Andre Sider af mig

lørdag den 11. november 2017

Det er Lørdag.


Himlen er klar her til morgen. Små, lette, flamingovingefarvede skyer driver dovent henover den, mens radioen i baggrunden leverer "nu er det weekend"-musik, med en afslappet lørdag morgen studievært bag mikrofonen.

I horisonten kan jeg se, hvordan morgensolen farver kanten af den fjerntliggende bræmme af skyer med samme sartrosa farve, og høre hvordan verden omkring mig vågner til dåd igen.

Det er nu ikke fordi, de andre skabninger i min nære omverden har tænkt sig at sætte tempoet ned, bare fordi jeg og mine medmennesker har besluttet, at dagen i dag er en af de dage i ugen, hvor vi ikke gider gøre andet, end at slappe af og nyde at vi lever.

De knokler ufortrødent med at samle føde, og kæmpe for livet når det er nødvendigt. For dem er lørdag bare business as usual - endnu en dag i livets ubarmhjertige karrusel.

Kunne det ikke være pragtfuldt, hvis nu de også kunne tillade sig at slappe af - sådan, to dage om ugen. Bare lade kamp være kamp, og tære på det forråd de havde, mens de samlede energi til at komme helskindede igennem næste uge.

Jeg kan se det for mig.

Vingede pipdyr, der afslappet sidder på toppen af hækken og sludrer om dette og hint, mens de udveksler de seneste nyheder med den nabo, de ellers ikke ville drømme om at snakke med.

Små, vævre mus og egern, der mødes under bladene, for at spille en omgang nød, og har medbragt familiens samlede reserver - bare sådan, hvis nu man skulle gå hen og tabe.

Edderkoppen siddende i sit spind, uden absolut at skulle vikle fluer ind, småsludrende med en honningbi, der har medbragt et par dråber fra ugens høst - for noget skal vi da ha' at samles om, ikk'?

Og pindsvinet, der høfligt banker på terrassedøren, for at låne en kop mælk, da den ikke lige nåede indkøbene før weekenden startede.

Pragtfuldt, ikke sandt ?

Men naturen er anderledes. Naturen holder ikke weekend - lader ingen af sine skabninger få et pusterum fra de daglige trakasserier. Og tillader intet tant og fjas, hvis ikke det er en del af det, det hele drejer sig om.

At overleve.

Det er skam kun os mennesker, der har tilladt os at vriste sådan et par dage løs fra hverdagens kamp for livet. Og som holder fast i, at det er nødvendigt for os som race, at kunne slappe af, og bruge disse dage på ingenting, hvis det er det, vi har brug for.

Ja jeg ved godt, at i sidste ende er det naturen, der vinder dén kamp. I sidste ende må også vi lade den gå sin gang, og indgå i det store kredsløb, den egentlig er.

Men indtil da, vil jeg nyde mine weekender. Nyde, at der er dage, hvor intet behøver ske - hvor intet behøver gøres - og hvor livet kan sættes på pause, mens jeg nyder at være til i fulde drag.

Dét giver mit sind ro, og lader mine batterier op til fornyet kamp. Hvilket vel heller ikke er det værste, der kan ske i en tid, hvor gulhårede narcissister truer med bål og brand, og regningerne hober sig op i hjørnerne, mens fortidens realiteter indsmigrende banker på bagdøren.

Bare jeg husker, at selv i weekenderne er jeg ædru alkoholiker. Selv der, hvor alt andet kan lægges til side, er jeg ramt af den sygdom, der har gennemsyret hele mit liv, og som jeg kun kan holde i skak med ærlighed, sindsro, mod, og visdom.

Ups, nu er der en af mine morgengæster, der har sat sig på havebordet og skræppende gør mig opmærksom på, at det jo er weekend, og mon ikke det var på tide at jeg fik lettet min menneskerøv og serverede den omgang frø og krummer, jeg plejer at lægge på bordet ?

Ja ja, jeg skal nok. Det ér jo weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar