The og tilbagefald.

Tankerne flyder stille, mens mørket udenfor begynder at slippe grebet. Henover morgentheens duftende velvære, og ud gennem vinduerne, glider de - rettet mod alt og intet på en og samme tid.

Det er dejligt, at være vågen når natten bliver sart, og dagen stille ruller lyset frem. Mangt og meget kan nå at blive tænkt, besluttet, begrædt, inden livet for alvor tager fat, og på den måde nå ud i beslutningernes ventesal - stedet, hvor en eller anden rask beslutning kan tage dem ved hånden, og føre dem ud i det ventende liv.

Også i dag er det den type tanker, der triller ind - som doven, frostfyldt morgentåge. Tanker om livet og døden, ensomhed og parforhold, regninger og rådighedsbeløb, trilleruller alle ind i min langsomt vågnende hjerne, søgende efter netop dén beslutning, der kan sætte dem på plads.

Sådan er mit liv i øjeblikket, i al sin vidunderlige enkelthed,

I dag har jeg valgt, at min morgenlæsning skal være Gorski og Miller's lille tynde hæfte om Tilbagefaldets Faser og Advarselstegn. Højst sandsynligt fordi alvoren i et tilbagefald har stillet sig skræmmende op foran mit ædru jeg, viftende med en advarende pegefinger.

"Der kan du se, hvor dybt sygdommen kan grave sig ned, og nægte enhver form for sund fornuft adgang", kan jeg høre den mumle skarpt i mine ører.  Og jeg må give den ret, både i respekt for mit eget livs ædru muligheder, men så sandelig også i bedrøvet respekt for alle de, der ikke klarede at modstå tilbagefaldets ædende onde sump.

Og mens jeg genlæser de notater, jeg i min behandling sidste år satte undervejs i hæftet, går det endnu en gang op for mig, hvor tynd en knivsæg jeg til tider bevæger mig på. Ét forkert vindpust af bekymringer, og jeg kan risikere at se min ædruelighed skåret i småstykker, mens jeg trimler ned ad de glatte sider.

Ned, i den sump, jeg brugte så mange år på at vælte rundt i, og som kostede mig så meget, inden jeg kunne undslippe den.

Fortumlet, og fyldt af ærefrygt, sætter jeg mine tanker på pause, mens endnu en kop the dampende finder vej til min mund og mine smagsløg.

Og det går op for mig, at også den, kan symbolisere det liv, jeg risikerer at gå glip af, hvis jeg ikke nyder det, mens det er varmt og velsmagende. Uanset, om der findes flere af slagsen -  flere kopper the - flere kopper liv - så er det bedst altid at nyde den enkelte i fulde drag, og sørge for at få alt det med, der gemmer sig bag dagligdagens grænser.

Ikke at ende op, med en halvfyldt kop kold the, der uendeligt sikkert kommer til at forsvinde ned gennem afløbets mørkt duftende grænseløshed. Men at ende op med en kop, der er tømt i taknemlighed og med nydelse skrevet over hver enkelt mundfuld.

Det er dét liv, jeg gerne vil have.

Bare sådan - Én dag ad gangen.