Danser med tanker.

Det er sjældne dage, der finder mig siddende her bag skærmen, uden at kunne finde ord der kan beskrive, hvordan jeg har det.

Men netop sådan, er hvordan jeg har det lige nu.

Så hvis du ikke har noget imod det, kære læser, vil jeg lægge ud med en beskrivelse af min morgen himmel. Den har jo en tendens til at kunne fange mit blik, og sætte tankerne igang.

Det er jo også den, jeg hver eneste morgen er så heldig at få lov til at kunne beundre i næsten hele mit synsfelt, på grund af de mange vinduer i mit spisekøkken. Og den, der som sædvanligt ikke holder sig tilbage.

Nuancer af grå, i så mange versioner, at det er rent utroligt, spreder sig over det meste. Afbrudt i strejf af blå, hvid, sart lyserød - farver, der sammen med skyerne danser over alt, mens de koket lader solen danne nye kombinationer på undersiden.

Og alt sammen fortæller det mig, at jeg lever, ånder, tænker, og sér. Hvilket faktisk ikke er så ringe endda, når jeg sådan lige fintænker weekenden, der er gået.

To dage med begravelse, mulige passerende blodpropper - læger er s å vidunderligt forsigtige - hjertekvababbelse - et godt, gammelt dansk ord, der burde få en renæssance - og dybe tanker over livets skrøbelighed.

Netop det sidste, var i aller højeste grad i mine tanker, mens jeg i går lå inde i MR-scanneren på Århus Kommunehospital. Spekulerende på, hvor lidt der skal til, oppe i den grød jeg kalder hjerne, før alt er uigenkaldeligt ændret. Og hvor hamrende hjælpeløs jeg er, når der så sker et eller andet med den.

Jeg har tidligere, uden at have bemærket noget som helst, haft en blodprop i hjernen - det slog også denne gang scanning fast, da lægen konstaterede arret efter den på billederne. Samt indtil flere såkaldte TCI'ere, hvor jeg dog ikke synes at have bemærket noget synderligt, mens de skete. Den første af slagsen åbenbart for snart 10 år siden, i begyndelsen af samlivet med min tidligere forlovede.

Forsigtigt kalder lægerne den slags for "lettere uforklarbare hændelser", da de jo ikke kan se proppen, der har udløst den, men kun de svage spor dér, hvor det skete. Så de ved egentlig ikke ret meget i forhold til, hvad og hvorfor, og kan kun forsøge at medvirke til, at det ikke sker igen.

Måske.

Men allesammen er de megavink med indtil flere vognstange, der gerne skulle have fået mig til at tage mange ting op til overvejelse, og måske endda have medvirket til en ændring af min livsstil.

Har de så det, sidder jeg her i solens første stråler og spørger mig selv, mens svimmelheden præsenterer sit velkendte morgenmønster ?

Jeg ved det egentlig ikke.

Der har været så mange andre ting, der har sat de nødvendige ændringer i gang. Alkoholbehandlingen på Møllen, Livsstilsopholdene på Brædstrup Livsstilscenter, samlivsændringen fra elskende partner til accepterende enlig, og mange andre lige så skelsættende, men svært beskrivbare situationer.

Så direkte at kunne give mine propper æren for, at jeg er igang med den helt store livsstilsændring - det kan jeg ikke. Men det behøver jeg vel egentlig heller ikke.

Alene det, at der er gang i det, der gerne skulle være gang i, er ændring nok for mig. Mere behøver jeg ikke, for at vide at jeg er på rette vej.

Så skidt med, at svimmelheden lader til at have bidt sig fast. At mine øjne tilsyneladende ikke vil holde op med at drille, og min migræne danser indenfor en gang imellem. At økonomien driller, støvet hober sig op, og meget andet.

For udenfor mine vinduer præsenteret livet og naturen det største, og bedste samspil, der findes nogetsteds i universet. Et morgenlysshow, med himmelen og skyerne som scenetæppe - lige til at spise sig livssulten i, og aldrig til at blive mæt af, mens mine bevingede pipvenner danser deres daglige tryghedsballet omkring de krummer, jeg har spredt på havebordet.

Ja gu' fanden savner jeg kærligheden - tosomheden - samværet - det, at kunne dele tanker, ord, oplevelser med en anden, mens de udfolder sig. Men jeg har Livet, og det alene er næsten alle afsavn værd.

Fireogtyve timer ad gangen.