og ædt sig ind i vore opfattelser. Men jeg er klar over faren, og søger at undgå den.

Indtil det måske ikke længere er muligt.

Hvil i fred, kæreste du.

Du har en evighed af den foran dig - fireogtyve timer ad gangen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar